Efterhånden som sommeren vil byde på stadig bedre og varmere vejr, begynder vi igen at søge til strandene langs Costa del Sol, måske ikke kun for at bade, da det stadigvæk er koldt i vandet, men for at slappe af og nyde solen. Alle har vi vel en eller anden gang drømt om en helt øde strand, en strand hvor vi kan være helt alene som Robinson Crusoe, om end bare for en dag. Er dette en drøm, som kan gå i opfyldelse på Costa del Sol? Umiddelbart vil mange nok sige nej, at det ikke er muligt, når vejret er varmt og fint og sæsonen så småt er startet. Og alt efter hvad man definerer som Costa del Sol, kan dette også være rigtigt. Vi vil her give dig nogle tips, som kan være værd at prøve for dig, som ønsker en fredelig dag i ensomhed på stranden, og hvis stederne ikke nødvendigvis behøver tilhøre Costa del Sol, så kan de nås inden for rimelig tid med bil.
Det er klart, at man må være indstillet på at bevæge sig et stykke på afveje for at finde helt eller næsten mennesketomme strande på Costa del Sol – der er simpelthen for mange folk, som bor her, til at de mest indlysende steder nogensinde vil have øde strande i de tider på året, hvor det er varmt nok til at hoppe i havet og vejret er godt. Jeg og min familie har derimod haft succes med at sætte os i bilen og køre et stykke, og vi har ofte tilfældigt opdaget fantastiske steder ved at udforske små, umærkede sideveje. Mange af floderne, som har vandføring hele året, eller størstedelen af året, er også rene nok til at bade i, og kan være et godt alternativ også i højsæsonen, da de fleste søger til havet og strandene der. Vi holde os dog til steder ved havet i denne artikel.
Hvis man tager øst for Málaga by, vil man generelt opleve, at der er bedre plads på strandene, end hvis man kører vestover, og spanierne er i flertal på de fleste af disse strande. Priserne på mad og drikke er meget rimeligere, end hvis man tager til strandene i modsat retning, og atmosfæren er anderledes og stederne er til tider befriende fri for turister.
En af vores favoritter ligger ikke så langt fra Nerja, lige før starten på Costa Tropical, når man kommer kørende fra Málaga by. Stranden er kendt som Playa El Cañuelo eller Cañuelo Beach, men hvis man bruger gps eller google maps, er det bedst at søge på Cala del Cañuelo. Dette er en meget velkendt strand, og i højsæsonen er den som de fleste andre strande langs kysten godt besøgt. Udenfor højsæsonen er den derimod forbavsende folketom, selv om temperaturen er god og indbyder til en dukkert. Lidt af årsagen er antageligt, at man må parkere oppe ved hovedvejen, og der er et godt stykke at gå ned til stranden, specielt hvis man har meget at bære. I højsæsonen går der bus fra parkeringspladsen og ned til stranden hele dagen, og da bliver denne perle af en strand pludselig tilgængelig for alle. Vi synes definitivt, det er den noget lange spadseretur værd ned til stranden udenfor højsæsonen, og, som man ser på billederne, er det ikke umuligt at gå ned, selv med små børn. Der er til og med en restaurant i den ene enden af stranden, som ofte holder åbent også udenfor sæsonen, ejet og drevet af en familie, som bor i sit hus på stranden! Cañuelo har en blanding af grus og sand, og hvis man tilbringer en hel dag der, kan man nyde en pragtfuld solnedgang om aftenen.
I motsat ende af kyststrækningen er der nogle spændende sideveje, som man kan udforske på strækningen Algeciras-Tarifa. Her er kysten meget mere dramatisk, og man kan finde både typiske rene sandstrand, samt også klippekyst med klippe og bjerg, som strækker sig ud i vandet og danner små bassiner, hvor man kan tage de mindste med for at se efter krabber og småfisk i det lave vand. Udsigten over til Marokko er fabelagtig, og vandet er friskt og ganske koldt på grund af beliggenheden ved Gibraltar-strædet, hvor Atlanterhavet møder Middelhavet. Flere steder har vi været helt alene her, og nogle gange kun i selskab med lokale fiskere, som prøver fiskelykken fra klipperne. Ofte har de fået ganske mange fisk, så for dem som kan lide at fiske er dette også et flot sted at tage hen. Som en bonus kan man, hvis om man besøger stedet i marts/april, også se et rigt fugleliv, når migrationen fra Afrika starter og store mængder af fugle flyver over til Spanien fra Afrika.
Næste gang du drømmer om en øde strand, kan jeg stærkt anbefale at køre en dagstur, og prøve en af de mange sideveje, som dukker op med jævne mellemrum. Måske finder du dit eget lille paradis, som vi har gjort!
Af Tom Halvorsen, tom@norrbom.com