Den naturlige vej – Lis de Alba Soler Faarup

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
Den naturlige vej Lis de Alba Soler Faarup
Hun bruger både hele og halve dage i naturparken Sierra Tejeda i baglandet øst for Málaga. Her sprudler af de blomster og planter, hun bruger til at fremstille sine naturlige pleje- og skønhedsprodukter. Pigen i parken er dansk-spanske Lis. Hendes historie skiller sig ud fra mængden, for 23-årige Lis er gået en anderledes vej for at finde lykken.

 
Hun er lys som de danske piger, men taler spansk som de spanske.
Navnet fortæller halvdelen af historien bag Lis de Alba Soler Faarup; hun har en dansk mor og en spansk far. Den anden halvdel skal findes i naturen, som Lis fra en meget ung alder har været dybt betaget af.
Blomster og planternes ressourcer og anvendelsesmuligheder er hendes store passion.

Drømmen

Passionen er forbundet til en drøm. Drømmen om at kunne gøre egenproduktionen af pleje- og skønhedsprodukter til sin levevej. Sæber, solcreme og cremer mod smerte, tør hud og rynker findes i sortimentet. “Naturens ressourcer er de bedste, vi har. Vi har bare ikke altid tålmodigheden til at udnytte dem. Det kan let tage mig flere timer at fremstille et par bøtter ansigtscreme, men så er produktet også af bedste kvalitet og 100 procent naturligligt,” fortæller Lis. Planterne finder og plukker hun selv. Olien, som oftest er kokos, soja, solsikke eller majs, køber hun på nettet. Det samme gælder bøtterne. Bivoksen kommer fra Córdoba og etiketterne, som hun selv har designet, printes i Málaga. De første bøtter blev solgt til venner og bekendte. I dag sælges de fortsat på hjemegnen og på markedsdagene i Fuengirola og Torremolinos. Og lidt via Facebook.

Moderne hippier

Filosofien om at leve i og bruge naturen bedre er også grundpillen i Lis’ privatliv. Sammen med kæresten, Daniel, bor hun lidt uden for landsbyen Alcaucín i en ældre klassisk andalusisk landejendom bygget på sten og træ. Huset har et lille værksted, hvor Daniel bruger en stor del af dagen på at lave træmøbler.
”Der er masser godt træ på egnen, som ikke bliver brugt. Derfor laver vi vores egne møbler og er også begyndt at videresælge dem på samme måde som Lis’ produkter,” forklarer Daniel, som Lis mødte i studietiden. De er uddannet indenfor skovbrug og biologi og arbejder begge delvist som gartnere sideløbende med deres møbler og pleje- og skønhedsprodukter.
”Vi kan leve godt for lidt og prioriterer at arbejde med det, vi kan lide. Vi vil ikke tage et almindeligt arbejde for at tjene mere, for at kunne købe materielle goder. Det bliver vi ikke glade af,” siger Lis, som generelt ikke køber så mange ting. Både hun og kæresten er vegetarer og store dele af dagens måltider består af frugt og grønt, som de selv plukker, og hønsene på deres landejendom leverer dagens friske æg.
Når parret køber tøj, er det oftest genbrug.
”Nogle kalder os hippier, og det er helt i orden. Men så må vi være moderne hippier, for vi er både på Facebook og har vores internetshop,” siger Lis med et grin på læben. Til gengæld mener hun i fulde alvor ”at hvis flere levede som os, ville vi få en renere verden, sundere mennesker og en større gensidig respekt mellem os mennesker.” Det er klare ord og holdninger fra en ung kvinde.

Børn skal opdrages anderledes

Lige så klar i mælet er Lis, når snakken falder på store samfundspolitiske emner som spansk politik, medier og miljø. Tidens store miljøkonferencer er hun glad for, men mener fortsat, der er lang vej til en renere verden.
”Jeg er bange for, at der skal en ny generation politikere til for at få gjort noget alvorligt ved problemet. Dagens politikere har fortsat for store økonomiske interesser med sig.
Mariano Rajoy og hans regering burde gøre meget mere for at promovere solenergi her i Spanien, men gør det ikke, fordi det vil ramme landets store elselskaber, som har brug for en håndsrækning fra regeringen for at kunne fungere,” mener Lis, som ikke er bange for at bekende kulør. ”Jeg har skam mine holdninger til både politik og til samfundets udvikling generelt. Jeg bruger min stemmeret og følger med i, hvad der sker, men sidder ikke klistret til fjernsynet flere timer om dagen, for det er ikke nødvendigt. Mediernes prioritering og fremlægning af mange ting er ikke altid den bedste,” mener Lis.
I stedet for at slå tiden ihjel foran tv’et mener hun, at hver enkelt burde se sig selv i spejlet og gøre en indsat for at få et bedre og sundere liv. Og en bedre verden.
”Hver person må tage sit ansvar og gøre sit for at få en bedre verden. Alle forældre bør lære sine børn om affaldssortering, genbrug, økologi, forurening og naturligt velvære,” slutter Lis.
Det er ud fra dette princip, hun producerer sine pleje- og skønhedsprodukter.
Salget er fortsat i sin spæde begyndelse, men Lis vil gøre alt for at gøre det til sin levevej. Blikket i hendes øjne levner ingen tvivl.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa