Ny artikelserie: Byrundtur med borgmesteren

Isabel María Jiménez Pérez: CARTAJIMA

Denne måned lancerer vi den nye artikelserie Byrundtur med borgmesteren. Mens vi slentrer gennem gaderne og taler med borgmesteren, får læserne et indblik i mindre kendte andalusiske byer og landsbyer.

Den første kommune, vi har valgt, er Cartajima i Genal-dalen, cirka 40 minutters kørsel fra kysten. Hvis du ikke kender landsbyen, er du ikke alene – der er meget få, som finder vej hertil. Så hvad venter vi på!

CARTAJIMA – KORT FORTALT:
Kommune i Valle del Genal, Serranía de Ronda
Provins: Málaga
Indbyggertal: 206 (december 2025)
Borgmester: Isabel María Jiménez Pérez

Fra kobberfarvet til smaragdgrøn

Uanset om man kommer fra kysten eller inde fra landet, er den snoede landevej ind til Cartajima et eventyr i sig selv. Landsbyen ligger på en højderyg under de barske tinder i Los Riscos de Cartajima – bjergformationer, der kan minde om El Torcal i Antequera. Om efteråret er byen omgivet af kobberfarvede kastanjeskove, mens foråret farver landskabet smaragdgrønt, og netop denne naturskat er områdets største attraktion.

Jeg er lidt tidligt på den til mit møde med borgmesteren og benytter lejligheden til at tage et kig rundt i landsbyen. Som andre pueblos blancos har Cartajima sit helt eget særpræg. For det første er der ingen turister at se. Da regnen truer denne dag, møder jeg kun en håndfuld lokale, som hilser venligt og en smule nysgerrigt. Ellers støder jeg på en ønskebrønd, hvor man ifølge folkemunde bør være forsigtig med, hvad man ønsker sig – for det kan gå i opfyldelse.

Landsbycharme findes overalt, som den håndskrevne seddel på døren til byens eneste hotel, der fortæller, at ringeklokken er gemt bag citrontræet. De smalle gader er pyntet med håndhæklede dekorationer og vægmalerier, der skildrer byens mange traditioner. Området har en lang historie, og der er blandt andet fundet rester af den romerske vej, der passerede her på ruten mellem Ronda og Cádiz.

I 1700-tallet havde byen næsten 1.500 indbyggere, men i dag trues Cartajima ikke blot af fraflytning, men af total affolkning. Derfor er jeg spændt på at høre om borgmesterens projekter og planer.

Jeg møder Isabel María Jiménez Pérez (53) – eller Isa blandt venner – på hendes kontor på rådhuset. I den time, hun har afsat til interviewet, når hun ikke blot at besvare spørgsmål, men også at vise mig rundt i landsbyen og køre mig ud til en vandresti. Samtidig introducerer hun mig for et par byrådsmedlemmer, hilser pænt på alle, vi møder, spørger ind til deres familier, poserer for kameraet på ”kyssehjørnet” og kigger forbi for at få et hurtigt overblik over byfesten, der skal finde sted senere samme eftermiddag. At være borgmester i en bittesmå landsby kræver tydeligvis noget helt andet end at have samme hverv i en større kommune!

Hvorfor du blev borgmester i Cartajima?

– Jeg har aldrig tidligere været politisk aktiv, men jeg accepterede hvervet ud fra mit ønske om at tjene fællesskabet. Jeg er uddannet diplomøkonom og cand.merc. i markedsføring og markedsundersøgelser og har primært arbejdet med arbejdsret, skat, regnskab, offentlige tilskud og erhvervsrådgivning. På mange måder var det et tilfældigt vendepunkt i mit liv. Mit vigtigste mål som borgmester er at lytte til indbyggerne og forbedre deres livskvalitet. Vi er én af Genal-dalens 15 landsbykommuner, som ligger i nationalparken Sierra de las Nieves og Serranía de Ronda. Cartajima er virkelig charmerende, men ret isoleret. Vi er som en skjult perle, der venter på at blive opdaget – men for at verden kan finde os, må vi først selv vise vejen.

Hvilke ændringer har du gennemført, siden du blev borgmester i 2023?

– Vores team har nået rigtig meget. Siden april har vi haft lægevagt med ambulance 365 dage om året – et stort fremskridt for dalen. Vi har fået provinsmyndighederne til at udvide byens vandreservoir og har installeret afkalkningsanlæg, vandpumpe, solcellepaneler på kommunale bygninger, nedgravede affaldscontainere og ladestandere til elbiler. Nogle gader er blevet brolagt, udendørsbelysningen er moderniseret, og den snoede vej, der forbinder området med hovedvejen, har fået forbedrede rabatter.

Vi har renoveret kirkegården, plantet træer og opsat bænke, oprettet et ungdomshus, bygget et nyt fitnesslokale og restaureret byens 26 vægmalerier, malet af to lokale kunstnersøstre. Vi har investeret i et bredt udvalg af kurser samt kultur- og fritidstilbud, herunder gratis musikundervisning for børn, håndværkskurser og kulturrejser. Skolegården har fået klatrevæg, sandkasse og træer, og kirken er nu tilgængelig for personer med nedsat mobilitet.

I 2026 vil La Senda Perdida stå færdig med originale træskulpturer af den lokale kunstner Diego Guerrero. Da arbejdsmarkedet i landsbyen er meget begrænset, forsøger vi altid at ansætte lokalt, så kommunale midler bliver her. Vi har også et par større og spændende projekter på vej, som vil skabe arbejdspladser i hele dalen, men mere kan jeg desværre ikke afsløre endnu. Ja, jeg tror, det var det hele.

Det er virkelig imponerende. Du må have et stærkt team omkring dig?

– Ja, vi har et utroligt dedikeret team – ellers var det ikke muligt. Selvom man måske ikke skulle tro det, er det stadig svært at være kvinde her. Det er en mandsdomineret verden, hvor machismo stadig eksisterer. Da jeg startede, måtte jeg nogle gange sige: Hvis jeg havde været en mand, ville I aldrig have talt sådan til mig. Det er en skam, at det stadig sker i vores tid. Derfor må vi arbejde ekstremt hårdt for at få tingene gennemført – med en filosofi, hvor samarbejde i teamet er helt centralt.

Det lyder som et enormt ansvar. Hvordan ser en almindelig dag ud for dig som borgmester i Cartajima?

– Jeg bor i Ronda, 20 minutter herfra, og kører frem og tilbage mindst én gang om dagen. Før jeg kom her i dag, var jeg ude at handle for naboerne, for her findes jo ingenting. Jeg tænker altid: Hvad hvis det var min egen mor, der manglede noget? Om det er tøjklemmer, kalk eller noget helt tredje, så tager jeg det med. I morges var jeg i la mercería for at hente nogle pyntebånd, jeg havde bestilt for en nabo. Derefter hentede jeg en stige til rådhuset – og fire spande maling. De var dog så store, at jeg kun kunne få én ind i bilen, så resten må jeg hente en anden dag. Derudover købte jeg spegepølser og blomster til byfesten.

For nylig har vi udbudt kurser i tørrede blomster, forgyldning og borddækning, og i øjeblikket er det mig, der både organiserer og underviser. Hertil kommer naturligvis alle de almindelige opgaver, der følger med borgmesterhvervet.

Hvordan påvirker fraflytningen landsbyen?

– Sidste fredag var 206 personer registreret i folkeregisteret, men til daglig bor der kun mellem 70 og 90 personer her. Vi har en lille skole, hvor tolv elever – fra børnehaveklasse til grundskole – undervises af den samme lærer i ét klasseværelse. Mange, som er flyttet væk på grund af arbejde, besøger familien i weekender, til jul og andre højtider, men turismen er stadig meget lav.

Vi har brug for både besøgende og nye tilflyttere for at forbedre kommunens muligheder. Folk rejser derhen, hvor de ser billeder på Instagram, så vi arbejder aktivt på at styrke vores tilstedeværelse på sociale medier. Livssituationen er meget kompliceret – især for unge – og når de ikke kan finde arbejde her, flytter de til større byer, hvilket yderligere svækker lokalsamfundet.

Byens erhvervsliv består af en kastanjevirksomhed, en restaurant ved byens indgang, nogle casas rurales og boutiquehotellet Los Castaños, som drives af tyskere. Det er alt.

Hvad gør byrådet for at tiltrække nye mennesker til byen?

– I øjeblikket leder vi efter lokaler for at tiltrække digitale nomader og fremme co-living og co-working. Måske kunne nogen få lyst til at åbne en lille butik i landsbyen? Det er den slags, vi har brug for. Små kommuner dør, hvis administrationen ikke investerer i infrastruktur og service, da de kommunale budgetter er meget begrænsede.

Landsbyerne her omkring ligger kun få kilometer fra hinanden og kan besøges på samme tur, derfor bør vi etablere en fælles turistprofil. Alene er vi usynlige for omverdenen, men sammen er jeg sikker på, at vi kan opnå store ting. Vi skal gøre vores isolation til en styrke og tilbyde en kombination af god infrastruktur, arbejdspladser og turismetilbud – ellers forsvinder vi.

Samtidig ønsker vi at fremhæve de spektakulære naturressourcer, vi har. I 2023 startede vi vandrestien La Senda Perdida, som står færdig i 2026, men der findes også ruter til Los Riscos, som aldrig er blevet udnyttet ordentligt. Det er fantastisk at kunne vandre uden at møde et eneste menneske. Vi ønsker besøg af mennesker, som netop kommer for at opleve det naturmiljø, vi er så heldige at leve i.

Hvornår vil du anbefale vores læsere at besøge Cartajima?

– Naturen er smukkest om efteråret og foråret. Hvad angår fejringer, er påsken noget, man absolut bør opleve her. Lokalbefolkningen er enormt engageret, og processionerne er anderledes end dem, man ser andre steder. Soledad-processionen påskesøndag foregår i fuldstændigt mørke. Al gadebelysning er slukket, og byen oplyses udelukkende af stearinlys. Det er en fejring, som er anerkendt som en folkefest af særlig turistinteresse.

Andre fejringer er La Romería del Niño Jesús den første weekend i juni, byens feria og kulturuge den 15. august, Virgen del Rosario den 7. oktober samt den traditionelle mostfest, som altid afholdes den sidste weekend i november. Men det er naturen, der giver alle vores arrangementer en ekstra spektakulær ramme.

Hvis du skulle lave et slogan for byen – hvad skulle det være?

– Det er en imponerende dal med høj livskvalitet, så sloganet burde vel være:
Velkommen til paradiset! Sol og natur året rundt. Cartajima – en livsstil.