Gå-fodbold for fuld damp!

Det er en tyve stykker formiddagsfriske herrer, jeg møder, da jeg tropper op på Santa Maria fodboldbane i Elviria, hvor vittighederne suser jovialt igennem luften. Uniformerne er grønne, men toppene er grå, og da jeg prøver at spore mig frem til, hvem der er den ældste spiller, viser det sig, at være komplet umuligt; de er alle ikke en dag over 25, kommer det enstemmigt og smørret fra spillerne, der energisk går i gang med opvarmningen til dagens træning.

”Jeg stoppede med at spille fodbold for en del år siden på grund af en skade. Jeg havde prøvet gå-fodbold i England, og da jeg flyttede til Costa del Sol prøvede jeg at finde nogle klubber her, med der fandtes ikke rigtig nogen. Så jeg besluttede mig for at starte min egen klub,” fortæller stifteren af ’Walking Football Spain’, engelske Adam Chandler.

 

I maj var de seks. Nu er der femogtyve fremmødte til træningen på banen i Elviria. Og flere kommer hele tiden til. Svenske Mats Tronborg er med for første gang til træningen: ”Det var en af gutterne, som jeg går tur med oppe på bjerget, der træner her, og han fortalte mig om konceptet,” fortæller Mats, der ser ud til at nyde træningen, trods en hudafskrabning på knæet. ”Jeg har spillet fodbold for mange år siden, men man har jo ikke samme kondition nu som tidligere, så gå-fodbold er et rigtig fint alternativ,” udtaler Mats.

Det er forbudt at løbe i gå-fodbold og derfor skal spillerne hele tiden holde én fod på jorden. Denne regel bliver dog ustandseligt brudt, når spillerne bliver for ivrige og sætter i et lille løb, hvilket giver en straf, som kan være frispark til det andet hold. Konkurrencemomentet er altså bevaret, selvom spillet foregår i et andet tempo, end det normale fodboldspil.

 

Norske Yngve ’Alex’ Ness, blandt de engelske medspillere blot kaldet Alex, er en af de garvede på holdet. Han har været med til træningen, siden starten i maj måned. ”Min kone tvinger mig af sted,” griner Yngve, der er holdets målmand, og fortsætter: ”Jeg har spillet fodbold hele livet, men en del af dem, der spiller her har været professionelle er semi-professionelle i 70’erne og 80’erne, og de har det stadig blodet.” Selvom de ikke kan løbe lige så stærkt og lave taklinger ligesom dengang, så sidder det altså stadig i benene.

 

Gå-fodbold er ikke nogen kontaktsport, men derfor kan det godt gå vildt for sig alligevel. Det er Yngve et godt eksempel på. En hævet læbe, en knækket tand og en brækket lillefinger har det indtil videre kostet ham, men han er stadig overstadigt glad for at gå til gå-fodbold: ”Det er rigtig god motion. Dem, der kommer her og tror, at det bare er ’gå-fodbold’, de får sig nok lidt af en overraskelse, for her må man både gå i angreb og gå i forsvar, og man kan ikke spille traditionelt trekantsspil. Du må faktisk spille til fødderne, og for at kunne det, er du nødt til at bevæge dig rigtig meget,” udtaler Yngve.

Da der bliver fløjtet af, ryger de svedige trøjer over hovederne, og enhver, der betvivler gå-fodboldens intensitetsniveau, skal blot tage et greb i den drivvåde bunke af tøj. Foran mig står nu en bunke dampende og prustende herrer, der som en flok vilde heste efter endt ridt, selv finder hen til truget – kursen sættes resolut mod banernes dertilhørende café. Dette er træningens højdepunkt forstås, og der diskes hurtigt op med iskolde Cruz Campo’er, mens snakken lystigt går på dagens finter og den forestående turnering. 14. og 15. november skal Walking Football Spain nemlig deltage i deres første turnering. Det bliver i Faro i Portugal, så information skal gives og kørsel skal arrangeres. Flere af spillerne skal ikke spille med i turneringen, men tager alligevel med blot for det sociale. Det er vist en blåstempling af det sociale aspekt ved gå-fodbolden.

 

”Der er intet aldersminimum for at spille med, hvilket gør det til en meget alsidig sport. Faktisk er den så alsidig, at den ikke er kønsafgrænset, og jeg håber inderligt, at vi vil se nogle kvinder dukke op til træningen,” slutter træner og stifter af Walking Football Spain, Adam Chandler.

 

Gå-fodbold har fået mange op af sofaen og ud på grønsværen og mange, der troede, at de aldrig skulle sparke til en bold igen pga. skader eller alderstegn, får udlevet fodbolddrømmen et par gange om ugen takket være den nye sport, der er vildt voksende – om alt går vel, skal verdensmesterskaberne i gå-fodbold finde sted i 2020.

 

 

Det koster 5 € at træne med og du skal blot møde op til en af træningerne, som foregår: mandag 19:30 i Benalmádena på Retamar-banerne nær buddhist-templet, tirsdag 20:00 i San Pedro på ’Estadio Municipal de San Pedro Alcántara’ og torsdag 10:30 i Elviria på Santa Maria-fodboldbanen.
Kontakt træner Adam Chandler for mere info på: adam@walkingfootballspain.com
Læs mere på www.walkingfootballspain.com

Sporten har sine rødder i England, hvor den er buldret frem de sidste par år. Gå-fodbold, eller ’walking football, som det kaldes i england, blev opfundet i et forsøg på at få mænd over 50 op ad stolen og ud af social isolation. I dag er der mere end 800 registrerede klubber i England.

For at nedsætte risikoen for skader, er det i mod reglerne at løbe. Hver spiller på banen skal til hver en tid have én fod på jorden, for på den måde at bevise, at han eller hun går og ikke løber. Det er sværere end man tror!

 

 

Af Louise Mercedes Frank, louise-mercedes@norrbom.com