Det danske magasin i Spanien
Fra Birkerød til Costa del Golf – med drømmen om at blive professionel golfspiller

Fra Birkerød til Costa del Golf – med drømmen om at blive professionel golfspiller

Fra Birkerød til Costa del Golf med drømmen om at blive professionel golfspiller

Svusj… En golfbold suser gennem luften og lander med præcision og som beregnet flot på green. Afsenderen er 24-årige Alexander Garde, en ung mand fra Birkerød, der i efteråret 2015 tog det endelige skridt og flyttede til Costa del Sol for at udleve drømmen om at blive professionel golfspiller. Vi har mødt det unge talent til en snak om forretning, frustrationer og fremtidsdrømme.

Golfdrømme fra barnsben

Alexander har spillet golf, siden han var seks år gammel, og som teenager gik det op for ham, at golfinteressen rakte ud over det sædvanlige.
”Jeg har dyrket meget sport, men der var ikke noget, der fangede mig ligesom golfen. I tennis f.eks. er man næsten hele tiden i bevægelse og skal ikke frygte, at tankerne tager over. I golf har man meget tid til at lade tankerne få frit løb, og de kan hurtigt snige sig ind på dig. Dine egne tanker er din største fjende, når du befinder dig på banen,” siger Alexander, der interesserer sig meget for det mentale aspekt i golf.
Hvad gør du selv for at være klar i sindet, når du er på banen?
”Jeg slapper af imellem slagene, ser på naturen og tager nogle dybe vejrtrækninger. Når jeg så skal slå, er jeg klar i hovedet til at fokusere på min nye udfordring,” siger Alexander om det, der lyder simpelt, men som enhver, der har gået en runde på en golfbane, ved, godt kan være svært, når der spilles om point, og frustrationerne tager over.

Største golfoplevelse

Det er svært at få ud af Alexander, hvilken golfbane der har været den største oplevelse at spille på. For der er mange, at vælge imellem.
”Det var nok, da jeg spillede på Abu Dhabi Golf i forbindelse med min 20 års fødselsdag – jeg spillede banen sammen med min far, og det var helt fantastisk,” fortæller Alexander, der i næste åndedrag siger:
”Nej, vent. Den største oplevelse var, da jeg spillede St Andrews i Skotland. Vi var kun to danskere, der fik lov at spille turneringen St Andrews Trophy (som siden etableringen i 1989 har tiltrukket verdens bedste amatører, red.), og jeg følte mig enormt privilegeret at få lov til at være en af dem,” fortæller Alexander, der også var lettere overvældet over den massive golfentusiasme i byen:
”Det er jo golfens moderland, og i byen St Andrews er hver anden butik en golfshop, og hver anden bar hedder hul 19,” griner han.
Til spørgsmålet om hvilken spansk bane, der er favoritten for den unge golfspiller, kommer svaret prompte.
”Jeg har spillet Valderrama og Finca Cortesin osv., men der er ikke nogen bane, der passer så godt til mit spil som Aloha Golf,” siger Alexander, der betegner sit eget spil som aggressivt. En egenskab der opvejes af hans rolige og fattede fremtoning.

Sponsoraftaler og papirarbejde

Alexanders største udfordring i øjeblikket ligger ikke på golfbanen; hans pitch udøves med perfektion og puttelinjen er snorlige. Drømmen om en professionel golfkarriere er som bekendt afhængig af sponsoraftaler. Og dem arbejder Alexander på at få i hus. Det er med massivt gå-på-mod, at den unge golfspiller kaster sig over arbejdet som fundraiser.
”Jeg vil gerne forklare grundigt, hvad en sponsor får for pengene, og det tager tid at sætte sig ind i hver sponsors behov og finde ud af, hvad jeg kan tilbyde dem. Så det er mange timer, jeg bruger foran computeren, når solen er gået ned,” siger Alexander, der dog oplever stor interesse for projektet.
Indtil videre har han arbejdet på forskellige golfbaner på Costa del Sol som golftræner og marshal, for at få enderne til at mødes, og i øjeblikket arbejder han på El Soto Golf, en 9-huls bane der virkelig udfordrer dit korte spil. Og Alexander har en udfordring til dig:
”Hvis du vil udfordre mig og hjælpe mig lidt på samme tid, så kom forbi og gå 18 huller sammen med mig. Prisen er 30€ for ubegrænset golf, men vi spiller 18 huller sammen. Vinder du, giver jeg en drink i klubhuset, vinder jeg, beholder jeg pengene til min golf,” siger Alexander og tilføjer, at man for de 30€ også kan bruge klubbens SPA og træningsfaciliteter, som han selv ofte benytter. Så snart han har et ledigt øjeblik, smutter han ned i træningslokalerne:
”Det er enormt vigtigt at holde sig i gang, og selvom jeg bare har 10 minutter, løber jeg ned og lave nogle øvelser. Jeg arbejder meget med core-træning, der handler om at styrke kroppens kerne, hvilket er super vigtigt i golf, hvor hele kroppen gerne skal være i balance,” siger Alexander og tilføjer, at interesserede kan følge med i Alexanders træning på og udenfor golfbanen på hans facebookside AMG golf.

Fremtidens golfdrømme

Alexander kommer ikke til kede sig i 2017. Han skal spille på Alps Tour – en turnering der bl.a. spilles i Egypten, Tunesien og Italien, og som også kommer forbi Spanien.
”De har 17 turneringer på et år og jeg vil spille så mange af dem, jeg kan – i hvert fald 12 turneringer,” siger Alexander, der håber på at kvalificere sig til en invitation til European Tour Qualifying School 2017 – en turnering hvor professionelle spillere har mulighed for at kvalificere sig til Europa Touren. Og det er drømmen om at deltage på Europa Touren, som er den største og vigtigste samling af golfturneringer i Europa, der er Alexanders største drøm, og med den fremdrift, der er i den unge Alexander, er det nemt at forestille sig, at det lykkes, at få den opfyldt.

Alexander har også tre gode golfråd til dig – se videoen med Alexanders gode råd her

 
 
Videoproduktion og videomarkedsføring
Af Louise Mercedes Frank

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.