Kære læser – Forunderlige liv – TAKE 161, TAKE 162, TAKE 163

Kære læser - Forunderlige liv - TAKE 161, TAKE 162, TAKE 163

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Forunderlige liv – TAKE 161: Med døren på klem

Vi er en flok unger i ‘legeværelset’. Vi ligger på skibsbrikse og på jernbanefløjlsbetrukne skumgummimadrasser på gulvet. Væggene har hessian på, og der er masser af udklip, tegninger og hjemmelavet vægpynt sat op med farvestrålende tegnestifter. Rummet er indrettet til hygge og umiddelbarhed. Kassettebåndoptageren spiller Smuk og Dejlig med Shit & Chanel. Sangen er god og ny – og får ord som ‘Knæhøj karse’ med på vejen. Vi spiser boller med tandsmør, og piller rosinerne ud. Aldersspændet er stort. De største af drengene kan få de orange “Klik-klakkere” til at bumbe sammen både over og under hånden med den der helt særlige, ikoniske lyd. De mindste sover under et hæklet tæppe, mens én i mellemstørrelse sidder i vindueskarmen og drømmer og piller bussemænd. Vinduet ud til haven står åbent, og der dufter af nyslået græs ovre fra naboen. Hans slåmaskine har rugbrødsmotor ligesom min fars. Jeg kender lyden. Monoton. Tryg. Der er også duer, nattergale og ugler. Vi er mange, som går til spejder. Andre går til fodbold eller jazzballet i skolens gymnastiksal. Og så er der et par stykker, som har en knallert. En boret Yamaha eller en grøn Puch Maxi. Og en enkelt er snart så stor, at han skal i gang med at tage kørekort.
Jeg får lov til at låne en af de store spejderes sovepose. Døren ind til stuen står på klem. Derindefra hører jeg vores forældres stemmer. Jeg kender dem alle sammen. Hver eneste mandag aften året rundt mødes de skiftevis hos hinanden efter badminton. Vi børn må gerne komme med. Og det vil vi hver gang. Om sommeren, når der ikke er badminton, mødes de til bordtennis inden kaffen. Mødes vil de. Nogle gange er der bål i haven og snobrød. Andre gange må vi køre efter sneploven på vejen hjem. Vi gør det hver mandag.
Selv efter vi flytter hjemmefra, kommer vi med, når vi er på besøg i vores barndomsby på en mandag. Det er omtrent et halvt århundrede siden, jeg var med første gang. Vores forældre mødes stadig hver mandag aften. Og vi er velkomne.
Det føles trygt, at døren stadig står på klem.

Forunderlige liv – TAKE 162: Én lang samtale

Minderne fra badmintonaftnerne dukker op i weekenden, hvor min barndomsven er på besøg. Han kommer sent torsdag aften og rejser hjem til Danmark tidligt søndag morgen. Samtalen begynder, idet han stiger ud af taxaen foran mit hus – og den slutter først, da han stiger ind i taxaen igen for at tage i lufthavnen. Kun afbrudt af få timers søvn kører samtalen mellem min ven, min mand og jeg. Uforstyrret, frit, ubesværet. Jeg har købt en masse ind til forskellige menuer. Indkøbene står stadig i køleskabet. I stedet krydres samtalen med enkeltheder som ost og rødvin på terrassen + en enkelt middag hos vores helt egen overstrømmende, ultrabegejstrede Hr. Schwann i Málaga. Samtalen afbrydes her blot af bestilling og senere af betaling. Ligesom indkøbene ligger udflugtsplanerne ubrugte hen. Min ven har aldrig været her før, så der er umiddelbart nok at opleve. Ingen af os har dog lyst eller behov. Da vi søvndrukne tager afsked to og et halvt døgn efter hans ankomst, er vi alle tre enige om, at det har været givende, umiddelbart, lærerigt, effektivt, afslappende, hyggeligt, overraskende. Og magisk, synes jeg. Én lang samtale.
 

Forunderlige liv – TAKE 163: Det er senere, end du tror…

Sådan lyder titlen på en blog, jeg følger. Og hvor er det rigtigt. Selv husker jeg mig ofte på, at det er bedre at dø med minder end med drømme. Det samme budskab. ¡Haga algo, hoy mismo! Sådan lød overskriften i en af de første brochurer, vi i Norrbom Marketing lavede for en af vores kunder. Og hvorfor skriver jeg det lige nu? Fordi vi bliver nødt til at huske hinanden på det. Fordi vi er alt for bange for at tage et forkert skridt, og derfor slet ikke tager et. I et nyt BBC-program advarer videnskabsmanden Stephen Hawking os om, at Jorden måske slet ikke er beboelig længere om blot 100 år. Det kan han meget vel have ret i. Så brug tiden godt! Vent ikke til børnene er konfirmerede, til sommer eller til du går på pension. Noget af det, der stopper os, er frygten for at kigge frem i stedet for tilbage.
“Et færdselsuheld skete, fordi damen kiggede i bakspejlet, og derfor ikke opdagede, at bilen foran hende havde bremset op”… Et enkelt billede på problemet.
For nylig talte jeg med en veninde, som er single og som gerne vil have en kæreste. Hun sagde: Det er svært at finde en mand på min alder, som ikke bruger mere tid på at kigge tilbage og tale om ‘den gang’, end en der lige som jeg hellere vil tale om alt det, som endnu kan, skal og bør ske. Om ønsker og drømme, om planer og kommende begivenheder.
Vi skal også få tingene sagt! Nogle danser så meget rundt om sagens kerne, at formålet udvandes, inden de får sagt det, der skal siges. Det kan pludselig være for sent. I hvert fald er det senere, end du tror.
Vær hellere ødsel end nærig med ordene og med handlingerne.
Vent ikke på, at andre gør eller siger noget først.
¡Haga algo, hoy mismo!
Af Helle Espensen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa