Charlie Uldahl Christensen er taget ud på sit livs rejse. Og den bliver lang. Den 27-årige dansker vil gå fra Danmark til Tanzania for at rejse penge til en vandforsyning i et tørlagt område. La Danesa mødte ham i Málaga, hvor den unge dansker tog et velfortjent hvil.
Det kan lyde håbløst, men blikket i Charlie’s øjne levner ingen tvivl: Han vil nå landsbyen Lengasti i Tanzania. Og han vil få rejst de 420.000 US Dollars, det koster at få vandforsyning til byen.
En hjertesag
Da Charlie for tre år siden var leder for opførelsen af et børnehjem i Tanzania, brød vandforsyningen sammen. Børnehjemmet blev færdigbygget, men han så de frygtelige følger af at stå uden vand. Det gav ham en hjertesag.
”Nærmeste vandkilde ligger 19 km væk. De velstående i landsbyen kan sende køretøjer af sted efter vand, men de fleste må enten gå en hel dag efter vand, eller drikke det vand, de finder i jordhuller. Det vand er så forurenet, at man kan risikere at blive alvorlig syg af det,” fortæller Charlie fra en fortovscafé i Málagas centrum.
Stærkt inspireret af sin stedmor, som er sygeplejerske og tidligere udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke i Østafrika, besluttede Charlie sig for at gå samme vej. Men udenom de større velgørenhedsorganisationer. Opførelsen af et børnehjem fik hans opmærksomhed.
”Jeg vil helst være med i et projekt fra start til slut. Og med børnehjemsprojektet kunne jeg se, at jeg kunne være med til at gøre en forskel,” fortæller Charlie, som flere gange bruger formuleringen at gøre en forskel. Sådan havde han det også som soldat i Afghanistan, hvor han så, at de danske soldaters indsats var til gavn. Nu vælger han så at gå den lange vej. Bogstaveligt talt.
På landevejen i tre år
Den 18. maj forlod Charlie hjemmet i Esbjerg og begyndte at vandre sydpå. Med sig havde han sin barnevogn og en rygsæk med lidt tøj, sin hængekøje, sin bærbare computer, mobiltelefon og webkamera. Forud ventede 18.000 km og 28 lande, som skal passeres. Det forventes at tage tre år.
”Jeg går omkring 30 km om dagen, fire til fem dage om ugen. Kan jeg holde det i Afrika, er jeg fremme om to et halvt år,” fortæller Charlie, som bestemt ikke ligger på den lade side de to til tre dage om ugen, han ikke vandrer. ”Det er netop på de dage, jeg søger sponsorer, mediedækning og skriver på en bog om turen.”
Interessen fra mediernes side er dejlig stor, og det er også med til at lokke sponsorer til.
”Der er ikke noget med something for nothing. Virksomhederne skal have en masse opmærksomhed igen for deres sponsorater, og hvis de ønsker det, en skræddersyet marketingkampagne” forklarer Charlie, som indtil videre er blevet sponsoreret af en række mindre virksomheder samt private.
”Målsætningen er realistisk, men det vil være en kæmpe hjælp at få en aftale med et tv-selskab, for så ved både jeg og de potentielle sponsorer, hvilken dækning de kan regne med. Det skal nok lykkes en dag,” mener vandremanden, som i skrivende stund er på vej mod Afrika.
Ikke bange
Det nordlige Afrika er ganske fredeligt. Sådan er det derimod ikke længere sydpå. Derfor har Charlie Uldahl Christensen bevidst lagt ruten, så han kommer uden om de største konfliktområder i lande som Libyen, Sudan og Etiopien. Det er områder med væbnet kamp, gidseltagning og områder, hvor Islamisk Stat spøger.
”Jeg er bestemt ikke ignorant overfor faren for overfald, for en hvid mand kan være et oplagt offer. Men jeg mener ikke, situationen er så slem, som man gør den til, så jeg er ikke bange,” fortæller Charlie, og fortsætter: ”Jeg har truffet et valg, og jeg fokuserer på de ting, jeg ved, jeg kan forberede mig ud af, i stedet for at forurene mine tanker med frygt for det jeg ikke kan.”
Dagen begynder at gå på hæld og Charlie skal ”hjem” for at skrive videre på sin bog. Dagens hjem er en finca lidt uden for byen, hvor han er blevet tilbudt husly. Via sites som couchsurfing.com søger han gratis husly og et måltid mad. Og alternativt sættes hængekøjen op.
”Nogle kalder mig en dagdrømmer, men det er helt okay med mig, for min drøm er at blive fuldtidseventyrer. Livet indeholder meget mere end at tjene penge, og jeg får på denne her tur de ting, der ikke kan købes,” slutter Charlie, inden han vandrer videre. Nye lande skal passeres og nye sponsorer skal findes, inden indbyggerne i Lengasti kan få vandforsyningen i orden.
Charlie’s tur til Tanzania kan følges på hans facebookside, hvor han også kan kontaktes af potentielle sponsorer.
www.facebook.com/charlieswalkforwater.
”Der er ikke noget med something for nothing. Virksomhederne skal have en masse opmærksomhed igen for deres sponsorater.”
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001