Vis mig din landsby – Dorte Erritzøe

Vis mig din landsby – Dorte Erritzøe

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
’Magiske Monda’ kalder Dorte Erritzøe sin landsby, der har noget helt særligt over sig. Dorte tager mig på tur i Monda, så jeg selv kan se med egne øjne, hvor magien opstår.
 
Egentlig skulle vi have mødtes hjemme hos Dorte, men da huset for øjeblikket er fuld af hvalpe, har Dorte bestemt, at vi skal mødes på Castillo de Monda, som er en gammel borg, der er omdannet til hotel. Heroppefra er der udsigt over hele Monda og frem for alt en fantastisk ro.
”Monda er en lille landsby, men her er et fantastisk liv heroppe. ’Marbella Design Academy’ ligger i Monda, og de unge mennesker, der studerer der, lejer sig ind på værelser forskellige steder i byen, hvilket givet et ungt, friskt pift,” fortæller Dorte.

Magiske Monda kaldte på Dorte

I efteråret 2013 skulle Dorte på et mindfulness-kursus på Costa del Sol. Hun var ved at aflyse flere gange, alligevel var der noget, der bare træk i Dorte for, at hun skulle tage af sted.
”Egentlig skulle vi have boet nede ved kysten, men i stedet blev vores gruppe indlogeret oppe i Monda,” fortæller Dorte.
Ugen gik med yoga og meditationer og på en af de sidste dage sad gruppen på bar Luna i Monda centrum, hvor der var en engelsk mand, der havde et godt øje til Dorte, som samme dag havde faldet og slået sit ben. ”Han spurgte, hvad der var sket, og jeg fortalte, at jeg havde ledsaget min ven til tandlægen i Fuengirola, hvor jeg var faldet på en trappe. ’Din ven?’ spurgte han, fordi han troede, at herren, som han havde set mig med var min mand. Jeg fortalte ham, at jeg skam ikke var gift, hvorefter han straks trak en stol ud til mig. Han er min ’happy man’”, fortæller Dorte om sin Garry, der altid smiler og er glad, og som hun har været kærester med lige siden. ”Jeg tog hjem til Danmark et par dage senere og var forelsket til op over ørerne. Vi skypede hver aften, hele aftenen og efter fem måneder fremlejede jeg mit hus, pakkede min hund og mine kufferter bag i min folkevogn UP, og satte kursen mod Spanien.” Og Dorte har ikke haft lyst til at flytte tilbage siden. Jobbet som grafisk designer kunne hun tage med sig til Monda, hvor hun arbejder fra studiet på kvistetagen af parrets hus. Der kan hun, som hun selv udtrykker det, kan arbejde helt uforstyrret uden mand og hunde.
 
Vi bevæger os ned til kirketorvet, og på gaderne, der støder op til, står der bænke imellem alle træerne. ”Det var noget af det første, jeg lagde mærke til ved Monda. På disse bænke samles kvinderne og strikker og snakker om formiddagen, og om formiddagen, når kvinderne går hjem og tilbereder maden, tager herrerne over. Sådan er livet her i byen.”

 
Efter kirketorvet kommer vi ned til Dortes Bar Luna. Det var her, hun mødte Garry, så Bar Luna har en helt særlig plads i Dortes hjerte. Lige ovre på den anden side af gaden ligger et gammelt vaskehus, hvor en kilde er blevet ledt igennem og samlet i en kæmpe firkantet balje, så byens kvinder kunne ordne vasketøjet. I dag er baljen blot et kønt skue på pladsen, og bliver ikke brugt til samme formål.

Hablas Spanglish?

Vi går en tur over på Mondas ’kirkegård’, nogle egentlig kirkegård er det jo ikke, nærmere en gravplads. Kun et par gader fra hovedtorvet ligger dette sted, som Dorte er særligt glad for. ”Man kan jo se, at mange af dem, der bor heroppe bliver rigtig gamle,” fortæller hun og viser mig årstallene på tavlerne. Da vi forlader gravpladsen, møder vi Oliva, som Dorte går til ’Spanglish’ med. Det er et kommunalt initiativ, hvor udlændinge kan komme og lære engelsk til spanierne, som så i retur lærer spansk fra sig. På lige dele engelsk og spansk konverserer Dorte og Oliva nu energisk midt på gaden om ugens ’Spanglish’ session, som finder sted i aften.
”Jeg føler generelt, at der er blevet taget rigtig godt imod mig som udlænding i Monda,” fortæller Dorte, og tilføjer, at man generelt tager sig godt af udlændinge i Monda. Da der for nylig var kommunalvalg, blev udlændingene spurgt direkte, hvad de synes om at bo i Monda, og hvad de kunne tænke sig blev anderledes.

Et festligt folkefærd

2400 indbyggere bor der i Monda – og det er festglade folk. Dorte remser hurtigt en masse festligheder op, som fejres i løbet af året, bl.a. den årlige suppedag og en årlig paelladag, og der er også en dag, hvor man laver papmachéfigurer af karakterer fra byen. ”De bruger hver en anledning til at feste – nogle fester er for de gamle og nogle er for de unge, og sommetider varmer de gamle op, før de unges musik tager over. Det er så livsbekræftende,” fortæller Dorte.
 
Fornylig har kæresten Garry købt Dorte en ’quad bike’, et firehjulstrukket terrængående køretøj, der bedre kan klare de stejle bakker. ”Så kommer jeg kørende der med vasketøjet bagpå,” griner Dorte, der også bruger quad biken til at køre ture i weekenden. ”Vi kører ofte til nogle af de nærliggende byer, får noget mad og ser byen og tager hjem igen,” fortæller Dorte, der generelt er en aktiv kvinde, der godt kan lide at gå i naturen: ”Jeg går næsten hver dag med nogle kvinder fra egnen. Vi kalder os ’Mountain Girls’, griner Dorte, der elsker at bo i bjergene, selvom hun det meste af livet har boet ved vandet.
 
Vi går ned til den østlige indgang til Monda, altså dér hvor man kører ind i Monda, når man kommer fra kysten. Her ligger en lille olivenmølle, der maler alle Mondas oliven. Det er snart høstsæson, så der bliver malet og kalket i den lille mølle, som kommer til at stå knivskarp til høstsæsonen, som begynder i november.
 
Turen går nu tilbage til Mondas bytorv, hvor en bid tapas venter, og magiske Monda kan få lov at drysse et par skefulde mere magi, inden turen igen går tilbage til kysten.
Af Louise Mercedes Frank

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa