Grønne områder, bilfri gader, hestevogne og familievenlige spisesteder gør Sevilla til en velvalgt destination for en storbyferie med børn.
På pladsen foran Sevillas imponerende katedral holder hestevognene på rad og række og er klar til at føre turisterne rundt på en sightseeingtur i den historiske storby. Hvis man er til sol og charme i form af tapasbarer, appelsintræer og små, hyggelige pladser er den andalusiske hovedstad med 700.000 indbyggere et oplagt valg til storbyferien for børnefamilien. Foruden en tur med hestevogn, der kan være en stor oplevelse for familiens mindste, byder Sevilla nemlig også på mange andre oplevelser, hvor små ben sagtens kan være med. Det er oplagt at starte ferien i Sevilla med at gå på opdagelse i det gamle jødiske kvarter Santa Cruz i hjertet af byen. I kvarteret er biler ikke velkomne, og de ville da også få ualmindeligt svært ved at kante sig gennem de meget snævre gyder og gader. Fraværet af trafik gør det charmerende område til et behageligt sted at slentre rundt med børn. Midt i labyrinten af gyder ligger små, idylliske pladser med appelsintræer, bænke og springvand. Her er naturligvis også fortovsrestauranter, souvenirbutikker og steder, hvor man blot kan købe sig en is.
Små retter til små gæster En af fordelene ved at holde familieferie i Sevilla – og i Sydspanien generelt – er de mange uformelle spisesteder. Fraværet af stive, hvide duge og de forholdsvis lave priser på traditionelle restauranter og tapasbarer gør det til en overskuelig affære at spise ude med børn. Når betjeningen samtidig er børnevenlig, og man kan sidde udenfor hele året, gør det heller ikke så meget, at familiens yngste larmer lidt rigeligt ved bordet. Samtidig er de mange små tapasretter en god ide, hvis man gerne vil introducere sine børn til nye madoplevelser på ferien. Det er let at bestille en håndfuld forskellige tapasretter, som alle ved bordet kan dele, og så er der nok en ting eller to deriblandt, som de mindste kan lide. Som nabo til Santa Cruz-kvarteret ligger to af Sevillas mest imponerende bygningsværker: Katedralen og slottet Alcázar. Både børn og voksne kan ikke undgå at tabe pusten ved synet af kirkens imponerende dimensioner og rigt udsmykkede indre. Katedralen er den tredjestørste i verden og rummer blandt andet verdens største altertavle, der er 20 meter høj og udsmykket af mere end tusind figurer. Et andet fascinerende syn i kirken er det enorme gravmonument, der rummer de jordiske rester af selveste Christoffer Columbus. Det er desuden en god udfordring for børn – og voksne – at bestige det 93 meter høje klokketårn, der byder på en imponerende udsigt over byens tage.
Brug parkerne Før eller efter kirkebesøg og andre kulturelle oplevelser, kan familiens mindste have brug for at brænde lidt krudt af. Så er det godt, at det ikke skorter på legepladser i det centrale Sevilla. I parken Jardines de Murillo, der løber langs bymuren ved Santa Cruz-kvarteret, er der eksempelvis flere legepladser, og det samme gælder for Parque de María Luisa, der er Andalusiens største park. Hele familien kan sagtens få nogle timer til at gå i den grønne storbyoase, der også rummer fine springvand, påfugle, subtropiske planter og masser af bænke, hvor far og mor kan tage en slapper. Ud til parken ligger en anden af Sevillas store seværdigheder: Plaza de España. Det enorme halvcirkelformede byggeri er rigt udsmykket med dekorerede fliser, og langs bygningen løber en lille kanal. Her kan man leje en robåd og plaske rundt i de romantiske rammer, og hvis familiens mindste ben er blevet trætte, kan man også købe sig til en tur i hestevogn fra Plaza de España. Hvis man vil se nærmere på moderne arkitektur, skal man søge mod Plaza de la Encarnación i byens livlige handelscentrum. Her rejser en enorm paddehattelignende konstruktion sig over pladsen. Smuk er måske ikke det rigtige ord at bruge om den tyske arkitekt Jürgen Mayer-Hermanns byggeri, der stod færdigt i 2011. Det er mere specielt – men også fascinerende. Man kan komme op og gå på snoede broer på toppen af paddehatteformationen, og på pladsen under er der både legeplads og et stort flisebelagt areal, som de lokale børn ivrigt bruger som underlag for skateboards, løbehjul og cykler. Generelt ser man mange lokale børn i bybilledet, der ivrigt bruger udfoldelsesmulighederne i parker og på pladser. Så det gælder bare om at slippe sine egne børn eller børnebørn fri de samme steder – så bliver ferien sjovere for hele familien.
En magisk ø til børnene Hvis ferieprogrammet trænger til en hel dag i børnenes tegn, kan man med fordel besøge forlystelsesparken Isla Mágica, der ligger på den anden side af floden kun få kilometer fra Sevillas historiske centrum. Temaet i parken er fortidens store opdagelsesrejser, så man møder både vilde indfødte, pirater og tæt jungleskov på turen rundt i forlystelsesparken. Her er naturligvis også vilde rutsjebaner, karruseller og et vandland – Agua Mágica. Find aktuelle informationer om entrepriser, åbningstider m.m. på www.islamagica.es
Rejsetidspunkt Sevilla er for de fleste uudholdelig varm i sommermånederne, og det er ikke unormalt at termometeret når 40 grader. Til gengæld byder forår og efterår på behageligt varmt vejr, og selv vintermånederne kan være lune og solrige i byen.
Af Laura Kjestrup Nielsen. Foto: Morten Herlev, Laura Kjestrup Nielsen og Isla Mágica
Laura Kjestrup Nielsen. Foto: Morten Herlev, Laura Kjestrup Nielsen og Isla Mágica
Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com. Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.
We use cookies on our website to give you the most relevant experience by remembering your preferences and repeat visits. By clicking “Accept All”, you consent to the use of ALL the cookies. However, you may visit "Cookie Settings" to provide a controlled consent.
This website uses cookies to improve your experience while you navigate through the website. Out of these, the cookies that are categorized as necessary are stored on your browser as they are essential for the working of basic functionalities of the website. We also use third-party cookies that help us analyze and understand how you use this website. These cookies will be stored in your browser only with your consent. You also have the option to opt-out of these cookies. But opting out of some of these cookies may affect your browsing experience.
Necessary cookies are absolutely essential for the website to function properly. This category only includes cookies that ensures basic functionalities and security features of the website. These cookies do not store any personal information.
Any cookies that may not be particularly necessary for the website to function and is used specifically to collect user personal data via analytics, ads, other embedded contents are termed as non-necessary cookies. It is mandatory to procure user consent prior to running these cookies on your website.