Det danske magasin i Spanien

Del

Jeg ville rigtig gerne skrive en masse klogt om valgene. Der er jo rigeligt at tage fat på. Som spaniensdansker har vi inden for en periode på halvanden måned skullet trækkes med hele fire valg. Spansk parlamentsvalg, spansk kommunalvalg, Europaparlamentsvalg og dansk folketingsvalg. Nu kan man som spaniensdansker ikke stemme til det spanske parlamentsvalg, så der aftager presset heldigvis.
 
Sagen er bare den, at det føles overvældende med så mange valg, og så ender man med ikke at tage stilling. Sådan er jeg ikke den eneste der har det. To ud af tre danskere kunne ikke nævne en EU-parlamentariker, viste en undersøgelse foretaget en uge før valget.
Netop vigtigheden af Europaparlamentsvalget er den folkekære komiker Frank Hvam drønet ind fra højre og mindet os om med sin virale video, der er blevet set af hen mod et par millioner Facebook-brugere. “Det er jo for helvede der, der sker noget,” som han siger i videoen, der er blevet kaldt noget af det bedste EU-propaganda i flere årtier.
Spanierne (og spaniensdanskerne) gik til stemmeurnerne sidst i maj og skulle med det ene valgkort tage stilling til, hvordan de fik mest kommunal indflydelse – hvem bygger flere legepladser, større parkeringspladser eller bedre tilbud til de ældre – og med det andet valgkort tage stilling til hvem der skal redde planeten – eller i hvert fald gøre deres til at dreje industrien over i en bæredygtig model, mindske global opvarmning og plastik i havene.
 
Som menneske føler jeg mig overvældet af det ansvar, der følger med retten til at vælge, for man skal jo efterhånden have en indgående forståelse for hele den globale situation, før man er i stand til at sætte sit kryds, hvis man ikke bare skal sætte det på den politiker, der fremstår mest sympatisk i sine udtalelser.
Men kan vi egentlig også forvente at kunne stemme om globale emner som medlemmer og borgere i de vestlige demokratiske lande?
Eller er det et udtryk for, at vi netop ikke kan overskue det enorme ansvar, at vi retter vores opmærksomhed imod nationale emner, og nationalistiske partier vinder frem nærmest over én kam på tværs af det europæiske samarbejde?
 
Selvom politik muligvis hænger dig langt ud af halsen på nuværende tidspunkt, så bør du alligevel tjekke min kollega Henrik Andersens artikel om kommunalvalget, der har været lidt af en valggyser, inde i magasinet. Ja, La Danesa er et Costa del Sol-magasin, så her på redaktionen beskæftiger vi os også mest med det, der påvirker os lokalt.
I sidste ende er det bare nemmere at råbe gal eller genial efter de lokale politikere. Så har man jo ligesom taget stilling og slipper for at sætte sig ind i geopolitiske forhold, ik.
Men uanset hvor uoverskueligt jeg personligt finder det hele, så håber jeg at du har været oppe og sætte dit kryds til Europaparlamentsvalget, for ellers kommer Frank Hvam og får dig til at æde en plastikpose, der har ligget i maven på en delfin.
 
LMF
 

 
Af Louise Mercedes Frank, louise-mercedes@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.