Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

alt

Der har ikke manglet nyheder at følge med i i den forgangne måned. Således fik Stein Bagger sin dom og Anni blev lukket ud, irakerne nægtede at rejse hjem og Løkke fik smæk pga. det med privathospitalerne. I Spanien vinkede man farvel til el-monopolet, mens statsministeren fløj til partimøde i et militæretfly, højsommeren kom og chiringuito’erne blev fredet. Men mest interessant har det været at iagttage mine landsmænds mere eller mindre heldige krumpspring for at slippe for at stemme til EU-valget d. 7. juni. Selv måtte jeg, pga. en weekendtur til DK, brevstemme, og bevæbnet med forudindtagne meninger om spansk bureaukrati (¿qué elecciones?, ville de sikkert spørge på posthuset, og bede mig fremvise skøde, dåbsattest og medlemskort til Kattens Værn) mødte jeg således op – og afgav uden skyggen af et problem min stemme. Simpelthen.
Man behøver ikke at besidde et dybere detailkendskab til EU for at gøre sin borgerpligt, men om man er rød eller blå, det må man da for pokker vide – og det samme gælder iøvrigt ved kommunalvalgene, som vi også har både ret og pligt til at deltage i. Jeg krummer tæer, når jeg tænker på de slappe undskyldninger, som jeg har måttet lægge ører til fra ellers særdeles intelligente og veluddannede venner og bekendte. EU virker så fjern, det handler kun om agurkernes krumning, jeg ved ikke, hvem jeg skal stemme på… Nå man tænker på al den energi, der bruges på at diskutere EU, er det da mærkeligt, at så mange fravælger at stemme og dermed sætte sig selv helt uden for indflydelse. For mig lyder det som rendyrket dovenskab, for det er da helt fint, at man ikke er i stand til at skille fårene fra bukkene blandt de spanske kandidater, men igen: I har vel taget stilling til, hvilken fløj I tilhører? Eller det gider I måske heller ikke? Interessant at man kan bruge så mange kræfter på at råbe op om manglende stemmeret i Danmark uden at bruge den, man har her. At EU har et blakket ry er et faktum, men mon ikke også det er blevet en vane bare at brokke sig – lidt ligesom SOSU-assistenterne, der aldrig har hænder nok. At den fælles europæiske idé fra starten var tvivlsom, kan vi da hurtigt blive enige om. Faktisk synd, at Jean Monnet ikke ringede til mig, inden han satte sig for at lave et føderalt Europa, for jeg kunne da godt have fortalt ham, at det ikke ville gå. Forklaringen er simpel: Tyskerne føler et fællesskab med tyskere, som de ikke føler med italienerne, spanierne føler et fællesskab med spaniere, som de ikke føler med grækere, og så videre og så videre. Se blot på den puritanske holdning vi danskere har til mange ting, ja til næsten alt, når det kommer til stykket – og netop derfor kommer vi nok aldrig til at tune ind på den frekvens, hvor fx Berlusconi opholder sig. Nok om det. Valget er overstået for denne gang, og I har nu hele fem år til at få jer indskrevet i Censo Electoral.
Som I ved, er børn ikke lige min stærke side, men to lækre gudbørn, det har jeg. Det ene bor i DK, hvor der i den forgangne måned, på typisk dansk fladskærmsfamilie-manér, blev holdt fødselsdag for barnet med 33 gæster. Han blev et år! Barnet fik sin helt egen lagkage, og gudmoren var pavestolt. Det samme er hun over sit andet gudbarn, der gør hende helt blød om hjertet, når han otte år gammel og på vej til eksamen ringer og spørger: “Hvad er det nu lige adjektiver er?”.
I den helt anden ende livslinjen sagde min vidunderlige morfar farvel til livet på en solrig junidag. Om et par år ville han være fyldt 100. Jeg mindes ham med stor glæde og taknemmelighed over alt det, han lærte mig. Jeg tænker på ham og genkalder mig barndommen dufte (lugtesansen er min favorit): ihjeltrådte regnorme på den regnvåde havsti, gran i kælderen under sygehuset, æbler i cykelskuret, træspåner i værkstedet… Bagateller som i al deres uvæsentlighed danner et skatkammer af minder.

God rejse til morfar og god sommer til alle jer andre.

he

Af Helle Espensen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa