Aldrig har der været så meget at vælge imellem. Se bare på supermarkedets hylder med morgenmadsprodukter. Der er gerne mellem 20 og 50 forskellige, og alligevel næsten ens æsker med cornflakes og mysli. TV-monopolerne er en saga blot, og vi oversvømmes med film, serier og nyheder – ikke kun på TV, men også på computer, tablet og telefon. Og sådan er det med næsten alt. Alligevel fornemmer jeg, at min ret til og mulighed for at vælge frit begrænses. Den forsvinder. Glider ud mellem fingrene på mig, selvom jeg forsøger at holde fast i den. Det er efterhånden umuligt at finde en bank, hvor levende mennesker betjener mig. De er afløst af en app, som jeg længe nægtede at downloade, men til sidst måtte jeg give mig. Imens bukkede det pengeinstitut, som jeg har brugt i snart 30 år, under. Resterne blev overtaget for én euro af en af Spaniens største banker, hvis app jeg nu er tvunget til at lære at bruge, hvis jeg vil have adgang til min løn.
Jeg kan ikke vælge at betale for blot at ringe fra min telefon. Jeg skal have pakker med sms’er, internet osv. Jeg kan ikke vælge den gode og hyggelige service hos købmanden. Det lille og overskuelige vareudbud, som jeg finder rigeligt – og afstressende. Store supermarkedskæder med 800 slags cornflakes har presset købmanden ud af markedet. Jeg husker personlig betjening og skræddersyede løsninger hos forsikringsmanden. Nu er jeg bare et policenummer ude i Cyber Space. Ingen ved, hvem jeg er og hvilke forsikringsbehov, jeg gerne vil have dækket. Ingen mennesker af kød og blod i hvert fald. En automatiseret brugerundersøgelse har derimod placeret mig i en kasse, ud fra hvilken computeren har regnet ud, hvad for en forsikring jeg skal have. Betalingen foregår automatisk via den bank, jeg ikke kender. Jeg må hellere få lært at bruge app’en, så jeg i det mindste kender noge(n)t i min bank. Og hold nu op, hvor jeg savner den forventningsfulde stemning hos rejsebureauet, flyvefiskene på flyet og den venlige dame i check-in-skranken, som hjalp mig med kuffert-tag’en. Jeg vil til enhver tid foretrække at betale meget mere for flybilletten for at få bare lidt af alt det igen. Jeg kan heller ikke vælge et lille trygt sygehus, hvis jeg får brug for behandling. Ligesom i stort set alle andre brancher er selv de små privathospitaler lukkede eller opkøbt af store kæder. Ingen tager sig af, at jeg hellere vil opereres af en piberygende kirurg, mens portøren kører hjem og vander mine blomster, end ende op på et supersygehus med chip-aflæsning ved indgangen, parkeringsanlæg med automatisk bombetjek og Cobra-kunstnere på væggen – alt sammen sponsoreret af skattetryk og medicinalindustri…
Ingen synes at tilbyde nogen form for ekstraordinær service længere. Ikke en gang noget som kan tilkøbes. Så, ja, jeg gør vel til sidst lige som alle andre: Går efter prisen! Det er godt nok en skidt glidebane.
Forunderlige liv – TAKE 165: … og tiden der blev væk
Jeg kan nærmest heller ikke vælge at have tid. Det blinker og bipper. Lige nu, mens jeg sidder og skriver, går det op for mig, hvor meget jeg forstyrres af de andre computerprogrammer, som er åbne; to browsere, e-mail, Messenger, Facebook, Skype etc. etc. – og på bordet ved siden af mig ligger min telefon og lyser op som et diskotek med beskeder i WhatsApp, FaceTime, nyheds-apps og programopdateringer, som jeg ikke kan slippe for, selvom jeg er godt tilfreds med det jeg har (læs: endelig har lært at bruge det). Hvorfor har jeg alt det åbent? Fordi det er blevet et krav i både arbejdstid og fritid at være tilgængelig for kunder, leverandører og kolleger – og ja, venner og familie regner faktisk også med, at jeg har tid til at svare på deres glade og velmenende hilsner. I hvert fald at jeg læser dem. Men hold nu op, hvor tager det bare så meget længere tid at passe mine ting nu end før i tiden. Alt det udstyr, som er skabt til at gøre tingene nemmere, stjæler min tid. Men kan jeg fungere uden? Ja og nej! Jeg har skåret gevaldigt ned på nyhedsstrømmen det sidste års tid. Jeg har valgt at følge medier, som, fornemmer jeg, tør bringe nogle nuancerede billeder af Verdens gang. Meningsdannere som funderer deres udgydelser i erfaring, visdom, intellekt og empati – og nej, jeg følger ikke kun dem, som jeg deler politisk ståsted med. Jeg vil have nuancer! Mit skriveri forstyrres af Hate Terror i London. Det var blot et spørgsmål om tid, før det skete, konstaterer jeg. UK’s forhandlinger med EU sender mine tanker på den europæiske planøkonomi, som sættes skatmat af Brexit. Nu skal hænderne op af lommerne, der skal arbejdes for at sælge. Sundt! Men det bliver det et langt sejt træk at følge med i fra sidelinjen. Måske vælger jeg det fra. Kigger på det og tager stilling, når forhandlingerne er afsluttede. Ingen retter sig alligevel efter mig i det her spil. En eller anden poster for gud ved hvilken gang en photoshoppet hade-version af Trump. Jeg scroller hurtigt videre, men billedet sender alligevel mine tanker tilbage til Nato-topmødet, hvor han forstyrrede den hyggelige sammenkomst ved at bede de øvrige medlemmer om at komme til lommerne og betale deres kontingent. Hvad fanden bilder han sig ind? Jeg synes, manden har helt ret, og jeg kan lide, at han handler fremfor at følge etikette. Forfriskende! Det er jo ikke ligefrem et elevrådsmøde på en kommuneskole, vi her har fat i, vel?
Forsøg: Nu lukker jeg alt det ned, som jeg ikke skal bruge til at skrive denne side til jer. Det vil sige, at kun Word er aktiv. Telefonen sættes på lydløs (helt lydløs – altså også uden den brummende vibratorfunktion) og får lov at ligge med bagsiden opad. Effekt: Jeg kan mærke ro. Koncentration. Effektivitet. Produktivitet. Og tid. Jeg fik lidt af min tid igen!
he
