Som konsekvens af finanskrisen og den deraf følgende frygt for et voldsomt fald i antallet af turister på Costa del Sol, har flere af kystens biludlejningsfirmaer afhændet store dele af deres flåder. Og efter godt et år i et stødt faldende marked synes det da også at være en naturlig konsekvens. Men hvor der før manglede kunder til bilerne, ser der nu ud til at mangle biler til kunderne.
La Danesa har fået mange henvendelser fra frustrerede, potentielle billejere, der ikke har kunnet finde en bil til brug under ferien på Costa del Sol. En irritationsfaktor af format, da man, som bekendt, ikke kommer nemt omkring langs kysten uden automobil.
Vi har spurgt en række lokale biludlejningsfirmaer, hvordan de tackler sommerens udfordring: at imødekomme efterspørgslen, så Costa del Sol ikke mister anseelse blandt de turister, der jo er så rigelig kamp om i forvejen. Udvider de flåden igen? eller leaser de flere biler på korte kontrakter? Kan situationen være med til at stoppe den priskrig, der har har gjort det svært for branchen at tjene penge de senere år?
Allerførst ringede vi imidlertid til foreningen af biludlejningsfirmaer i Andalusien (AESVA), hvis direktør, Mari Lo Rodríguez, hårdnakket påstår, at der ikke mangler udlejningsbiler på Costa del Sol. Hun kunne dog medgive, at der nu er færre biler end tidligere, men kunne ikke give nogle præcise tal for nedgangen i den samlede flåde. “Hvis et biludlejningsfirma ikke har biler nok til at dække efterspørgslen, må de jo løse sagen ved at leje flere biler hos et andet biludlejningsfirma, eller også må kunden selv lede efter en ledig bil et andet sted”. Ja, sådan sagde hun altså.
Manden i midten
Hos Costa Biler er Kim Pilgren imidlertid sikker på, at der kommer til at mangle lejebiler denne sommer: “Selvom antallet af flygæster, der lander i Málaga anslås at gå ned med ca. 20%, vil der ikke være biler nok til alle, da flåden af lejebiler er faldet betydeligt mere end 20%. Påsken var allerede en barsk overraskelse for mange, der blev tvunget til at køre i taxa hele ugen – ikke ligefrem sagen, hvis man fx er 6 mand i en feriebolig i Cómpeta.”
På spørgsmålet om, hvorvidt flåden udvides, svarer Kim Pilgren: “ Ja, men ikke nok. Finansiering via banklån kan vi vist godt se bort indtil videre, og idet
bilforhandlerne lukker over hele landet – bl.a. pga. tilbagekøbskontrakter og leasingaftaler, ja så er der ikke mange muligheder tilbage.”
Costabiler regner med at kunne udvide flåden med højst 15% i år (ca. 190 biler), hvilket ikke er nok til at dække efterspørgselen.
“Ligesom flere lowcost airlines sidste år, vil nogle lowcost carhires ikke overleve denne nedtur. En del små firmaer er allerede lukket, andre har ikke betalt lønninger i adskillige måneder. Priskrigen er derfor på stand by, for hvis lejebiler bliver en mangelvare, kan vi alle hurtigt regne ud, i hvilken retning priserne justerer sig.”
“Overbooking er et kæmpe problem, og helt uforskammet, synes jeg. Der findes ikke en type IATA, der beskytter billejere.
Visse lowcost firmaer (og især carhire brokers, der ikke selv ejer bilerne) har intet imod at “sælge” den samme biluge flere gange. Til sidst er det den kunde, der har betalt den højeste pris, der får bilen, mens den, der bookede langt tid forud til en lav pris, bare får en “Sorry, no cars” smidt i hovedet. Dem får vi ofte fortvivlede opringninger fra, når de står i ankomsthallen med tudende børn og en sur svigermor”, slutter Kim Pilgren fra Costa Biler.
Den lille
”Hos Dansk Biludlejning/Carpark Málaga mærker vi, at de store selskaber har afhændet lejebiler. Vi er i skrivende stund i gang med at udvide en vores flåde. Vi regner med en forøgelse på 50% op til sæsonen, således at Dansk Biludlejnings bilpark råder over alle typer biler lige fra Ford Ka til 9 personers busser”, siger Mette Nielsen og Jannie Andersen, der købte biludlejningsfirmaet i foråret. Firmaet har 41 biler denne sommer.
… og den store
Med 28 år i branchen har Helle Hollis Car Rental oplevet både opgang og nedgang i turistbranchen.
”Vi har selvfølgelig også kunnet mærke krisen, der sammen med det kraftige fald i kursen på det engelske pund har betydet især færre engelske turister på Costa del Sol. Denne tendens har desværre været selvforstærkende, idet lavprisflyselskaberne har været nødt til at reducere antallet af flyvninger fra engelske lufthavne til Málaga”, siger direktør i Helle Hollis, Hans Hugo From.
”Vi har heldigvis en stor og trofast kundegruppe fra de skandinaviske lande, hvor især kunder fra Danmark fortsat kommer i samme mål som tidligere. Danskere synes ikke i samme grad at være kriseramte, og Sterlings konkurs har jo også betydet en øgning af lavprisflyvningerne imellem København/Billund og Málaga.
Vi forudser, at der bliver mangel på udlejningsbiler i juli og august. Vi giver prioritet til de mange medlemmer af vores ”Home Owners Club”, men anbefaler naturligvis alle vore kunder at booke i god tid. Det vil i år ikke kunne betale sig at vente på ”last minute” tilbud. Kunderne må vænne sig til at udlejningsbilen skal bookes på forhånd ligesom f.eks. flybilletten.”
”Ingen hilser krisen velkommen, men den kan imidlertid være med til at bringe værdighed tilbage i branchen og sætte en stopper for nogle af de mere useriøse operatører i markedet, som mere end nogen har været med til at skade Costa del Sols anseelse blandt de ombejlede turister.”
”I øjeblikket er det pga. faldende nyvognspriser og vigende efterspørgsel på biler generelt vanskeligt at renovere flåden, så mange udlejningsfirmaer har valgt at køre videre med den eksisterende flåde. Netop i selve flådefornyelsen har Helle Hollis imidlertid en strategisk konkurrencefordel, idet vi i vort moderselskab i Danmark kan trække på stor international ekspertise i salg af brugte biler. Vi har derfor ikke været nervøse for at supplere vor moderne flåde med tilkøb af spritnye biler, og vil have ca. 1000 biler til denne højsæson. Det er klart, at vi vil udvide flåden yderligere i samme øjeblik, vi ser, at der er en bæredygtig, konstant efterspørgsel på udlejningsbiler i Málaga”, siger Hans Hugo From.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001