For ikke så mange år tilbage var vores personlige brand reduceret til den titel, der stod på visitkortet, den bil der stod i indkørslen og det postnummer, der hørte til adressen. I dag brander vi os selv i det uendelige overalt på sociale medier.
Moderne branding er egentlig en slags besjæling af døde ting. I denne måned har vi hele to brand-profiler i magasinet. Der er tale om innovative brands, som forstår at markere sig via nye trends, og som kender værdien af storytelling. Måden, virksomheder brander sig selv på, er nemlig stukket i en helt anden retning. Der er blevet kortere fra brand til forbruger. Når vi følger brands på sociale medier, kan vi række ud og kommentere, og vi forventer også at få svar på tiltale. Måske ikke lige af virksomhedens CEO men så i det mindste af deres designerede SOME-medarbejder.
Det har gjort noget ved måden, brands kommunikerer med os på. Det er nemlig ikke længere blot en envejskommunikation. Forbrugerne kan i høj grad også kommunikere med og påvirke virksomheden. Se dig blot om i supermarkederne – hvor mange af dem har stadig plastikposer?
Vi har som forbrugere både magt og ansvar for, hvilken retning vi som samfund bevæger os i. Vores penge fungerer ultimativt som stemmesedler, så hvem stemmer du på? Den billigste? Den mest bæredygtige? Eller blot den der tryllebinder dig med den bedste historie?
Selv er jeg sådan en sær type, der ikke bryder mig om at bære andres brands. Jeg er ikke forfærdeligt begejstret for, at folk kan scanne mærkerne på mine sko, bukser, trøje og taske og deraf udlede, hvilket segment jeg passer ind i. Desuden er jeg af den opfattelse, at hvis jeg skal bære et brand på tværs af brystet, skal det være brandet, der betaler mig for det og ikke omvendt. Gucci har endnu ikke henvendt sig omkring den forretningsmulighed.
Jeg er sågar sådan en, der ikke beholder bilforhandlerens nummerpladeholder, selvom der med garanti ikke er nogen, der interesserer sig for, om min riskoger er købt hos Pacos eller Manolos brugtvognsforhandler.
Til gengæld er jeg usædvanligt loyal overfor brands, hvor den personlige historie og passionen skinner igennem.
I Spanien findes der heldigvis stadig mange små, lokale butikker. Når jeg køber brød hos den lokale bager og frugt hos grønthandleren, betaler jeg en lokal handelsdrivende, der skal betale sit huslån og sende sine børn i skole. Det er ikke helt den samme følelse, det giver, at køre kortet igennem i supermarkedet. Carrefour mærker nok ikke den store forskel på, om jeg fylder indkøbsposen op i deres butik eller ej. Men for den lokale erhvervsdrivende er konsekvensen til at få øje på.
Dermed ikke sagt, at jeg ikke køber noget som helst fra ‘store brands’. Det er bare ikke rigtig smart at efterleve reklamernes budskaber i bedste ’drik Coca Cola’-stil. Vi som forbrugere vil involveres, vi vil høres og vi vil engageres. Lad mig derfor slutte med dette oprindeligt kinesiske og med årene amerikaniserede citat: “Tell me and I forget, teach me and I remember, involve me and I understand.”
LMF
