Korte nyheder maj 2016

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

 

Abba for Cudeca
Der blev sunget og danset til de velkendte Abba-hits, da Europas bedste tribute “Waterloo” optrådte til fordel for cancerhospicet Cudeca på Castillo Sohail i Fuengirola den 16. april. Publikum fik en flot helaftensforestilling på den gamle middelalderborg, hvor Auralyn Waves og Paul Maxwel åbnede aftenen. De tog begge publikum med storm. Takket være sponsorerne BoConcept, UniOptica, Nordic Muebles, Private Investment, Danelca, Alamo Real Estate, MásMóvil og en række mediepartnere – blandt andet Norrbom Marketing – samt en håndfuld velvillige samarbejdspartnere, kom arrangementet på benene. Og krydret med 1.222 publikummer gav velgørenhedsarrangementet 19.128 euro til Cudeca (efter moms og alle afgifter).

Håbet svinder ind for PSOE
Socialistpartiets leder, Pedro Sánchez, kæmper mod alle odds for at få samlet en ny regering. Podemos’ ledelse får solid støtte i ikke at indgå i en trekløver med PSOE og Ciudadanos, som er/var Pedro Sánchez’ eneste håb for at blive ny statsminister. Temaet var så ømtåleligt, at Podemos valgte at spørge sine ca. 150.000 medlemmer om, hvorvidt partiet skulle indgå en pagt med socialistpartiet og Ciudadanos eller ej. 88 procent af partiets medlemmer gjorde gavn af sin stemme. Og 91 procent sagde nej.
Det klare resultat styrker Podemos’ ledelse, som hele tiden har foretrukket en mindretalsregering med PSOE, det lille venstrefløjsparti IU og det endnu mindre regionalparti Compromis fra Valencia. Med Podemos’ klare afvisning af en koalition med PSOE og Ciudadanos er muligheden for et nyvalg den 26. juni større end nogensinde.

Boligmarkedet har godt fat i Málaga
Med 24.705 solgte boliger i 2015 præsenterer Málaga-provinsen en stigning i salget på 11 procent det sidste år. Udlændinge stod bag 10.123 af årets boligsalg, og dermed er Málaga den provins, efter Alicante, hvor flest udlændinge vælger at købe ejendom. Formanden for provinsens entreprenører, Emilio López, vurderer, at man for indeværende år vil se en tilsvarende stigning. Hans vurdering er baseret på første kvartals udstedelse af byggetilladelser og nyinvesteringer. Emilio López beklager sig dog over den juridiske ustabilitet, som får mange investorer til at holde sig tilbage. Han refererer blandt andet til Marbella, hvor Junta de Andalucía først på året annullerede byplanen. Med bedre juridisk sikkerhed mener Emilio López, at Málaga-provinsen på ganske få år vil kunne nærme sig de gode væksttal fra 2007. I dag ligger aktiviteten i branchen på cirka halvdelen af, hvad det gjorde dengang.

Forværrede tal for spansk økonomi
Tilbagegangen i den globale vækst og følgerne af at have en handlingslammet regering, får Spaniens fungerende økonomiminister, Luis de Guindos, til at nedsætte forventningerne til væksten i spansk økonomi. Fra at have skønnet en vækst på mindst tre procent for både 2016 og 2017 nedjusterer ministeren nu væksten til 2,7 procent for i år og til 2,4 procent for næste år. Tilsvarende nedjusterer Luis de Guindos forventningerne til faldet i ledigheden. Økonomiministeren skønnede sidste år, at Spanien i løbet af to år kunne få arbejdsløsheden ned på 16-17 procent. Nu mener han, at ledigheden vil ende på 19,9 procent ved udgangen af det indeværende år og næste år falde til 17,9 procent. ”Den politiske situation er vanskelig, og så længe vi har en handlingslammet regering, er det umuligt at få bedre gang i væksten og beskæftigelsen,” vurderer Luis de Guindos, som trækker sig fra politik i det øjeblik, der indsættes ny regering.

AC/DC kommer til Sevilla 10. maj
De 50.000 fans, som har sikret sig billet til koncerten med det australske rockband AC/DC, behøver ikke længere bekymre sig om, hvorvidt koncerten i Sevilla afvikles eller ej. Den verdenskendte gruppe gennemfører alle deres koncerter i Europa – men med ny forsanger. AC/DC har måttet aflyse 10 koncerter i USA, fordi bandets forsanger, Brian Johnson, lider af så store problemer med sine ører, at han risikerer at miste hørelsen, hvis han fortsætter turneen. Den nye forsanger, som skal være med på resten af den verdensomspændende turné, bliver Axl Rose, som til dagligt er forsanger i Guns N’ Roses. ”Axl Rose har stemmen og vildskaben, der skal til for at være forsanger i AC/DC,” siger bandet i en pressemeddelelse. AC/DC hører til blandt verdens største rockbands. Deres verdensturné står på i over et år, og ofte bliver deres koncerter udsolgt på ganske få timer. Det legendariske band har holdt sammen siden stiftelsen i 1973 frem til 2014, hvor den ene af de to guitarister Malcom Young måtte trække sig tilbage, da han lider af demens. Og sidste år blev trommeslageren Phil Rudd dømt otte måneders fængsel for drabsforsøg og narkotikabesiddelse. AC/DC er Rock ’n’ Roll på godt og ondt!

Udlændinge investerer atter i Andalusien
Trods regionalvalg og politisk ustabilitet i Andalusien i starten af året, blev 2015 et godt år for investeringerne. 565 millioner euro sendte udenlandske investorer til Andalusien. Vel er det langt fra de 1.000 til 1.200 millioner, der årligt blev investeret i de gode vækstår før 2008, men de 565 investerede millioner i 2015 er en fordobling i forhold til året før. Alt indikerer, at investeringerne vil fortsætte for det indeværende år trods den nu landsdækkende politiske uro. De nye investeringer kommer fra Euro-zonen – primært Luxembourg. Det er investeringer inden for sol- og vindenergi, gas og vand, der tiltrækker investorerne. Kun 17,7 millioner (ca. tre procent) af den udenlandske kapital blev investeret i byggeri. Ser man på udviklingen i Costa del Sols boligmarked, tyder meget på, at investeringerne blev foretaget der.

Skatteyderne får 10.858 millioner tilbage i Skat
Inden den 30. juni skal spanske som udenlandske skatteydere indlevere årets selvangivelse. Det spanske skattevæsen forventer at modtage 19,7 millioner selvangivelser, hvilket er 1,5 procent flere end sidste år. Stigningen skyldes forbedringen i beskæftigelsen. Tilsvarende kalkulerer skattevæsenet med at skulle tilbagebetale 10.858 millioner euro til skatteyderne. Det er 2,4 procent mere end året før. Årsagen hertil skal findes i lønstigningerne og den forholdsvis høje spanske kildeskat (retenciones). Vel faldt denne Skat sidste år, men først så sent på året, at den knap påvirker skatteåret. Derfor får mange skatteydere en glædelig overraskelse senere på året. Skattevæsenet har helt til udgangen af december til at tilbagebetale Skat.

Torremolinos får Andalusiens største kultur- og handelscenter
Byrådet i Torremolinos har godkendt det endelige projekt for byens nye kultur- og handelscenter, som kommer til at ligge på grundene omkring byens kongrescenter. Det samlede areal er på 200.000 kvadratmeter. Heraf skal de 54.750 kvadratmeter gå til selve kultur- og handelscentret, som blandt andet vil indeholde shoppingscenter, restauranter, forlystelser, biografer og teater. På 80.000 kvadratmeter skal der opføres boliger. De resterende kvadratmeter går til grønne områder. For Torremolinos bliver projektet det største og mest ambitiøse i flere årtier. Og for Andalusien bliver det amtets største kultur- og handelscenter, som vil give beskæftigelse til mellem 3.000 og 4.000 personer. Projektet mangler endelig godkendelse fra Junta de Andalucía, men projektet er inkluderet i Junta’ens plan for egnsudvikling, så det burde være en ren formalitet. Går alt vel, kan første spadestik tages næste år.

Kongens søster havde konto i Panamas skatteparadis
Den kedelige omtale af det spanske kongehus fortsætter. Ikke nok med at prinsesse Cristina sidder på anklagebænken for omfattende økonomisk svindel i sine og mandens fonde og selskaber. Nu er den afgåede konge Juan Carlos’ søster, Pilar de Borbón, også kommet i myndighedernes søgelys. Det er nemlig kommet frem, at hun har haft et selskab og bankkonto i Panama, som er kendt for at være et attraktivt skatteparadis. Der er intet ulovligt i at have et selskab og en bankkonto i Panama, blot man opgiver sin indkomst, som faktureres via selskabet i Panama til det spanske skattevæsen. Det er netop dette, som myndighederne nu undersøger. Det spanske politi og skattevæsen har i fællesskab offentliggjort en liste på 200 skattepligtige personer, som enten har eller har haft aktiviteter i Panama. På listen figurerer en håndfuld fodboldspillere fra FC Barcelona, blandt andet Lionel Messi, som allerede bliver retsforfulgt i en anden skattesag. På listen står også den kendte filminstruktør Pedro Almodóvar.

Strandene i Axarquía skal forbedres
I Axarquía vil man investere mere end 350.000 euro til at forbedre strandene øst for Málaga i Axarquía. Det drejer sig om fjernelse af flydende affald. Kommunen er begyndt processen, hvor 11 skibe er ansvarlige for fjernelsen af det affald, der flyder i de fem kystkommuner, der findes i Axarquía. Man kan derfor se frem til en sommer med renere strande i Torre del Mar, Rincon de la Victoria, Nerja, Torrox Costa og Algarrobo Costa. Særligt drejer det sig om fjernelsen af kulbrinte, der danner olielignende pletter på havoverfladen nær strandene. Problemet bliver set som en nødvendighed at løse, fordi mange turister benytter strandene langs kystlinjen, og der derfor er et stort ønske om renere forhold.

Træer mod klimaforandringer i Málaga-provinsen
Amtsrådet i Málaga har foreslået at plante en million træer i løbet af fire år frem til 2020 som en del af en ambitiøs miljøplan til bekæmpelse af klimaforandringer i provinsen. Det drejer sig om en skovrejsning til næste efterår på omkring 2.500 hektar. En investering på 100 millioner euro. Hele projektet omfatter et område, hvor der skal plantes en million træer med henblik på at reducere CO2-udledning samt bekæmpelse af erosion (fjernelse af materiale, der sker pga. naturligt slid på landskabet, red.). Det vil sige øget brug af vedvarende energi og forbedring af energieffektiviteten samt genbrug af affald. Der er tale om områder på 2.500 hektar, der enten er blevet nedbrudt eller er i høj risiko for netop erosion. Kommunen har valgt at prioritere disse områder for at genoprette dem, så man samtidig undgår et tab på nogen og 125.000 tons jord om året. Man forudser en reducering af CO2 på 20 procent i forhold til 1990. De nyplantede træer forventes at absorbere 85,680 tons CO2 årligt. Det, der svarer til den gas, som fem millioner køretøjer udleder på en køretur på 100 kilometer.

Siestaen skal afskaffes
Den spanske premierminister Mariano Rajoy vil finde konsensus for at afskaffe den spanske tretimers middagspause. Nemlig siestaen. Han vil forkorte arbejdsdagen med to timer og dermed gøre en ende på siestaen for at bringe Spanien i overensstemmelse med andre europæiske lande.
– Jeg vil finde konsensus for at afskaffe siestaen, og jeg vil sørge for, at arbejdsdagen slutter klokken 18:00, siger Mariano Rajoy.
En gennemsnitlig spansk arbejdsdag begynder klokken 10:00. Her skal der arbejdes til klokken 14:00. I tidsrummet 14:00-20:00, må man forlade sit job for at holde tre timers middagspause, hvorefter man har fri klokken 20:00.
En undersøgelse viser, at fjerner man siestaen, vil det forøge livskvaliteten, øge den lave fødselsrate og reducere skilsmisser i Spanien.
Ydermere vil premierministeren gerne vende tilbage til den oprindelige Greenwich Mean Time (GMT) i Spanien, som er en time bagud i forhold til den nuværende. I øjeblikket er Spanien en time foran London – det samme som andre europæiske lande såsom Danmark, Sverige og Norge osv. Det var Spaniens tidligere fascistiske diktator Franco, der bestemte, at Spanien skulle adoptere tysk tid for at vise støtte til Hitlers naziregime og dermed ændre tidszonen til en time foran GMT.

Terrorist planlagde terror i Spanien
Politiet har arresteret en IS-terrorist, der var ved at planlægge terrorangreb i Spanien. Manden blev arresteret på Mallorca for IS-rekruttering og planlægning af terrorangreb i Spanien og andre steder i Europa. Det har Spaniens indenrigsminister bekræftet. ”Manden er marokkansk, men har residens på Mallorca. Den tilbageholdte udgør en klar trussel mod den nationale sikkerhed, da han forsøgte, både online og personligt, at overbevise sårbare personer at kæmpe for IS,” lød det fra indenrigsministeriet. Det gjorde han ved at sende en stærkt radikaliseret besked med sigte på at tiltrække nye kandidater til den syriske og irakiske jihad. Manden arbejdede også med mindre grupper i bestræbelsen på at planlægge terrorangreb i Spanien og andre europæiske lande.
”Han havde tilmed forbindelser til IS-chefer i Syrien, der krævede, at han leverede nye rekrutter til konfliktområdet samt skulle give instrukser i at udføre et terrorangreb i vores land eller et andet i Europa,” bekræftede Indenrigsministeriet.
Manden er den seneste i en række af anholdelser i forbindelse med IS i Spanien.
En anden marokkansk mand og hans spanske kæreste blev anholdt i havnebyen Algeciras for at have forbindelser til IS. Parret, det bor i Granada, blev anholdt, da de forsøgte at forlade Spanien for Marokko med deres barn.

Antonio Banderas lancerer tøjkollektion
Den Málaga-fødte skuespiller Antonio Banderas springer nu ud som designer for danske Bestseller. Her lancerer han en kollektion for mærket ’Selected Homme’, der bliver skuespillerens venture ind i tøjbranchen, hvor han skal være designeren bag. Allerede i januar begyndte kollektionen Antonio Banderas Design by Selected Homme at blive solgt til forhandlerne globalt, og i august måned vil kollektionen være tilgængelig i butikkerne. ”Min illusion er at lave en masse ting. Jeg kan ikke stoppe,” sagde Antonio Banderas i et interview, da han blev spurgt om hemmeligheden bag evig ungdom. Og denne gang er det altså en tøjkollektion i samarbejde med den danske virksomhed Bestseller. Da skuespilleren besøgte Danmark, blev han introduceret til folkene bag Selected Homme. ”Jeg lærte hurtigt, at de deler den samme fremgangsmåde som mig i at bygge kollektioner op, så en mand kan klæde sig på til, hvad end livet byder på.” Med de ord kan vi kun glæde os til august måned, hvor kollektionen er tilgængelig for forbrugeren.

Fortsat uklarhed om nyt tog til Marbella
Fire år efter at ministeren for vej- og offentlige anlæg, Ana Pastor, afsatte budget til de indledende forstudier om udvidelsen af jernbanenettet på Costa del Sol, er der fortsat ikke sket noget konkret. Ministeriet erkender, der er et stort behov for at toglinjen Málaga-Fuengirola udvides til Marbella, men man kan ikke blive enige om, om linjen kan bygges langs kysten eller langs den nye motorvej A-7. Begge forslag er omkostningstunge og har sine ulemper. Langs kysten er pladsen til en ny jernbane yderst træng, og bygger man den lidt længere inde i landet, vil den forstyrre de store boligkvarterer. Ministeriet forsikrer, at man arbejder videre med planerne og budgetterne og håber på at få projektet i gang i den kommende regeringsperiode. Ministeriet fortæller også, at en forlængelse helt til Estepona er med i planerne.

Mand fanget i Málaga – stod bag våben til terrorangrebet i Paris
Ham, der stod for at skaffe våben til terrorangrebet i et jødisk supermarked i Frankrig den 9. januar sidste år, der kostede fem personer livet, er lige blevet fanget og tilbageholdt i Málaga. Politiet i Rincón de la Victoria i Málaga anholdt den mand, der har leveret våben til terroristen Amedy Coulibaly, der resulterede i fem omkomne heriblandt terroristen selv under gidseltagningen i det jødiske supermarked Porte de Vincennes øst for Paris sidste år. Det drejer sig om den 27-årige våbenhandler Antoine Denive med fransk statsborgerskab, der er født i Sainte Catherine i Frankrig. Det forekommer af en europæisk tilbageholdelse og udlevering af manden.

Marbella var centrum for 71 Michelin-stjerner
På Puento Romano Beach Resort i Marbella har man kunnet prale af at huse mad af den absolut højeste kvalitet i verden. Det var til arrangementet ”Four Hands”, der havde Marbellas kendis- og dobbelt Michelin-stjerne kok Dani García som vært. Arrangementet var en hyldest til madkongens kokkelærer, den franske kok Joël Robuchon, og var med deltagelse af kokke fra hele verden. I alt 19 kokke med intet mindre end 71 Michelin-stjerner i alt deltog i arrangementet, hvor den 71-årige franske kok Joël Robuchon blev hyldet og tilmed kunne prale af at være den mest dekorerede kok i verden med hele 28 Michelin-stjerner.

Månedens Tweet
The Gourmet Journal (@gourmetjournal) giver på Twitter fem gode råd til nydelse af vin, som ifølge det digitale gourmetmagasin vil gøre dig klogere på druernes saft.
Det første råd drejer sig om, at miljøet påvirker vinen. Udsættes vinflasken for varme og lys, påvirker det vinen i flasken negativt. Derfor opbevares vin, som tilsigtes at være god efter et år, på sorte eller mørkegrønne flasker. Næste råd lyder på, at nogle drikkevarer ødelægger oplevelsen af en god vin. Hverken frugtjuice, limonade eller cocktails er gode at drikke lige inden, en kvalitetsvin skal nydes. Det anbefales i stedet at drikke vand frem for en aperitif. Alternativt kan vandet skiftes ud med whisky, vodka eller italiensk vermouth (som dog ikke må være blandet med andet alkohol), men det anbefales stadig at holde sig til en enkelt af denne type aperitif. Det tredje råd er, at der sagtens kan opnås harmoni mellem vin og dessert. Sød vin er perfekt til desserter, og det anbefales endda, at vinen, som serveres, er en smule sødere end desserten, den sættes sammen med. Specielt den spanske Moscatel anbefales. Fjerde råd omhandler holdbarheden af en åbnet flaske vin. Skulle det ske, at vinflasken efterlades halvt tømt, holder vinen i få dage. Når der er vin tilovers i en åbnet flaske, holder den resterende vin i få dage, fordi smagen bliver påvirket af den ilt, der fylder vinflasken og blander sig med vinen. Det anbefales derfor, at vin kun opbevares i køleskabet i en til tre dage. Alternativt kan det sagtens bruges i madlavningen. Går man meget op i sin vin, findes der dog også forskellige mekanismer til at trække ilten ud af vinflasken. Det sidste råd drejer sig om kutymen at ilte vin. Her frarådes det at dekantere ældre vine, da vinenes bouquet (aroma) herved kan forsvinde eller svækkes.

Disse er dog ikke de eneste råd, som The Gourmet Journal tweeter om. Yderligere tipper gourmetmagasinet nemlig også om, at glasset, hvori vinen serveres, er en fundamental del af oplevelsen ved at nyde en god vin. Bourgogne-vin anbefales at serveres i et vinglas med en bred bowle, da det fremmer en mere intens oplevelse af vinens aroma, fordi duften har god plads til at udfolde sig. Bordeaux-vin bør serveres i et vinglas, der er en smule højere, har en slankere stilk og en bred fod, mens bowlen bør være en smule mindre. Gælder det nyere vine, bør vinglasset have en smal bowle for, at vinen ikke mister sin aroma.
Det er altså vigtigt at vælge vinglasset med omhu, så det passer til den vin, som skal nydes. Glasset fortolker nemlig en vins duft og smag på forskellige måder.

 

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa