Det danske magasin i Spanien
Der skal ofte ikke så meget til at komme ud på et sidespor – og tilsvarende til at komme tilbage på sporet. Det er psykiske elementer bag en ubalance, som en psykoterapeut fokuserer på og arbejder med hos den enkelte klient. Det er de elementer, vi her vil fokusere på og komme med et par klare tips til, hvordan man selv kan hjælpe sig af med sin stress.

Der skal selvklart snakkes meget, når man er hos psykoterapeut. Men inden stemmebåndet er varmet op, har Mona Lyngby allerede en klar idé om, hvorfor en klient lider af stress. ”Man kan se meget på den måde, folk står på, sidder på og snakker på. Kropssproget fortæller ofte halvdelen af historien bag en ubalance. Og hvad kropssproget ikke fortæller, må vi spore os frem til via samtale og terapi.”

 

Ryd op og tag en beslutning

Som det første forsøger Mona Lyngby at finde ud af, hvad det er, vi stresser over. Om det er fortiden, der skal ryddes op i, eller fremtiden der skal struktureres bedre. ”Nogle gange kan vi komme langt på en enkelt konsultation, andre gange er det et længere forløb, men sammen finder vi altid ”roden” til din stress, og så skal der tages et valg. For du må beslutte, om du vil af med din stress og følge den plan, eller de omlægninger, vi lægger for dit liv,” fortæller Mona Lyngby, som tilstår, livet ikke altid er lige let, omend der heller ikke er nogen grund til at gøre det mere kompliceret end nødvendigt. ”Man kan vælge at vende sin situation med en god ven, sin kæreste, familie eller en professionel. De fleste løsninger er gode, bare det bliver gjort. Alle har på et eller andet tidspunkt i livet brug for hjælp og et lille spark bagi, når der skal tages en vigtig beslutning. Og vil du ud af den onde stress-cirkel, skal der tages nogle beslutninger,” forsikrer den danske psykoterapeut.

 

Tænk på dig selv

I sin terapi opfordrer Mona Lyngby sine klienter til at tænke mere på sig selv og sætte fokus på sit selvværd. Hun mener nemlig, mange har et for lavt selvværd og ligger under for andres forventninger. ”Vi er opvokset med en masse ”du skal, du må, du bør”, og det i sig selv er stressende. Derfor er det sundt at glemme andres forventninger og i stedet begynde at tænke på og gøre de ting, der er gode for dig. Det kan være lettere sagt end gjort, men man må ikke være bange for at springe af toget,” råder Mona Lyngby og gentager, at det er helt fair, man har brug for hjælp for at kunne tage disse valg.
 

Fem gode råd

Gode råd kan være dyre, men her får du en håndfuld gratis råd fra Mona Lyngby, som er lette at håndtere og kan være med til at hjælpe dig af med din stress.
• Vær i nu’et. Fokuser på det, du er i gang med og gør det færdigt.
• Træk vejret dybt. Stop op og tag ti dybe indåndinger. Du skal trække vejret helt ned i maven. Vejrtrækningen er alfa og omega for dit velbefindende.
• Hav altid en plan B – og skriv den ned. Er du f.eks. bange for at blive fyret, så lav en plan med tre ting, du kan gøre for at blive mere attraktiv for din arbejdsplads. Lav tilsvarende en plan for hvad du gør, hvis du bliver opsagt, med nye jobs, du vil søge, nye kurser, nye muligheder, etc.
• Organiser din kalender ordentligt – med struktur og fornuft. Og sæt flueben når tingene er gjort.
• Når du går i seng, så tænk på alt det du har fået gjort i dag og IKKE på det, du skal nå i morgen.

 

Om Mona Lyngby

Mona er uddannet psykoterapeut. I 1994 åbnede hun konsultation i Danmark og startede i 2006 op i Fuengirola.
Mona Lyngby er i dag nået pensionsalderen men er fortsat aktiv.
 
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com Foto Mugge Fischer

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.