Málaga har i dag to store hospitaler, men har brug for et tredje.
Sygehusvæsenet i Málaga har været under sparekniven og skal nu under “operationskniven” for at komme op på samme niveau som landets øvrige sygehuse. En kedelig rapport fra fagforeningen CC.OO viser, at sygehusvæsenet i Málaga er det dårligste i Andalusien. Centralregeringens og Junta de Andalucías spareplan mærkes nu for alvor i Málaga, som baseret på antal indbyggere er den provins, der har færrest læger og sygeplejersker. Og samtidig de længste ventelister. Formanden for Málagas amtsråd, Elias Bendodo, har igangsat en omfattende underskriftindsamling for at lægge pres på Junta de Andalucía for at starte opførelsen af et nyt hospital i Málaga. Præsidenten for Junta de Andalucía, Susana Díaz, siger, hun er opmærksom på problemet, og at der via de nye budgetter til Junta’en for næste år, sandsynligvis kan afsættes midler til et nyt hospital i Málaga.
Ønsker du at læse flere nyheder, så tilmeld dig vores nyhedsbrev, der sendes ud til vores læsere hver fredag formiddag. Tilmeld dig ved at klikke på banneret nedenfor.