Hun var med, da Nykredit åbnede sit kontor i Marbella for 15 år siden. Lidt senere på måneden springer champagnepropperne. Det gør de, fordi kontorets daglige leder fejrer jubilæum. Til trods for kun at være i midten af 40’erne har Christel Mark Hansen været i Nykredit i 25 år.
Det var en ung og forventningsfuld pige, der en sensommermorgen i ’94 trådte ind ad døren i Nykredits gamle hovedsæde på Otto Mønsteds Plads i København. Christel var sluppet gennem nåleøjet til en af de otte elevpladser i København, som finanskoncernen havde slået op. “Det blev to af de mest spændende år af mit liv. Jeg kunne lide jobbet og kom godt rundt i virksomheden. Og så var vi en god gruppe af elever, som havde det sjovt og fik et godt venskab. Vi holder fortsat kontakten,” fortæller Christel Mark Hansen, som altid har værdsat det gode sociale liv i Nykredit. Efter endt elevtid blev hun fastansat som boligrådgiver, samtidig med hun læste til ejendomsmægler. “Dét blev jeg fanget af. Jeg elskede af lave boligvurderinger og komme ud til kunder og samarbejdspartnere,” fortæller Christel, som både var over Ringsted og Hillerød, inden hun røg retur til Købehavn for at blive en del af den nye internationale afdeling. Nykredit ville nemlig til at give lån uden for Danmarks grænser. Eventyret begyndte i Cannes og året efter i Marbella. Christel var en naturlig kandidat til jobbet. “Inden da havde jeg taget et halvt års orlov for at lære spansk på De Kanariske Øer. Det var en gammel drøm, der skulle leves ud. Jeg blev betaget af landet og kulturen, og da chancen bød sig for at kunne kombinere det at bo i Spanien med et job i Nykredit måtte det prøves.”
Pionerånd i etableret virksomhed
I følge Christel var det både sjovt og hårdt at starte op i Marbella. “Det var en kæmpe udfordring, som kun blev en succes takket være fælles pionerånd. På den ene side var fundamentet i orden, men omvendt var vi helt ude af den almene firmastruktur,” erindrer Christel Mark Hansen, som hurtigt efter etableringen fik masser af kunder på det nye kontor. “Vores produkt er naturligvis i orden, men vi er også kommet langt på vores fysiske tilstedeværelse, vores kontakter og lokale netværk,” forklarer Christel, som ikke lægger skjul på, at Nykredit også har skabt en god forretning. “Både Nykredit og jeg har alle forudsætninger for at blive her resten af livet. Jeg elsker mit job, trives privat og synes vi bor i et fantastisk spændende land.” Meget er sket siden hun for 25 år siden gik ind ad døren hos Nykredit for at blive elev. I dag er hun chef for kontoret i Marbella.
Fem skæve til Christel
Det bedste og værste ved spanierne?
Privat kan jeg godt li’ man er lidt impulsiv og ustruktureret. Arbejdsmæssigt er det stik modsat. Så her har du det bedste og værste ved spanierne på én og samme tid.
Det sagt, så er det som mor alle tiders, at børn er velkomne alle vegne. De må her gerne både høres og ses.
Hvad er det vigtigste, spanierne har lært dig?
At leve i nu’et.
Dit foretrukne rejsemål i Spanien?
Det er Barcelona og tunfestivalen i Zahara de los Atunes i Cádiz-provinsen.
San Sebastián står øverst på min rejseliste.
Dit yndlingssted på Costa del Sol?
Jeg har ikke et konkret sted, men jeg elsker livet på standenes barer og restauranter og byens tagterrasser efter klokken ni. Det samme gælder min hængekøje på terrassen.
Det bedste ved det spanske køkken?
Det er variationen i de forskellige landsdele.
Vi har det bedste gourmet til det mest simple. Alt er godt.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com, Foto: Mugge Fischer og Simon Goltermann