Río Verde og det smukkeste kolde gys

 

Hvis man her i sommervarmen har lyst til at se noget andet end strande og samtidig være sikker på, at man kan blive behørigt afkølet, så må man ud på denne helt specielle og fantastiske vandretur, som ender nede i en naturlig pøl i Rio Verdes iskolde vand. Floden bugter sig midt i et fascinerende bjerglandskab, og dens løb er uendeligt smukt. På et tidspunkt strømmer vandet ned i den omtalte pøl via et lille vandfald, og blomster omkranser denne naturperle, som ligger omgivet af betagende klipper. Det er så flot, at jeg vil gerne have et bud på, hvor der er smukkere end her i Rio Verde – den ene af de to floder, der løber ud i Almuñecar. Vandreturen ned til dette paradis er på 11 km. frem og tilbage og der er ca. 500 højdemeter. Det er en tur for dem med hår på brystet, så lad dem vokse….

 

Rio Verde er et meget brugt flodnavn her i Spanien, og der er mange med dette navn i hele landet. Men ”vores” Rio Verde ligger i Granada provinsen nærmere betegnet ca. 30 km. nord for Almuñecar, og for at komme op til turens startpunkt skal man køre ad den smukke vej A 4050, i folkemunde også kaldet ”La Cabra” – geden. Denne vej var den gamle hovedfærdselsåre mellem Almuñecar og  Granada, men i dag tager de fleste motorvejen over Motril, når de skal til Granada, så ”geden” er nu om dage langt mindre trafikeret end tidligere, hvilket gør en køretur på den til en fin oplevelse. Det ER en fantastisk vej, der slanger sig ud og ind gennem Sierra de Chaparral og dingler på kanten af vores Rio Verde, som man af og til kan se langt nede i bunden.

 

For at komme op til turens start skal man køre ca. 25 km. op ad A 4050. Vejen starter i den store rundkørsel i Almuñecar, der hvor triumfbuen står op ad N 340. Man kører nu igennem Torrecuevas, Jete og Otivar, til man kommer til km. 34 skiltet. Ca. 800 m. efter skiltet ser man et stort naturpark skilt for ”Parque natural Sierras de Tejeda, Almijara y Alhama” og her går der en grusvej ned til venstre. Den skal vi tage og køre så langt ned vi kan, indtil vi ikke kan komme længere, fordi der er en bom over vejen. Lige inden bommen er der en lille P plads, og her skal vi parkere.

 

Og så er det om at tage rygsækken på og gribe fat om vandrestavene og nu begynder vores rute som er lidt over 5 km. lang (den ene vej) ned til den skønne naturlige pøl. Det er et lidt vanskeligt terræn, så det er godt at have stave med. Husk badetøj, håndklæde, madpakke og vand. Vand kan man dog supplere fra floden – det er helt rent og friskt. Man starter med at gå ad en bred grusvej, og inden længe støder man på et stort skilt hvor der står: ”Normas para la práctica de descenso de barrancos en Rio Verde”. Dette skilt angiver hvilke forholdsregler man skal tage, hvis man skal foretage ”canyoning” (descenso de barrancos) i Rio Verde. ”Canyoning” betegner den aktivitet, der består i at glide / hoppe / springe / vade i et flodløb iført våddragt. Det indebærer som regel også ”rappelling”, hvilket vil sige at man glider lodret ned ad en klippeside via et reb.  Rio Verde er et yndet mål for denne aktivitet, som utvivlsomt er meget sjov og spændende – for dem der tør. Det er ikke noget, man må foretage uden tilladelse og man skal ansøge miljømyndighederne i Granada for at få lov. Man kan også gøre det på en arrangeret tur, så her er et link til et firma, der arrangerer disse udflugter, som altid skal foregå med en trænet instruktør, for ufarligt er det bestemt ikke. www.barranquismorioverde.com

 

Nå, men vi skal jo blot vandre langs med floden, så når vi står foran skiltet, skal vi blot gå til venstre og følge en meget fin sti, der nu kan ses på flodens venstre side. Vi følger stien som går ud og ind, og af og til må vi kravle hen over nogle store sten. På et tidspunkt kommer vi ned til floden, som vi krydser ved at følge nogle skilte med pile. Ovre på den anden side går stien ret stejlt op til venstre, og opad går det, indtil stien flader ud og nu går ret højt over floden på dens højre side. Vi skal nyde hvert minut af den underskønne natur, der omgiver os på alle sider. Vi følger nu blot stien ca. 1 km. indtil vi ser en pil og en sti, der går ned til venstre. Denne sti skal vi tage, for den fører lige ned til den eftertragtede pøl. Det er en pænt lang nedstigning, men inden længe rammer vi bunden af dalen, hvor floden løber. Nu skal vi blot kigge hen til venstre og der ser vi pølen, som er indrammet af en lille klippekant modsat vandfaldet, og det er der, vi helst vil sidde. Vi klæder hastigt om og kaster os i det skønne, iskolde vand. Det er ubegribeligt, at vandet kan være så koldt selv på en varm sommerdag, men vildt forfriskende er det. Engang vi sad på klippekanten, var vi meget heldige med underholdningen, for pludseligt dukkede 20-25 unge mennesker op over et vandfald i floden højt over os, og de skulle alle sammen ”rapelle” ned af et reb for at forcere et ca. 20 m. højt fald i floden. Det var sjovt at sidde der og beundre disse vovehalse.

 

Men det er naturligvis ikke hver dag, der er den slags underholdning, men så kan man bare nyde at svømme rundt i vandet og beundre blomsterfloret og de mange summende insekter. Det er en lille bid af paradis – ingen tvivl om det. Vandet forlader pølen via et lille afløb, der virker som en naturlig jacuzzi. Så der kan man også sidde og lade vandet fosse ned over sig. En meget speciel oplevelse.

 

Når man så har spist sin madpakke og badet, kan man passende fortsætte ad stien, som går videre langs med floden. Efter ca. 300 m. ser man et skilt, hvor der står Fin de Sendero, og så må man vende om. For fuldstændighedens skyld skal det siges, at stien engang fortsatte hen over adskillige hængebroer, men den del er nu blevet mere eller minde ufremkommelig, og en del af flodsengen er sunket sammen, så den vej kan jeg ikke længere anbefale.

 

 

For at komme hen til bilen må man derfor gå den samme vej tilbage, og det er der jo heller ingen ben i, måske lige bortset fra, at man skal op igen ad den ret stejle sti, der går op til hovedstien. Men når man tager opstigningen i ro og mag, går det fint. Når vi igen har krydset floden på vejen tilbage, får vi et fint kig op til en kant, hvor vi kan se at vandet flyder over og ned i floden. Deroppe ligger et lille vandreservoir, som man også kan bade i. Til den ende skal man blot fortsætte nedad og op til venstre, når man igen er nået hen til det store Rio Verde skilt. Det er en af de fineste små ”søer” jeg kender, og den er mere end herlig at bade i.

 

Og således opmuntret og til tider nedkølet må man sige, at en udflugt ned i Rio Verde er en, man aldrig glemmer. Man kan se ruten på: www.elsebyskov.com under hikes

 

På vejen tilbage mod Almuñecar ad A4050 passerer man på et tidspunkt ved km. 43,3 et skilt på højre hånd, hvor der står: Palacete de Cázulas. Dette lille palads ligger på et ”hjørne” højt over Rio Verde og det er en perle af eksotisk skønhed.  Det blev bygget, mens Spanien stadig var på arabiske hænder, idet det oprindelige skøde er skrevet på arabisk. I dag er paladset blevet totalt restaureret med megen sans for detaljer, og det emmer af skønhed og ro. Der er en helt speciel atmosfære, og stedet er meget eftertragtet til bryllupper, idet det har sit eget lille kapel. Man kan ikke komme ind og se paladset, men man kan se det ude fra, og desuden kan man leje det hele (der kan overnatte op til 26 personer) og billigt er det ikke, men specielt og smukt er det. Se www.cazulas.com

Af Else Byskov, fotos af Else Byskov