Mammatus – sommerens mystiske skyer

Ofte når vi ser mod himlen fascineres vi af skyernes konstante forandringer og de nuancer, der farver dem, når solen står op og går ned. Som børn har de fleste af os sikkert ligget på ryggen med blikket rettet mod himlen og ladet fantasien lede efter skyer, der minder om vikingeskibe, hunde og mumintrolde. Voksne har til gengæld ofte alt for travlt med hverdagen til at tage sig tid til at beundre de mikroskopiske vanddråber højt oppe i luften, men nogle gange er skyerne så spektakulære, at de kan sammenlignes med kunstværker.

Sommerfænomen i Málaga

I løbet af sommeren kan det være en idé at holde øje med himlen, hvis man vil se nogle helt særlige skyer. Det handler om mammatus-skyformationerne – runde skyer, der ser ud til at hænge ned fra undersiden af ​​andre skyer. Når det er sagt, skal det tilføjes, at mammatusskyer også kan ses på andre tidspunkter af året, men chancen er større nu, især når der er sommerstorme. Disse næsten surrealistiske skyer kan forsvinde efter blot et par minutter, eller de kan blive hængende på himlen i flere timer.

Navnet mammatus har ikke overraskende sine rødder i det latinske ord “mamma”, som betyder mor og kvindes bryst. Det spanske meteorologiske institut (Aemet) forklarer i sin ordliste mammatusskyer som: “afrundede hængende dele af skyer, der på grund af deres form ligner yverne på hunpattedyr”.

Mammatusskyer opstår typisk under kraftige, tørre tordenvejr og kan variere i både størrelse og form. Faktisk flyver piloter lange omveje rundt om mammatus, da disse skyer er forbundet med kraftige luftstrømme.

Mammatusskyer dannes

Man ved ikke helt, hvordan mammatusskyer dannes. Her er en beskrivelse fra Meteorologisk Institut: “Når varm og fugtig luft føres opad af kraftig vind i en sky, dannes der nedbør. I stor højde føres nedbøren ofte til side fra den centrale del af skyen, da den ikke længere bæres af opvindene. I kanten af ​​skyen kan fugtig luft, skydråber og nedbør derfor færdes nedad. […] Den nedadgående luftstrøm når til sidst tørrere luftlag og påvirkes da også af fordampning, som afkøler luften og forstærker den nedadgående bevægelse yderligere. Ved mødet mellem den nedadgående sky, dråbefyldte kolde luft og lavereliggende skydråbefri luft, kan de yverlignende formationer, kendt som mammatusskyer, dannes.”

Der er undersøgelser, der tyder på, at mammatusskyer kan være tegn på intense og potentielt farlige vejrforhold, hvorfor meteorologer finder disse skyformationer meget interessante. Der har dog været relativt lidt videnskabelig forskning i dem på grund af, at de er relativt sjældne og svære at studere.

Vidste du, at…?

De fleste skyer består af masser af små vanddråber eller iskrystaller i atmosfæren. Normalt dannes skyer ved, at fugtig luft stiger opad og køles ned. Det kan for eksempel ske, når varm luft passerer over et koldere område, bevæger sig over et bjerg eller ved en kold eller varm front. Når temperaturen falder, kondenserer vanddampen til små vanddråber eller iskrystaller afhængig af temperaturen, og denne kondensering sker normalt omkring små partikler som støv eller røg i luften, såkaldte kondensationskerner. Da skyer består af vanddamp, opløses de, når luften synker, og dermed varmes op, og de kan også opløses, når fugtig luft blandes med tør luft.

Skyernes forskellige former og størrelser afhænger af forskellige atmosfæriske forhold, såsom hvordan vinden blæser, og hvordan luften bevæger sig i højden. Skyer findes normalt fra jordoverfladen i op til 10 kilometers højde, hvor atmosfæren altid indeholder vanddamp, og de spiller som bekendt en vigtig rolle i jordens vejrsystem, da de påvirker nedbøren og solens stråler mod jorden. Regn opstår faktisk, når skyer indeholder nok vanddamp, der er kondenseret til vanddråber eller iskrystaller, og når disse dråber støder sammen, vokser de og bliver til sidst så tunge, at de falder til jorden.

Skyklassificering

Det er FN-organet World Meteorological Organisation (WMO), der har bestemt, hvordan skyer skal klassificeres, men grundlaget for det blev allerede i begyndelsen af ​​1800-tallet skabt af amatørmeteorologen Luke Howard, der inspireret af Carl von Linnés terminologi og systematik for vækster, benævnte forskellige slags skyer. Senere i århundredet kom Uppsala Universitet, og især professor Hugo Hildebrand Hildebrandsson, til at spille en vigtig rolle i udviklingen af ​​verdensmetrologien. Før Hildebranssons teori troede man, at hvert land havde sine egne typiske skyer, men i 1886 blev Hildebrandsson overbevist om, at skyerne var ens over hele verden. I 1891 præsenterede han et skyatlas med skyklassifikationer, i 1896 udkom det første internationale skyatlas, og den dag i dag, i det seneste internationale skyatlas fra 2017, gælder de navne, Hildebransson har givet de forskellige skyer.

Første gang, at mammatusskyer blev beskrevet, var i 1894, og det blev gjort af meteorolog William Clement Ley.