Den uhøjtidelige Room Mate

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
Kike Sarasola 1

Han er født med en guldske i hånden – men har aldrig spist af den. Kike Sarasola er startet helt fra bunden og har gjort det, der begyndte med et lille hostal til en kæde af 20 Room Mate hoteller. På sin uhøjtidelige facon og med talent for beliggenhed og indretning har Kike Sarasola skabt et koncept og nogle hoteller, hvor alle drømmer om at få sin nattesøvn.

Som jockey blev han flere gange smidt af hesten. Men kom altid op på den igen. Sådan har forretningslivet også været for en af Spaniens mest anerkendte iværksættere. I sin bog ”Más ideas y menos máster” (flere idéer og færre uddannelser) råber Kike Sarasola højt for at få aktiveret landets iværksættersjæle. Kombineret med råd og historier fra sit eget livsværk.

Vækst i nye klæder
I den del af Málagas Soho distrikt, som vender ud mod den nye lystbådehavn, har Room Mate netop åbnet dørene til det sidste skud på stammen; Valeria ved Plaza de la Marina.
Kun internt vides det, hvem Valeria er. Hun er en af virksomhedens 500 ansatte, som har gjort sig særligt bemærket, og fået æren at lægge navn til det nye hotel. Navngivningen af hotellerne er blot endnu et eksempel på Kike Sarasolas utraditionelle midler til at motivere sin medarbejderstab.
Hotellet i Málaga er kun ét af de 20-25 nye hoteller, som den karismatiske iværksætter vil åbne i løbet af året.
”Det er tid til at vækste og jeg skal nok finde pengene. Det lyder voldsomt med så mange ny hoteller, men vores ekspansionsplan er anderledes end andre hotelkæders,” fortæller den succesrige hotelejer og uddyber: ”Vi køber ikke ejendommene til vores hoteller, men lejer dem på en meget lang lejeaftale. Alternativt etablerer vi et samarbejde med ejerne af bygningerne om hoteldriften i den givne bygning. Det er sådan, vi på bare ti år er blevet et kendt og velfungerende brand over det meste af Spanien. Og tro mig; ejerne af gode ejendomme står i dag i kø for at blive en del af Room Mate.”
Og det er ikke kun forretningsfolket, der vil handle med Room Mate. Gæsterne står også i kø.

Elsk dine kunder
For Kike Sarasola har vejen til toppen på en og samme tid været både hård og lige til. Kernen i hans koncept går på god central beliggenhed, lækker indretning og at gæsterne skal føle sig hjemme på hotellet.
Det koncept lyder ganske normalt, men den skaldede hotelejer er ikke bange for at spille med åbne kort og give et par eksempler på, hvordan hans hoteller skiller sig ud fra mængden. Og hvordan små ting har afgørende indflydelse på, om hotelgæsterne føler sig hjemme eller ej.
”På alle vores værelser er der en hårtørrer. Det lyder helt banalt, men på de fleste hoteller findes der ikke en hårdtørrer af frygt for, at kunderne stjæler den. Men vi stoler på vores gæster. Og stoler på de værdsætter, at de kan få vasket og tørret hår under deres ophold, hvis de skulle have glemt hårtørreren hjemme. Eller ikke kunne finde plads i håndbagagen, som flere og flere nøjes at rejse med.”
Et andet lille, vigtigt træk fra Room Mate er morgenmaden.
”Det hænder jo, man kommer halv sent i seng, når man er på lang weekend i en pulserende storby. Derfor har vi udvidet morgenmaden til klokken tolv. Vores morgenbuffet har altid fået gode karakterer, men nu får alle også smagt den. Og vores analyser af kundetilfredshed viser klart, at vores lange morgenmad er et vigtigt plus, når der skal bookes hotel. Mere skal der ikke til,” fortæller Kike Sarasola, som understreger, at det bestemt ikke var hans idé. Han har blot formået at lytte til sine gæster.
”Et nej er noget negativt – et skridt i den forkerte retning. Kan vi ikke opfylde et kundeønske, finder vi alternative løsninger. Men nej’et findes ikke hos os,” fortæller hotelejeren og kommer med en opsigtsvækkende observation.
”Gør alt for dine kunder. Det er dit vigtigste aktiv. Du behøver ikke elske dem – men elsk dem. Kan du komme dertil, får du succes med din forretning. Og det gælder ikke kun hotelbranchen.”

Tag springet
Både i tale og skrift sprudler iværksætterånden ud af den succesrige hotelejer. Og Kike Sarasola gør alt for at motivere og hjælpe andre på vej. Med sine foredrag, rådgivning, en portal og nu senest en iværksætterfond gør han alt for at få iværksætterne ud af busken.
”Spanien har brug for idéer og folk, der kan få idéerne ført ud i livet. Folk med fine uddannelser har vi rigeligt af,” mener han og fortsætter:
”Vi bliver alle nødt til at tage nogle spring og komme ud af busken. Ellers bliver vi ikke rigtigt lykkelige. Selv måtte jeg som meget ung tage springet og erkende min homoseksualitet. Ellers var jeg ikke blevet lykkelig. Tilsvarende har jeg måtte erkende mit ønske og behov for at blive selvstændig,” forklarer Kike Sarasola, som i sin bog arbejder med at slippe af med angsten for ikke at slå til. ”Næsten alle af de rigtig store forretningsfolk er på et tidspunkt gået konkurs. Sagen er, at alle erhvervsdrivende begår fejl. Så det skal du ikke være bange for – blot du lærer af dine og andres fejl. En rigtig iværksætter er ham, der forstår at håndtere en nedtur rigtigt og komme igen,” mener Kike Sarasola, som selv har et par kiksede projekter på CV’et. Det var inden, han kastede sig over hotelbranchen.
Den nu meget succesrige forretningsmand ser store lighedstegn mellem iværksættere og sportsfolk.
”Alle sportsfolk har lidt nederlag, fået skader, men de ved, det er en del af gamet. Tilsvarende ved de, det koster blod, sved og tårer at nå til tops. Det instinkt kan man komme langt med,” mener Kike, som selv hørte til blandt spanienshistoriens bedste jockeys. Hele tre gange deltog han ved de Olympiske Lege.
”Jeg var ikke det største talent, men takket være min passion for sporten, min stædighed og flid kom jeg længst. Det gælder også i erhvervslivet.”

Be Mate
I en tid hvor hotelejerne sætter alle sejl til for at bekæmpe de nye konkurrerende portaler, hvor private udlejer værelser og boliger, har Kike Sarasola brugt tiden mere kreativt.
”Vi kan ikke stoppe udviklingen med dele-økonomi og de nye tiltag, som kommer for at blive. Men de nye koncepter opstår, fordi der er et behov for billigere indkvartering. Så igen: Lyt til kunderne – og omstil dig,” er rådet fra den populære iværksætter, som sideløbende med sin ekspansion indenfor hotelbranchen har indviet flere ejendomme fyldt med økonomiske lejeboliger. Be Mate hedder konceptet, som går hånd i hånd med Room Mate.
”Be Mate ligger i samme byer og områder, som vi har hoteller. Derfor kan vi tilbyde leje af værelser og lejligheder men med hotellets service som fx morgenmad. Præcis som hotellets øvrige services står til lejernes rådighed,” fortæller Kike Sarasola, der arbejder på at få Be Mate ud til 20 spanske byer inden årets udgang. Ekspansionsstrategien er den samme som for hotellerne. I stedet for at bruge tiden på at få de nye konkurrerende tiltag stoppet, går han mod strømmen og tager konkurrencen op. Flere gange har han taget bladet fra munden og opfordret sine kollegaer i hotelejerforeningerne til at gøre det samme. Og det er ikke første gang, han svarer de fine herrer imod.
Til indvielsen af et af Kike Sarasolas hoteller i Madrid kommenterede byens daværende borgmester, den stærkt konservative Alberto Ruiz-Gallardón, at han vel satsede stærkt på det homoseksuelle publikum. Hertil svarede Kike Sarasola uden tøven: ”Det er mig, der er bøsse. Ikke mit hotel.”

Det er specielt, lækkert og eksklusivt – men ganske uhøjtideligt. Velkommen til Room Mate Hotels.

Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa