Camino Francés – en drøm der gik i opfyldelse

fra Saint-Jean-Pied-de-Port til Santiago de Compostela

I mange år har vi drømt om at gå Camino Francés – den legendariske pilgrimsrute, der snor sig over Pyrenæerne og tværs gennem Nordspanien, før den ender ved katedralen i Santiago de Compostela. Det var en drøm, der fik ny betydning, da jeg i 2018 fik konstateret en blodprop i hjertet. Pludselig stod det klart, hvor skrøbeligt livet er – og hvor vigtigt det er at forfølge de drømme, der virkelig betyder noget.

I foråret 2025 blev drømmen en realitet. Jeg er 66 år og Bent er 64, og selvom vi med fordel godt kunne tabe et par kilo, så synes vi alligevel, at vi var i god form og opsatte på at tage denne udfordring.

Vi havde trænet i et halvt års tid, gået lange ture i såvel Danmark som Spanien. Men ét spørgsmål rumsterede i baghovedet: Hvornår er man egentlig klar til at gå en tur på knap 800 kilometer?

Originalt eller komfortabelt?

For at gøre vores Camino mere overskuelig og tilpasset vores behov, valgte vi at booke en individuelt tilpasset rejse. Rejsebureauet sammensatte en rute, der fulgte den klassiske Camino Francés, men med baggrund i vores ønsker og begrænsninger. Vores mål var at gå mellem 20 og 30 kilometer om dagen. Det syntes vi var ambitiøst, men som vi var også enige om, at vi har jo ikke andet at tage os til i de 32 dage, som turen var planlagt til. Vi skal bare gå i vores eget tempo, nyde udsigten, hinanden og livet samt alle omkring os med samme interesse.

I stedet for at sove på de kendte herberger og bære al bagagen selv, så boede vi på små, hyggelige hoteller og pensioner – og fik vores hovedbagage transporteret fra sted til sted. Det betød, at vi kun gik med en let dagsrygsæk, hvilket gjorde en kæmpe forskel for både kroppen og oplevelsen. Den tryghed og komfort det gav, var vigtig for os – særligt med mit hjerte i baghovedet. Det gjorde det hele mere roligt, mere nydelsesrigt og gav os mulighed for virkelig at være til stede i landskabet, i mødet med andre – og med hinanden. Specielt det at kende dagens tur med længde og højdeforskelle, gav os tryghed.

Det startede i Saint-Jean-Pied-de-Port

Vi stod ved byporten i Saint-Jean-Pied-de-Port en tidlig morgen – spændte og lidt nervøse. Den første etape over Pyrenæerne er berømt – og berygtet – for sin hårdhed. 26 kilometer med 1.200 højdemeter. Men også for sin skønhed. Udsigten, lyset og stilheden. Allerede her mærkede vi, at dette ikke bare var en vandretur – det var en rejse ind i os selv og ind i vores fælles liv.

Skønhed og udsigt blev forvandlet til kulde, regn og tåge – så vi ikke kunne se det vi havde glædet os til, nemlig at opleve Pyrenæerne, med deres høje tinder mod den blå himmel. Men glæden ved, at starte på Caminoen, og mødet med alle de andre pilgrimme fyldte mere.

Dag 6 – Estella til Los Arcos, 22 km

Vi startede tidligt ud fra Estella, og begav os mod Los Arcos. Vejret var fint, og det har været landskabernes dag.

Men vi valgte, ved en fejl, bjergruten og ikke dalruten, så det gik atter både op og ned – og vi mødte faktisk heller ikke så mange andre pilgrimme.

Men så kom vi forbi Bodega Irache, som havde været så forudseende at sætte en ‘vandpost’ op til de tørstige pilgrimme – men med to tappehaner. En med friskt koldt kildevand, og en ’fuente del vino’, med lokal rødvin – og det er ganske vidst.

Til stor begejstring drak vi således rødvin en tidlig formiddag – ganske gratis og ad libitum – ja, flere overvejede at tømme vanddunkene, og fylde dem med frisk vin. Men da vi opdagede bodegaens interne videoovervågning, synes vi alligevel det ville skade vores image som vandrende sunde sjæle.

Så landede vi i Los Arcos, og fik os indlogeret i en dejlig lejlighed – men desværre var der ingen strøm i store dele af Spanien og Portugal. Mon der var nogen der ’legede’ med den europæiske cybersikkerhed? Nå, men vi er jo bare pilgrimme, som nu havde rundet de første 140 km.

Man tager ét skridt af gangen

Caminoen har sin egen rytme. Man vågner tidligt, pakker sine få ting og begynder dagens vandring. Man mærker kroppen, solen, vinden og trætheden fra dagen før – men også styrken og en balance mellem smerte og glæde, slid og skønhed.

Vi mødte pilgrimme fra 28 forskellige steder i verden. Nogle unge og hurtige, andre ældre og stædige. Vi fandt vores plads midt i feltet. Hver samtale langs vejen var en gave, og mange blev rørende påmindelser om, hvor mange måder livet kan slå knuder og finde nye retninger.

Men Caminoen er ikke kun en fysisk rejse

Caminoen udfordrer én fysisk, men også mentalt og følelsesmæssigt. Der er masser af tid til at tænke, tid til at mærke efter og tid til at være stille sammen. Nogle dage gik vi lange strækninger uden at sige et ord til hinanden – og alligevel føltes det, som om vi sagde alt.

Bent og jeg har været sammen i 37 år, men på Caminoen lærte vi hinanden at kende på nye måder. Vi grinede over pudsige måltider, sjove mennesker og vi delte udsigternes stilhed, der ofte tog pusten fra os begge. Og vi lærte at sætte pris på de helt enkle ting: Et glas lokal vin, en varm bruser, en seng med rent sengetøj – hver aften. Og ikke mindst en god og lang nats søvn.

Dag 13 – Burgos til Castrojeriz, 20 km

Vi kom ud af det hektiske byliv i Burgos, og var nu atter omgivet af den rå natur, bakker op og ned, og med ‘højt til loftet’. Roen brydes kun af en flok syngende franskmænd og et par danske søskende (i en moden alder) hvor broderen netop havde fået en ny hofte. Han havde købt en cykel og fulgte nu søsteren på sidelinjen. Dejligt livsbekræftende.

Vejret var gråt, tunge skyer men tørvejr – indtil vi stod lige ud for en kaffebar, så begyndte det meget belejligt at regne, og vi fik kaffe og hjemmebagt gulerodskage, inden vi drog videre mod Castrojeriz.

Vores hjerner var ved at blive nulstillet (nogen vil måske påstå, at det er mange år siden det skete), men meget ændrer sig på denne tur. Mange problemer fra dagligdagen bliver mindre eller forsvinder, ting som vi normalt husker, begynder vi at glemme, tiden står stille og vi husker ikke datoer og ugedage – og undskyld hvis vi har glemt noget vi skulle have husket.

Med andre ord – sindet var allerede godt i gang med forandringsprocessen – og gad vide om vi kan kende os selv, når vi kommer til Santiago, eller hjem til Klint for den sags skyld.

Vi blev indlogeret i et hyggeligt familieejet hostal og fik bestilt aftenens ‘pilgrimsmenu’ – så de sørgede godt for os.

Efter middagen kastede vi os over en velfortjent Cerveza og en Café con leche. Og så blev øjenlågene pludselig tunge, og sengen kastede sig op på ryggen af os. Det blev til den forsinkede middagslur.

Dag 22 – Astorga til Rabanal del Camino, 20 km

I dag trådte vi ind i den spirituelle del af Caminoen – og ja, man mærker det med det samme. Det er her, tingene begynder at røre på sig. Ikke bare fødderne, men også det indre univers. Her møder man det, man troede, man havde lagt bag sig. Gamle minder, gamle sår, ting man har båret med sig uden helt at vide hvorfor.

Og så mødte vi noget. Vi gik forbi en lille bod med alverdens ting til salg, og bag manden der ejede den, lå en sort labrador. Da vi nærmede os, løftede den hovedet og kiggede direkte på os. Det var som om tiden stod stille. Det var vores Soffie. Vores tidligere hund. Samme hoved, samme blik, samme ansigt. Og den samme varme og dybde i øjnene. Vi blev helt bange, og turde ikke gå helt hen til den. Måske fordi det føltes for virkeligt. For intenst. Men hun var her hos os. Vi kunne begge mærke hende. Et dejligt øjeblik, rørende og stærkt. Vi mindedes hende igen, som vi har gjort så ofte før – men denne gang føltes det, som om hun kom og mindede os om, at hun stadig følger os.

Senere samme dag, så vi et kors – et mindekors lavet af træ. Og dér kom det næste møde med fortiden. Min bror døde for 25 år siden, og hans mindesmærke var lavet i samme stil. Pludselig var han der. Min bror. En stille, varm følelse, som ikke gjorde ondt – men som var så virkelig, at det igen skræmte mig lidt. Måske fordi det er så sjældent, man får lov at føle sådan noget på en helt almindelig dag.

Vi har 10 dage tilbage på denne vandring. 10 dage, hvor hvad som helst kan dukke op. Fortiden, længsler, tab, eller måske bare en pludselig fred. Man ved ikke hvad vi vil møde – men én ting tror vi: der findes mere mellem himmel og jord. Og her på Caminoens stille stier mærker man det tydeligere end nogen steder.

Dag 32 – Santiago de Compostela

Katedralens klokker bimlede klokken 10. Vi var nået frem. Vi gjorde det. Trætte, lettere og stærkere.

Da vi stod foran katedralen i Santiago de Compostela og så op på kirkens tårne, så løb tårerne ned ad kinderne. Ikke kun af lettelse og stolthed – men også af taknemmelighed. For livet. For kroppen, der bar os hele vejen. For Bent, der gik ved min side. For at jeg stadig er her – og for at drømmen blev til virkelighed.

Men hvornår er man så klar?

Det spørgsmål blev ved med at vende tilbage undervejs. Og svaret er? Man bliver aldrig helt klar. Men det er ikke pointen.

Caminoen møder dig der, hvor du er. Det handler ikke om at være klar, hurtig, stærk eller perfekt forberedt. Det handler om lyst og vilje. Om at tage det første skridt – og så tage det næste. Vi gik Caminoen med hjertet. De knap 800 kilometer var en lang tur, det var hårdt, men det var en oplevelse for livet, og et ønske der gik i opfyldelse.

’Buen Camino’ – til dig, der drømmer om det. Tag skridtet. Du behøver ikke være 100 procent klar. Du skal bare have ønsket om at give dig denne ’gave for livet’. Og vi vil gøre det igen.

Vil du læse vores daglige beretninger?

Så tilmeld dig vores Facebook gruppe, ’Camino Frances 2025’.

Af Michael Schmidt Nielsen, pensionist og livsnyder

Fotos: Bent Christensen & Michael Schmidt Nielsen