Går vores frihed op i røg?

En ny lov og et nyt forbud er på trapperne. Denne gang er det sundhedsministeriet, der vil slå endnu et slag for folkesundheden ved at forbyde rygning på alle åbne offentlige arealer som sportspladser, strande og private restauratørers terrasser.

Med det nye forbud skriver myndighederne endnu et kapitel til bogen om kampen mod rygerne.

Det første kapitel blev skrevet for lidt over 25 år siden. Dengang begyndte man med at forbyde rygning indendørs på alle landets små restaurationer, mens de større skulle opdele deres areal i en ryger og ikke-ryger afdeling. Det blev så senere udvidet til et totalt rygeforbud præcis som områderne, hvor borgerne må hygge sig med en smøg konstant er blevet indskrænket. De skal nu indskrænkes yderligere.

Lovforslaget fremstilles som en sejr for folkesundheden – men er det ikke bare røg?

Spanierne ryger mindre end tidligere, men flere end nogensinde rammes af kræft.

For landets restauratører er det nye lovforslag i alt fald stærk tobak. Vel går vi her i syden meget ud, men de lokale restauratører har ikke gyldne tider – særligt de små. De kæmper med både en husleje, lønninger, råvarer og energipriser, som er højere end nogensinde. Et rygeforbud på deres terrassearealer vil enten betyde færre gæster – eller gæster, der tilbringer mindre tid og mindre forbrug på restaurationerne.

For os gæster er forbuddet endnu et hak i vores personlige frihed. Jeg har personligt aldrig røget så meget som en halv cigaret. Men det irriterer mig heller ikke en halv meter, at folk ryger under åben himmel. Rygning er en del af bybilledet og kulturen her i landet. Hvis det virkelig er så farligt at ryge, hvorfor forbyder man det så ikke? Vi kender alle svaret og dobbeltmoralen: statskassen har brug for tobaksafgiften, som årligt udgør mindst 8 milliarder euro!

Kunne man forene de tre begreber folkesundhed, økonomi og frihed ville sundhedsministeriet fremstille et lovforslag, som giver restauratørerne muligheden for at have ryger eller ikke-ryger terrasser – eller opdele sin terrasse i to afsnit. Så ville borgere få frihed til at vælge, hvad der passer dem bedst. Og økonomien ville få fornuftige kår – både for restauratørerne og statskassen, som har hårdt brug for tobaksafgifterne. Men så langt rækker kreativiteten desværre ikke.

Det kommende forbud er desværre endnu et klart eksempel på, hvordan alt for mange politikere lever i et parallelsamfund. Og det gælder bestemt ikke kun her i Spanien.

Hvis sundhedsministeriet for alvor ville gøre noget ved folkesundheden, skulle der blive sat ind helt andre steder. Kigger man sig bare lidt omkring, ser man, at en tredjedel af befolkningen lever helt forkert og enten er overvægtige, ikke dyrker sport, spiser forkert, lider af en eller anden form for stress – eller alle dele samlet i en sprængfarlig cocktail. Det er tidens livsstilssygdomme – og det er skræmmende. Det samme er det faktum, at halvdelen af landets unge bruger alt for mange timer foran en skærm på ligegyldige ting. Det gøres der ikke noget ved. Men at nyde en smøg på stranden eller på en fortovscafé skal med djævelens vold og magt forbydes. Så er der lang vej hjem.

Men vi er ikke langt fra, at vores personlige frihed går op i røg.