Det danske magasin i Spanien
Temperaturerne stiger – Málaga bliver grønnere

Temperaturerne stiger – Málaga bliver grønnere

Når du i fremtiden besøger et firma i Málaga, er det meget sandsynligt, at de har en urtehave på taget. I hvert fald hvis det står til de miljøbevidste i Málaga-provinsen, der, ligesom resten af Spanien, er begyndt at tage klimatruslerne ganske alvorligt.

Så slemt står det til

I Europa alene er temperaturen steget 0,2 grader over den gennemsnitlige stigning i resten af verden og kontinentet har haft sit varmeste årti i årene mellem 2002 – 2011. Særligt sort ser det ud for Spanien, som har haft en stigning på 0,5 grader hvert årti siden begyndelsen af det 20. århundrede. I kombination med en reduceret mængde nedbør siden 1950 er resultatet et land, der både er blevet varmere og tørrere. Og Spanien kan komme op på temperaturer i nærheden af dem i Nordafrika i 2050, hvis klimaet bliver ved med at ændre sig, fortæller en ny rapport fra den spanske klimatolog Jonathan Gómez Cantero, der advarer om, at nogle af Spaniens mest berømte og eftertragtede afgrøder kan være i farezonen, hvis der ikke bliver gjort noget for at takle klimaforandringerne.

Klimaforandringer en topprioritet for spanierne selv

En undersøgelse fra Barómetro del Real Instituto Elcano (BRIE) viser, at spanierne anser kampen imod klimaændringerne som den anden vigtigste udenrigspolitiske prioritet, kun overgået af kampen imod terrorisme. Faktisk har spanierne placeret klimaforandringer på andenpladsen siden 2011, men problemet er først nu begyndt at få prioritet hos politikerne.
 
Partido Popular har sammen med oppositionen netop indgået et samarbejde om at fremsætte et lovforslag vedrørende klimaforandringer og overgang til grøn energi. I lovforslaget, som har 12 punkter, er der bl.a. forslag om at skubbe nationalpolitikken i retning af at reducere udledning af skadelige gasser og skabe en national plan for energi og klima, ligesom at der også er forslag om stramninger mht. energieffektivitet i boligbebyggelse. Alt sammen for at imødekomme de retningslinjer, der er fastsat af EU.

Málaga tager drastiske skridt imod at blive en grønnere by

Samtlige kommuner i Málaga-provinsen har for godt et år siden indgået en aftale om en række tiltag for at holde sig indenfor de klimatiske og energimæssige værdier, som er fastsat af EU. Det vigtigste mål er at reducere drivhusgasser med 40% i år 2030. Der er lang vej endnu, men i juni sidste år begyndte Málaga allerede at tage de første skridt.
Málaga-provinsens målsætning er faktisk højere end EU’s, da man i aftalen har slået fast, at provinsen i 2050 skal være fuldstændig CO2-neutral. Dette betyder ikke, at der ikke udledes CO2, men at der vil være tilstrækkeligt mange kilder, der absorberer drivhusgasserne, så regnestykket går i nul. Et af punkterne i aftalen er også, at nybyggeri fra år 2020 skal leve op til de strengeste energikrav. Er dette ikke tilfældet, gives der ikke byggetilladelse. Problemet er, at mange af punkterne ikke har rygdækning i kommunal lovgivning, og der er derfor tale om et løfte fra alle involverede.

Batteridrevne motorcykler

Om kort tid vil du kunne se Málagas Policía Local på nye, elektriske motorcykler. Det er et pilotprojekt, der hedder Scoot City, støttet af Ministeriet for økonomi, industri og konkurrencedygtighed. Det er uvist hvor mange af politiets motorcykler, der får et batteri at køre på, men de batteridrevne køretøjer skulle efter sigende rulle på gaden i april. Initiativet følges ad med Málaga kommunes sats på en renovation af sin egen flåde til en mere effektiv og grøn en af slagsen, som inkluderer elektriske biler og hybridbusser.

Effektivt affald

Det er svært at undgå produktion af affaldsstoffer i en provins som Málaga, men de forurenende udslipsgasser er mulige at anvende til grøn energi. Selvom Málagas renovationsfirma Limasa i mere end et årti har ledt efter nye måder at udvinde biogas fra håndtering af affald på genbrugsstationer, er det først her sidste år, at der for alvor er sket noget på den front. Alene sidste år formåede Limasa at producere 24,4 millioner kWh, efter aftalen om at gøre Málaga til en grønnere by blev indgået. Ud af dem blev 3,1 millioner kWh brugt til eget forbrug hos Limasa, og resten blev benyttet til trafikbelysning i Málagas gader. Ydermere er dette system i stand til at omdanne metangas, som udgør mere end 55% af alt produceret gas, til CO2, som er 23 gange mindre forurenende.

Grønne tage

Der sker noget på Málagas tage. Foreningen Kvinder & Teknologi og Málaga Universitet har gennem to år eksperimenteret i et åbent laboratorium. Undersøgelserne skal blotlægge fordelene ved det, man kalder grønne tage, samt hvilke fordele der vil være ved at implementere det i nybyggeri. Med dette pilotprojekt forsøger man at afdække, hvilken slags planter der er bedst til at absorbere CO2 i et klima, der er varmt hele året med uregelmæssig nedbør. Således er taget på et af Limasas kontorer prøveklud for et ægte malagensisk grønt hustag, hvor laboranterne prøver sig frem med forskellige planter. Rosmarin, lavendel og biblomme har indtil videre vist sig at være bedst til at holde på fugten på det varme hustag kombineret med et lag af tykt stof under planterne.

Flere og andre træer

Når man vil mindske udledningen af forurenende gasser, er det ikke ligegyldigt, hvilke træer man planter byen til med. Derfor er man i Málaga i gang med et projekt, hvor man udskifter nogle af de træer, der allerede er plantede i byens gader med andre, mere effektive træer. De nye træer er udvalgt ud fra kriterier om, at de skal være nemmere at vedligeholde, mindre skadelige for de offentlige veje og mere CO2-absorberende, end de træer, der i årevis har prydet Málagas boulevarder. Det betyder at 37.813 af de 42.000 træer, der er plantet i Málaga, skal udskiftes, idet de ikke længere lever op til kriterierne. Og man skal ikke undervurdere, hvor effektivt for klimaet et træ kan være. Et 20 år gammelt platantræ er i stand til at absorbere en mængde CO2, der svarer til en bils udledning over 10.000 – 20.000 kilometer. Desværre er der i sagens natur tale om en forsinket effekt, da træerne ikke absorberer særligt meget i de første mange år.

Træerne vokser ikke ind i himmelen

Der er fortsat problemer med rensning af spildevandet. Både staten og Junta de Andalucía fik en henstilling for fem år siden, men har ikke gjort noget ved problemet og således har Málaga-provinsen fire byer, som ikke efterlever EU’s miljøkrav.
”Vi har gjort opmærksom på problemet i årevis. 80 procent af Costa del Sols turister er sol- og strandturister, så det er dybt pinligt, vi fortsat slås med rensningen af vores spildevand,” siger Miguel Sánchez fra den andalusiske handelstadsforening (CEA).

2016 rekordvarmt år

Spanien oplevede i 2016 sit hidtil varmeste år, siden man begyndte at føre statistik. Man registrerede den længste hedebølge nogensinde mellem 27. juni og 22. juli, hvor dagstemperaturen steg til et maksimum af 44.9 grader i Zaragoza lufthavn og 42,6 grader i lufthavnene i Valencia og på Lanzarote. Udover de afsindigt varme sommertemperaturer havde Spanien også usædvanligt høje temperaturer i maj ifølge en rapport fra FN’s Meteorologiske Organisation (WMO).
Af Louise Mercedes Frank

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.