En feriedag i Cancun - og bihulebetændelse

Han ved, jeg elsker morgenmad på sengen, så jeg sætter mig taknemmelig, men meget søvndrukken op, og spiser med godt humør min tidlige morgenmad.
Efter morgenmaden lister jeg stille hen og lukker døren. Det lykkes mig at snuppe en time mere på øjet, men så er freden forbi. Nu er han færdig med at træne, så nu er der plads til mig i træningsværelset.
Ingen vej udenom – på med træningstøjet og op på cyklen. Døren står åben ud til balkonen. Selvom vi er lige midt i Cancun downtown er der masser af natur. Træerne blomstrer, den lune vind får gardinerne til sagte at bevæge sig. Det er ved at lysne, dagen er ny og frisk Jeg starter lidt stille. Jeg er jo trods alt på ferie, men han kender mig og kommer ind, stiller sig ved siden af mig og hepper. Jeg kan ikke protestere eller blive sur – det var jo trods alt ham, der hjalp mig med mit vægttab på næsten 30 kg for 20 år siden. Efter cyklen kommer stepmaskinen osv., indtil jeg synes, at nu må det være nok, men så venter der mig atter en dejlig kop kaffe og en lille godbid.
Det er min ven, der står for al madlavning. Han elsker at lave mad og er en excellent kok.
Det er tid for bad. At tage et bad kan være en kompliceret sag her midt i downtown, hvor alt er gammelt og intet bliver udskiftet, før det absolut ikke kan fungere mere.
Denne morgen tænder jeg i god tid for det varme vand. Jeg har besluttet mig til at give håret en gang knaldrød Henna cremefarve, som er sundt for håret og holder mangen en hårvask.
Min ven kan lide, at jeg er langhåret og rødhåret, for, som han tørt bemærker, at når jeg, som jeg har for vane, bliver væk for ham i supermarkederne, ved alle ekspedienterne, hvor jeg er.
Efter at have smurt farven i, vikles et håndklæde om håret. Jeg lader farven sidde de normale 24 minutter. Alt er såre godt, og jeg glæder mig til, at vi skal være sammen med Angel, der min vens ven.
Efter 24 minutter åbner jeg for vandhanerne, men der er ikke en dråbe vand!
I stor hast hentes to mega dunke vand i nærmeste supermarked, så med et koldt brusebad fra dunkene lykkes det mig efterhånden at få det meste af farven ud. Håret er meget rødt, nærmet lidt lilla-agtigt, men det kan der ikke rigtig gøres noget ved.

 

Senere på dagen kommer Angel forbi. Han syg og dårlig. Han har infektion i bihulerne. Han er taxachauffør og kører med aircondition hele dagen lang. Så det er forståeligt, men rent psykisk er der nok også lidt nerver med i spillet, da hans kone er gravid.
På trods af mange antibiotikainjektioner er han stadig dårlig på 10. dagen.

• Kan Jang 4 tabletter 3 gange dagligt.
• Urtepensil, der er sammensat af 4 forskellige urter ligeledes 4 tabletter 4 gange dagligt
• C vitaminer 1000 mg slow release 3 stk. dagligt.
• Spenglersan G- tysk homeopatisk middel mod mange akutte lidelser, f.eks. bihulebetændelse.

 

Han tager taknemmeligt imod medicinen. Efter kort tid er han på toppen igen.
Angel er 42 år. Han er født mayan som hans kone. Hjemme taler de mayansk. Han er baptist og meget troende. Han tjener til dagen og vejen som taxachauffør, altid ulastelig klædt i hvid skjorte og sorte bukser. I sin fritid læser han til pastor og forventer at være færdig om 1 år. Han er en glad og munter mand, som spreder en masse glæde. Som tidligere nævnt venter han og hans kone barn nummer tre efter en pause på 15 år! De glæder sig meget. De er blevet fortalt, at det er en lille pige, der er på vej.

 

 

Angel, min ven og jeg skal være sammen i dag. Da Angel kommer, spørger han, om jeg ikke vil med hjem og se, hvordan familien bor. Han har lige bragt sin kone til afsluttende lægetjek.
Vi bestemmer os til at besøge ham. Bagefter vil vi købe mad til at tage med og besøge pastoren.
Jeg får et kulturchok. Angels hus ligger bag et andet hus i et meget beskedent kvarter. Han viser stolt og glad sit hjem frem.
Huset består af et rum ca. 20 m2 samt badeværelse. Her bor lige nu ”kun” fire mennesker. Gulvet er lerstampet. Der hænger to hamacas (hængekøjer) – én hvor han og hans kone sover og én hvor hans gamle og svage svigerfar sover. Teenagesønnen på 15 år har taget sin hamaca ned, så kan han bedre gå lidt rundt. Den ældste søn er lige fløjet fra reden og studerer musik i en by langt væk. Alle sover de i det samme rum. Køkkenet ligger i et hjørne og består af to gasblus med nogle åbne hylder til alt køkkengrej. Selvom Nelly, hans kone, skal føde om et par uger og er meget besværet, er der pinligt rent overalt.
Vandforsyningen består af vand fra kæmpeflasker, som de får bragt. Der hænger et fjernsyn på væggen, som svigerfaderen, der tilbringer hele dagen i sin hamaca, ligger og ser på. Hans hamaca er praktisk anbragt ved badeværelset. Svigerfaderen taler kun mayansk og kigger forundret på os. Jeg sander vores dejlige musiker og komiker Victor Borges ord ”Smilet er den korteste afstand”.
I rummet er et køleskab og et lille firkantet træbord, der må have set bedre dage for mange, mange år siden. Bordet er dækket af et voksdug i muntre farver.
I en lille niche med gardin trukket for hænger familiens tøj. Undrende tænker jeg på, hvordan det kan lade sig gøre, at Angel altid er så pæn og rent klædt på, når de har så lidt plads.
For enden af rummet står et lille keyboard. Det er sønnen Kevins på 15 år. Hylden under keyboardet er fyldt med noder. Kevin er et musiktalent, og spiller fast i kirken på flere instrumenter, men allerhelst på keyboard. Min ven, der er tidligere musiker og har studeret musik i et berømt institut gennem fem år, siger, at Kevin er et naturtalent. Kevins store ønske er at studere musik i Chicago.
Det er desværre ikke muligt. Angel kan ikke rejse pengene til så dyrt et studie.
Angel fortæller stolt, at de regner med at bygge et værelse ovenpå, når han i sommer har lidt fri fra studierne.
Jeg kigger lidt på hamacaen, der om natten rummer ham og hans hustru. Hamacaen hænger lige foran et åbent vindue, så de ikke behøver aircon, siger Angel smilende.
Lidt nysgerrigt spørger jeg, hvordan man kan lave børn i en hamaca. Angel ler overbærende, og belærer mig om, at man fint kan elske andre steder end i en hamaca.
Som sundhedsplejerske spørger jeg ham om, hvor de har gjort parat til den lille nye. Han smiler og siger, at den lille nye selvfølgelig skal sove hos ham og Nelly i hamacaen. Ja, tænker jeg, det er en tryg start for et lille nyt menneske både at mærke fars og mors varme kroppe, kærlighed og hjerteslag.
Mens vi snakker, kommer en høj, flot ældre mand for at hilse på. Han er en forhenværende militærmand fra USA og svært alkoholiceret.
Angel har trukket ham op fra rendestenen for nogle år tilbage og ladet ham bo i en hamaca i sit hjem i to måneder, mens han blev tørlagt for alkohol. Han har nu været tørlagt i flere år og fået sig en mexicansk kone og købt sig et hus. Sådan er Angel; hjælper, hvor der hjælpes kan.

 

Besøget hos Angel er slut. På vej til pastoren bliver der købt rigeligt med kylling og tilbehør i en gadeforretningen. Ejeren ligner en filmstjerne, og jeg tænker, hvad han dog laver her. Én ting undrer mig, at han hele tiden kigger ned. Jeg spørger, hvorfor han har en sådan attitude og får svaret, at han ikke har ben.
Videre til pastoren og hans familie, der bor lidt bedre end Angel. Her er fliser på gulvet, et stort bord og en vaskemaskine – godt nok i ét rum sammen med køkkenet, men familien har soverum ovenpå. Rundt om bordet pynter fire smukke stole, der efter sigende har tilhørt den spanske guitarspiller Paco de Lucia. Min ven har byttet sig til præstens gamle ottecylindrede Dodge bus mod de fire stole og en splinterny vaskemaskine samt lidt andet grej.
Hos pastoren er stemningen glad og munter. Der tales om alt muligt mellem himmel og jord. Efter besøget går turen hjem. Angel skal på arbejde, jeg er træt og glad for alle de indtryk, dagen har givet mig.
Den 3. maj blev Angel far til en smuk, velskabt og dejlig lille pige.