Vis mig din landsby – Solveig Jensen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

”La aldeana” står der på den hvide Suzuki, der kører foran mig gennem gaderne i Puente Genil, som ligger halvejs mellem Málaga og Cordoba.

”Landsbypigen” betyder det. Føreren af bilen er Solveig Jensen på næsten 70, som svinger bilen kækt og hjemmevant igennem trafikken. Solveig har venligt været oppe og hente mig i en stor rundkørsel, så hun var helt sikker på, at jeg kom ordentligt frem til hendes lille landsby, Sotogordo.
 
På passagersædet ved siden af mig ligger tre stk. rugbrød, en remoulade og en majonæse, som Solveig har bedt mig tage med. ”Det er jo svært at undvære det danske rugbrød, og heroppe findes det jo ikke,” fortalte hun mig i telefonen, og tilføjer, at det ikke er så tit, hun tager turen ned til kysten.

Forsigtig start i landsbyen

”Da jeg flyttede til Sotogordo for 11 år siden var jeg bevidst meget forsigtig. Jeg vidste ikke, hvordan de lokale ville reagere på, at en enlig dame flyttede ind på deres enemærker, og jeg ønskede ikke at provokere nogen,” fortæller Solveig, der dog satte lokale skikke til side, så snart det kom til aftenskaffen. ”Jeg var jo vant til at gå på café og få min ’sol y sombra’, så jeg gik naturligvis ind på landsbyens eneste bar og satte mig der og nød min kaffe. Baren lå inde bag den lokale købmand, og jeg opdagede hurtigt, at der ingen kvinder kom her. De stod allerhøjest i dørkarmen, hvis de skulle give en besked til en af mændene.” Krofatter døbte Solveig det, for spanierne, mere mundrette ”Silvia”, og det har hun heddet lige siden – i hvert fald i Sotogordo.
 
Solveig har boet på Costa del Sol siden ’89 – de første 16 år tilbragte hun på kysten, men pludselig blev hun husvild. ”Ejerne af den lejlighed, jeg boede i ville sætte lejen op fra 400 € til 1000 €, og da jeg ikke gik med til det, fik jeg 2,5 måned til at flytte. Dengang var det udlejers marked, og det var ikke til at finde langtidsleje nogle steder. Et vennepar kendte nogle, der solgte et hus i Sotogordo, og så slog jeg til,” fortæller Solveig om det, der har været hendes hjem de sidste 11 år.

En lille landsby, der tager sig selv alvorligt

På vores tur ned gennem byen, eller rettere den 800 meter lange gade, der udgør byen, hilser Solveig på alle, vi møder. Hun kender dem hver og én – men Sotogordo tæller også kun 260 indbyggere. Alligevel har den sin egen kirke, købmand, damefrisør, murermester, tømrermester, skole, forsamlingshus og såmænd også sin egen borgmester. Solveig selv har skam været vicepræsident for ældreforeningen de sidste seks år. ”Men jeg er altså ikke den ældste endnu,” griner hun.
 
Vi lægger vejen ind forbi den lokale købmand, hvor mutter står bag disken i noget, der ligner en købmandsbutik fra 50’erne. Man kan lige akkurat skimte det, der plejede at være baren i baglokalet, men som i dag blot ligger hen. Købmandskonen stiller pænt op til et foto og slynger derefter et par Magdalena’er henover disken.
Tilbage i huset finder Solveig fotos af sidste års byfest frem på computeren. ”De sidste år har vi lejet band og musikere, for der bliver flere og flere unge familier i byen, og de vil jo gerne have lidt gang i den,” forklarer Solveig. ”Der er flere og flere familier, der flytter til byen, og så arbejder de inde i Puente Genil. Faktisk er der næste år tre bryllupper,” fortæller Solveig begejstret.
 
Den lille by har hele to broderskaber – et til mændene, San Pedro, og et til kvinderne, Fatima. I 2015 besluttede man at skifte de ældre ud med nye, yngre personer i broderskabet San PEdro, således at hele bestyrelsen nu er mellem 25 – 35 år gamle. Sidste år fik Solveig overrakt et æresskråbånd til broderskabets gallamiddag for at have integreret sig så godt og for at være orienteret om, hvad der sker i og omkring Sotogordo. ”Jeg følte mig meget accepteret og respekteret i landsbyen, da jeg fik tildelt æresbeviset,” fortæller hun.

Membrillo og det grønne guld

Langs bagsiden af alle husene på den ene side af gaden ligger det, der er hele omdrejningspunktet for byen – drivhusene. De fleste, der er beskæftigede i byen, er i frugt- og grøntindustrien. Endvidere er området særligt kendt for sin membrillo – de små pærelignende frugter, der på dansk hedder kvæde, men som i Spanien og større og runde som æbler. Solveig laver selv sin ”carne de membrillo” – kvædemarmelade, med ingerfær, som la Danesas udsendte kan verificere, smager helt forrygende.
 
Og så er der naturligvis oliven – Andalusiens grønne guld, hvis lunde man skal køre igennem kilometers vis af, for at komme ned til kysten fra Sotogordo. Og nu har Solveig kørt mig igennem de første par kilometer lunde, for at få mig frem til hovedvejen, hvorfra vi tager afsked – jeg kører tilbage til kysten og landsbypigen tilbage til sin landsby.
 
Af Louise Mercedes Frank, louise-mercedes@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa