På den anden side… Lærer vi nogensinde at leve livet?

På den anden side... Lærer vi nogensinde at leve livet?

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

København er blevet udnævnt til verdens næstbedste by at bo i.

At min gamle, elskede hjemby, hvor en kop flad kaffe koster 42 kroner og gaderne ligger øde efter klokken 19 skulle være verdens næstbedste by at bo i, har jeg dog svært ved at forestille mig. Men vi ønsker tillykke alligevel. Lykønskningerne går også til vores skandinaviske naboer, som også får fine placeringer i en storstilet analyse fra boligportalen voreslejebolig.dk. Baseret på de seks parametre; husleje, lønniveau, fødevarepriser, arbejdsløshed, sundhed og kriminalitet gøres vores skandinaviske hjemegn til drømmeland.
 
Fantastisk! Men tag lige et ekstra kig på de seks parametre. Udtrykker de livskvalitet? Det er de vanlige, kedelige materialistiske parametre. Og derfor er det også de vanlige, kedelige byer, der topper listen.
 
Jeg ta’r mig til hovedet og spørger mig selv, om vores hjemme-landsmænd nogensinde lærer at leve livet? – eller i det mindste lærer at lave nogle ordentlige rapporter for livskvalitet i verdens metropoler. Hvornår lærer de at inddrage begreber og spørgsmål som; solskinstimer, nedbør, timer befolkningen tilbringer indendøre, hvor mange timer om dagen man smiler, hvor ofte man griner, hvor ofte man føler sig fri og hvor ofte man dyrker sex…? Undskyld mig, hvis jeg går over grænsen, men i min optik bør alle ovennævnte begreber indgå i en analyse af hvor man lever bedst. Jeg er gammel nok til at forstå, at tallene skal hænge sammen, så selvfølgelig skal der være plads til de materialistiske værdier. Men fokuser dog på, hvor man får mest for pengene i stedet for at se jer blind på nogle fødevarepriser.
 
Bundproppen i den ”fine” rapport over verdens bedste byer at bo i er Dublin, Rom og São Paulo. Irerne og deres hovedstad skal jeg ikke gøre mig klog på, men hvem ville ikke gerne bo i Rom? – Europas smukkeste by. Og São Paulo? Jeg tvivler på, om rapportens bagmænd nogensinde har været der. Jeg var der første gang, da jeg var i slutningen af 20’erne. Og jeg glemmer aldrig, hvordan jeg blev danset skatmat af en gudesmuk brasilianer. Jeg skal nok spare jer for nattens detaljer og blot nøjes med at konstatere, at São Paulo er for livsnydere.
 
Generelt er jeg stærkt skeptisk overfor den måde, livskvalitet vægtes og vejes på i dagens Danmark. Al fokus rettes på den materielle livskvalitet – og den er helt gal. Gal er den også, når man opsætter rammer for, hvor meget den perfekte borger skal producere, tjene, forbruge, opspare og hvile. Den perfekte borger skal sove syv en halv time i døgnet. Tak for den info. Og tak for det liv.
 
En studietur sydpå for de ambitiøse analytikere ville bestemt ikke skade. Jeg tog selv turen som 19-årig og glemmer aldrig en gut, jeg mødte til en privat sammenkomst i Madrid. Han var frustreret over ikke at kunne finde tid til det hele. Han ville både gøre noget ved sine studier, passe sit fritidsjob, dyrke sin sport, date byens smukke piger og gå i byen med vennerne. Men han fandt løsningen. Han vænnede sig til at sove mindre, og så fik han tid til det hele. Den dag faldt tiøren for mig. I Spanien lever man 24 timer i døgnet. Og man lever godt – uanset hvad alverdens rapporter og analyser nordfra siger.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa