Den skæve vinkel – Anne Bjerngaard

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Anne Bjerngaard Skæv vinkel

Citat:
”Det er vigtigt at holde sig i bevægelse. Både fysisk og mentalt”

Hendes glade radio-stemme skabte hygge og glæde i de danske hjem på Costa del Sol. Først på Radio Solymar og senere på Radio Solkysten. Det er nu snart ti år siden. I dag er det gæsterne på hendes kulturrejser, der nyder hendes glade stemme.

Anne er frisk og dejlig. Og meget kvindelig. ”I Spanien har jeg altid været meget bevidst om min kvindelighed. I Danmark er det mest de helt unge piger, der trækker mændenes opmærksomhed, men her blandt latin-lovers er det ikke ualmindeligt at mænd fløjter eller kigger anerkendende på en voksen kvinde. Og det kan jeg godt lide – så længe det gøres med charme,” mener Anne, som godt er klar over, hun berører et ømtåleligt emne i en tid hvor mænd fra helt andre kulturer skal indlemmes i europæisk kultur.
Men det var hverken en mand fra en fremmed kultur eller en latin-lover, hun dansede med natten lang på Restaurant Valparaiso i Mijas for et halvt år siden. Det var derimod en dansker, som er en del yngre end hende selv. ”Det har jeg det fint med. Min dåbsattest er ikke til at regne med” siger hun med et smil på læben. ”Selvom han bor i Danmark, har vi fået et tæt forhold til hinanden. Der er god balance,” smiler Anne.

Fordyber sig
Den indre balancekunst fik Anne finpudset for nogle år siden i Indien. På opfordring tog hun til Indien for at færdiggøre sin yogauddannelse.
”Jeg har altid gået meget op i at være i bevægelse. Både fysisk og mentalt. I Danmark kombinerede jeg mit hverv som advokatsekretær med undervisning i gymnastik. Og sådan har jeg det nu med yoga”.
Men der var langt fra undervisningslokalerne i Spanien til Indien.
”Det var en hård nyser, og jeg havde svært ved at vænne mig til omgivelserne. Men det var en spændende oplevelse, som gjorde en masse godt ved mig,” fortæller Anne, som er sikker på, at en tilsvarende tur ville være god for mange. ”Det får dig til at reflektere over livet. Yoga giver dig ro i sindet og en bevidsthed om, hvor vigtig korrekt vejrtrækning er for dit helbred”
Anne Bjerngaard lever, med egne ord, åndeligt fint af at være yogalærer – men ikke finansielt. Derfor går det godt hånd i hånd med at være guide på kulturrejserne.
”Som radiovært fik jeg en masse viden om spansk kultur, historie og samfundsforhold. Og naturligvis kommunikation. Det er alt det, jeg bruger som guide i dag.”

Aldrig mere hausfrau
At starte som radiovært er et af de største spring, Anne har taget. Hun husker springet som større end at flytte fra Nordeuropa til Spanien. ”Jeg boede med min mand af andet ægteskab i Berlin og gud hjælpe mig, om jeg ikke var Hausfrau. Jeg kan ikke forstå, hvordan det var kommet dertil,” fortæller Anne, mens hun griner og tager sig til hovedet. Sammen havde de købt en feriebolig i Mijas.
”Her kunne jeg få lidt luft, og en dag fik jeg lyst til at flyve videre,” forklarer Anne, som kommer med en spændende betragtning.
”Mit job på Radio Solymar var et stort skifte, men ingen her i Spanien kigger skævt til dig, fordi du tager et spring og gør noget nyt. Du gør hvad du kan for at overleve i et nyt land. Det er spændende og det kan jeg rigtigt godt lide,” slutter Anne Bjerngaard. Hun ligner bestemt ikke en kvinde, der har taget sit sidste spring.

Ti skæve til Anne

1. Hvad er din mærkeligste vane eller ritual?
Jeg har det fortsat med at rive artikler og information ud af aviser og magasiner, som jeg kunne underholde lytterne med. Det er et levn fra min tid som studievært.

2. Fortæl en ting, som (næsten) ingen ved om dig
Jeg har danset skjorten af Svend Auken! Det skete til et sommerbryllup i begyndelsen af 90’erne. Vi gav den så meget gas, at han måtte tage skjorten af og hænge den til tørre, inden vi fortsatte dansen.

3. Hvad er det bedste og værste ved at bo på Costa del Sol?
Det bedste er lyset og de gode fødevarer. Og de flotte mænd – specielt de første år syntes jeg, de spanske mænd var åh så flotte. Det værste er den voldsomme blæst, vi i perioder har. Og så naturligvis al den korruption vi ser blandt politikere og i banker.

4. Hvad er det viseste råd, du nogensinde har fået?
Da mine veninder anbefalede mig at tage til Indien for at færdiggøre min yogauddannelse.

5. Hvad mænd ikke ved om kvinder, er?
At vi alle er forskellige og skal behandles og forstås derefter. Eller sagt på en anden måde: Vi kan ikke tackles ud fra en manual.

6. Er der noget, du for alvor har fortrudt i dit liv?
Der er flere mindre ting, men det største må være, at jeg gik med til at skille mine børn ad ved en skilsmisse, da de var tre og syv år. Hver forælder ”fik” sit barn.

7. Hvad synes du, er den største forskel på spaniere og danskere anno 2016?
Efter 20 år i Spanien kender jeg vist ikke den almindelige dansker i Danmark, men ellers synes jeg, at spanierne er bedre til at gøre en fest ud af livet. Enhver tradition bliver festlig.

8. Hvornår bliver du blød om hjertet?
Når jeg ser mine børnebørn og når min kæreste kigger mig dybt i øjnene.

9. Jeg forstår stadig ikke…
…at jeg ikke er blevet en feteret filmstjerne.

10. Hvem er den skæveste person, du har interviewet i din tid som radiovært?
Det må være Jakob Hougaard. Han var med direkte i studiet og det gik helt galt – på den gode måde altså.

Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa