Det danske magasin i Spanien
Konstante køer i Benalmádena – Dyr metro – Nye 50 euro sedler på vej

Konstante køer i Benalmádena - Dyr metro - Nye 50 euro sedler på vej

Konstante køer i Benalmádena

Bilkøen ved afkørsel 222 mod Arroyo de la Miel på A-7 motorvejen bliver længere og længere – både morgen, middag og aften. Ofte er bilkøen 500 meter lang og det tager let 20 minutter at tilbagelægge de få kilometer, der er fra motorvej til byen og kysten. Selvom det er to år siden, der blev afsat budget til at udvide og forbedre til- og frakørselsforhold, er der intet sket. Og det får nu flere borgere til at gå i aktion. På facebooksiden ”No eres de Benalmádena si…” råber 8.768 brugere højlydt på en løsning. ”Ventetiden er ulidelig, men endnu værre er det med trafiksikkerheden, idet trafikken i højre spor ved frakørselsområdet brat stopper op grundet køen. Det har forårsaget flere ulykker og et dødsfald i indeværende år,” fortæller facebooksidens administrator, som søger et svar og en løsning fra kommunalpolitikerne.
 

Dyr metro

Málagas metro bliver en dyr fornøjelse for Junta de Andalucía – I det mindste frem til år 2020. De mange budgetforhøjelser og forsinkelser gør, at det fortsat kun er halvdelen af den ene metrolinje, der kører. Selvom denne ”halve” linje med mellem 5,5 og 6 millioner årlige passagerer er en kæmpe succes, er det langt fra tilstrækkeligt til at dække de høje driftsomkostninger. Metroen som helhed har brug for 18 millioner årlige passagerer for at nå break-even. Det tal kan nås i 2020, hvor det forventes, at metrolinjen vil nå Málagas gamle bydel. Når begge linjer er køreklar, vil metroen dække hele byen, og man håber at runde de 24 millioner passagerer og dermed have en rentabel metro. Men indtil 2020 koster metroen Junta’en 72 millioner alene i driftsunderskud, hvilket svarer til 12 euro per passager.
 

Nye 50 euro sedler på vej

Den 4. april kommer de nye 50 euro sedler i omløb. Den europæiske centralbank har på de nye sedler introduceret nye vandmærker og andre elementer, som gør det endnu vanskeligere at kopiere sedlerne. Farverne og motiverne på sedlerne ændres der ikke på, men europakortet gøres en anelse større for at få plads til Malta og Cypern, som ikke var med i euroen, da de første sedler blev sendt i omløb. 5, 10 og 20 euro sedlerne er blevet renoveret. I slutningen af 2018 kommer turen til 100 og 200 euro sedlerne. Til gengæld er der ikke sat årstal på, hvornår 500 euro sedlen skal fornyes.
 

Få rørt grinemusklerne sammen med Pastor Christen Væver torsdag d. 6. april kl. 19:30 i Margrethekirken.

Christen underholder igen med humorfyldte anekdoter, der får tårerne til at trille og taget til at lette i vores danske kirke. Deltagelse i arrangementet koster 10€ inkl. kaffe og kage og billetter kan købes i kirken.
 
 
 

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.