Har Catalonien en historisk ret til selvstændighed?

Har Catalonien en historisk ret til selvstændighed?

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
Catalonien har tidligere været et selvstændigt land. Sådan lyder ét af argumenterne fra tilhængere af løsrivelse fra det øvrige Spanien. Men har regionen også været det? Og i så fald i hvilket omfang?
Vi søger korte svar på de store spørgsmål i den relevante og omtumlede historie fra 700- og frem til 1800-tallet.
 

Goter, maurere og Den Spanske Mark

Dagens Catalonien er en del af det gotiske rige kaldet Septimanien, befolket af occitansk-og romersktalende befolkningsgrupper, som lever iht. gotiske traditioner, ligesom der er baskere og jøder.
Allerede otte år efter at have krydset Gibraltarstrædet, altså i 719, når maurerne dog til området, hvor de ledende grever sværger troskab til det muslimske regime. Maurerne fortsætter over Pyrenæerne, hvor de møder modstand fra frankerne. I 732 bremses de ved Poitiers, hvorfra frankerne begynder at trænge dem tilbage mod syd. I årene fra 798 til 802 erobres det område syd for Pyrenæerne, som maurerne havde haft besat i hen ved 80 år.
Her oprettes området kaldet Den Spanske Mark, som er en stødpudezone mod muslimernes Al-Andalus mod syd. Dette område strækker sig nu fra Pyrenæerne og til Ebro-floden, og fra Middelhavet ind til omkring Navarra.
March eller Marches er i øvrigt de frankiske udtryk for et område nær en grænse, og deraf kalder vi så også dette grænseområde for en ’mark’. På spansk er det Marca Hispánica.
Fra denne tid stammer navnet Catalaunia, og det er muligvis en aflægger af Gotholania.
 

Grever og giftemål

På Den Spanske Mark opstår i 800-tallet et grevedynasti med ca. 15 grevskaber. Det førende er Barcelona, hvor greven er ’markens’ frankiske guvernør. Greverne er udpeget af frankerne, men denne kutyme slutter med grev Wilfred den Behårede (Wifredo el Velloso). Han arbejder på at samle catalanerne i ét rige, men har modstand fra både frankere i nord og maurere i syd. Han bliver i 897 dræbt af en maurisk snigmorder. Det hedder sig, at striberne i det catalanske flag er Wilfred den Behåredes blod, der er påført med fire fingre.
Efter ham går grevetitler i arv fra far til søn, hvilket styrker Cataloniens uafhængighed, selvom området ikke har en fælles, administrativ infrastruktur. Men her udvikles en egen kultur og selvforståelse. Den udvikling varer indtil 1137, da greven af Barcelona, Ramón Berenguer IV, gifter sig med Aragoniens kongedatter, Petronila, der er eneste arving til den aragoniske trone. Dermed bliver Barcelonas greve også konge af Aragonien, og de to områder samles.
 

Aragonien-Catalonien regerer den halve verden

Giftermålet er starten på en storhedstid. Riget bliver en vigtig søfartsnation, ekspanderer og strækker sig snart fra Valencia i syd til Langedoc (store dele af Sydfrankrig) i nord og inkluderer også Mallorca, Sicilien, Sardinien, Napoli, Korsika og en periode selveste Athen.
Den catalanske kultur spredes og institutioner som den lovgivende forsamling Les Corts Catalanes opstår. Monarker kommer og går, og den sidste i dette kapitel af Cataloniens historie er Martin den Humane. Da han dør i 1410, er det uden en tronfølger, og det er slut på den catalanske dominans i Aragonien.
Paven må udpege en tronfølger, og valget falder på Ferdinand af Antequera, som bliver den første af flere castilianere til at regere Catalonien. En anarkisk periode følger.
 

Isabella og Ferdinand, og farvel til catalansk land i Frankrig

Isabella, der naturligvis er dronning over Castilien og León, gifter sig i 1469 med sin fætter Ferdinand, der er konge af Navarra og Aragonien, hvortil Catalonien jo hører. De to, som skal få titlen De Katolaske Monarker grundet begivenhederne i 1492, starter samlingen af dagens Spanien. Deri mindskes Cataloniens rolle og autonomi.
Trediveårskrigen fra 1618 medfører også slag mellem Spanien og Frankrig over habsburgske besiddelser, hvilket catalanske separatister i 1640 udnytter til at erklære selvstændighed. Frankrigs kong Ludvig 13. støtter catalanerne, men det spanske centralstyre sender i 1641 hele 26.000 soldater til området. Den catalanske hær, som ikke kaldes en bondehær, vinder det første slag, der står ved Monjuïc.
Glæden er kortvarig, Spanien får snart fremgang, og Frankrig trækker sig fra Spanien i forbindelse med den Westfalske Fredsaftale i 1648. Dermed får kong Filip IV overtaget over catalanerne, som efter et års belejring af Barcelona giver op. Den efterfølgende aftale, kaldet Pyrenæerfreden, indgås i 1659, og her giver Spanien det ellers catalanske Roussillon til Frankrig. Det er den del af Frankrig, som stadig kaldes Nordcatalonien.
 

Alle kræver den spanske trone

Den Spanske Arvefølgekrig fra 1701-1714 fjerner Catalonien endnu længere fra storhed og selvstændighed. Der sker det, at habsburgernes sidste konge, Carlos II, er barnløs, og alle mulige lande blander sig for at sætte deres slægt på den spanske trone.
Carlos II udpeger Frankrigs Philippe d’Anjou af huset Bourbon til sin tronfølger, og i 1700 bliver han Felipe V. Andre lande er nervøse for endnu en bourboner på en europæisk trone, og de udpeger i 1703 det østrigske bud, ærkehertug Karl, til konge af Catalonien, Aragonien og Castilien. Catalonien støtter denne side. Der udbryder krig, som Felipe V vinder, men eftersom Catalonien ikke overgiver sig, belejres i 1714 området inklusive Barcelona, til catalanerne kapitulerer. Dermed sløjfes enhver form for selvbestemmelse.
En foreløbigtsidste periode med en snert af selvstændighed kommer igen med franskmændene, nu personificeret i Napoleon. Han invaderer og erklærer i 1810 Catalonien for en selvstændig republik, omend under fransk protektorat og to år senere underlægger sig området fuldstændigt. I 1814 lider han sit berømte nederlag, hvormed Catalonien atter er en del af Spanien.
 

Årene med uafhængighed

Ca. 800 – 1137: Catalonien består af 15 grevskaber. Greverne er dog en tid valgt af frankerne.
1137 – 1410: Greven af Barcelona er konge af Aragonien-Catalonien.
1640 – 1659: Under Trediveårskrigen, dog under ’beskyttelse’ af den franske konge.
1810 – 1812: Napoleon giver Catalonien en kortvarig selvstændighed.
Af Jette Christiansen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa