Forunderlige liv – TAKE 74: El verdadero jefe de Gobierno…… er ikke Lars Løkke Rasmussen men nationalisten Kristian Thulesen Dahl, skriver den spanske presse morgenen efter folketingsvalget i Danmark. Anti-emigration og anti-EU er de to etiketter, spanierne klistrer på valgets vinder. Mens Tulle, Løkke og LA samler puslespil med pyttelille liste C på X-borg, kan Helle T. strække sig i dynerne og stille og roligt gøre sig klar til at aflægge dronning M et sidste besøg. Lige nu ville jeg faktisk helst være HTS (eller dronningen…), for at skulle i gang med slås mod vindmøller, som det supertætte valgresultat fordrer, det orkede jeg simpelthen ikke. At jeg overhovedet ser valgaftenen til ende, tangerer en slags masochisme, for jeg kan dybest set være ligeglad, eller? Jeg mærker efter… Jo, jeg er lige lykkelig, om DK regeres af rød eller blå blok. Men jeg nyder at iagttage mit fædreland in action – på afstand. Og jo, det er masochisme.
Forunderlige liv – TAKE 75: Shit-storm
… er det første ord, der falder mig ind om den nyligt overståede valgkamp. Sådan føles det i hvert fald at være seer, læser og lytter til den danske presses dækning. Det begynder med den helt absurde Lady Di-agtige jagt på Panorama-manden, og ender med tydelig ærgrelse over valgresultatet. Medier og politikere opfører sig som underlødige brugtvognsforhandlere overfor borgerne. Politikerne undervurderer dem, nedgør dem ved at møde frem til såkaldte debatter med en nøgle i ryggen og forberedte budskaber, der blev gentaget non-stop. Ingen forholder sig reelt til modstandernes argumenter – eller til journalisternes spørgsmål. Nu fylder DR og TV2 jo temmelig meget i en sådan valgkamp, og deres journalisters spørgsmål kan jeg for så vidt godt forstå, at politikerne ikke altid gider at svare på. Her står Bette Lars for årets bedste kommentar, da en journalist spørger, om han føler, at han var kommet videre siden møgsagerne. Hertil svarer LLR: “Ja, men spørgsmålet er, om du er”. Den sidder lige i skabet, synes jeg – selvom jeg ikke er den store Løkke-fan… Desværre stiller journalisten bare sit spørgsmål en gang til, og vi andre kan så fortsætte med at tørre lort af skærmen.
Forunderlige liv – TAKE 76: Klar tale
… er der ikke meget af. Jeg anerkender, at det er svært for især blå politikere at få et ord indført på dansk TV, men når de så har muligheden, trykker de på repeat-knappen og fyrer pre-programmerede angreb af på modstanderens politik. Et af de mest irriterende eksempler – et, i øvrigt relevant, spørgsmål til blå blok: Hvordan kan vi få bedre social velfærd uden at øge investeringerne i den offentlige sektor men derimod skrumpe den? Det er stillet tusindvis af gange, og hver gang håber jeg på noget i stil med: Ved at fjerne al overflødig administration fra sygehuse, plejehjem, skoler etc., så de ansatte får tid til at passe deres egentlige arbejde. Sker det, kan færre medarbejdere i den offentlige sektor varetage borgernes behov, så efterhånden som offentligt ansatte går på pension, nedlægges deres stillinger. Altså en slanket men supereffektiv offentlig sektor til glæde for alle. Den kvikke læser har nu forstået, at det er et punkt i LA’s valgprogram, og Anders Samuelsen forsøgte sig da også med diverse versioner af svaret. Det burde ikke være svært at levere så simpelt et budskab, så selv de sløveste knive i skuffen ville kunne fatte, at vi simpelthen ikke kan have så mange offentligt ansatte i så lille et land. Især ikke når rigtig mange af dem er ansat til at administrere resten.
Forunderlige liv – TAKE 77: Næstekærlighed
Et af tidens vigtige temaer er flygtningestrømmen mod Europa. Også her spiller retorikken en stor rolle. Medmindre man går Uffe Elbæk-vejen og stiller op med smil og high-fives til alle, der krydser grænsen til Danmark, er man både ond, væmmelig og racist. Verden er uretfærdigt skruet sammen. Det er den! Men ulandshjælpen, som vi kender den i dag – og den måde vi griber flygtninge-tragedien an på, er ikke den rigtige. Selvfølgelig skal bådflygtninge reddes, bringes i land og hjælpes i gang med en værdig tilværelse. Men det behøver ikke at ske alene for offentlige midler. Hvis samfundet var skruet ordentligt sammen, ville der nemlig være penge nok til virkelig at hjælpe sådanne mennesker. Ved at undlade at bruge midlerne på såvel forkælede danskere, der egentlig kunne være selvhjulpne – og ditto indvandrere, kunne disse benyttes til at sænke skatterne, og dermed skabe luft hjemme hos de enkelte borgere til fornuftig velgørenhed med støtte fra den private sektor. Sådan gør man i andre lande – men nu ligger det selvfølgelig ikke lige for i Danmark at følge andres gode eksempler… Skulle det alligevel ske, ville der sikkert også være kræfter til at indgå i internationalt samarbejde om at komme menneskesmuglingen til livs og hjælpe flygtninge i deres nærområder, hvor de føler sig trygge uden sprog- og kulturbarrierer, er tæt på deres kære og bedre selv kan gøre en forskel i deres egne konflikter.
Forunderlige liv – TAKE 78: Udredning
… er det nye sort indenfor dansk sundhedsvæsen. Blot det at finde et nyt ord flytter bjerge. Læs: Patienterne tror nu, at de og deres sygdomme rent faktisk er i fokus, og at der gøres noget for at helbrede dem. Fra sidelinjen følger jeg en række patienters vej gennem det danske sundhedsbureaukrati. Det kræver selvbesindelse af overnaturlig kraft ikke at suse til fædrelandet for at gøre dem begribeligt, at det bare er for sølle at behandle mennesker sådan. Læser man udredningsgarantiens paragraffer, finder man snart ud af, at der er langt flere forbehold end egentlige garantier. Et af forbeholdene lyder gudhjælpemig: Hvis hospitalet ikke kan nå det… Jamen, for pokker da! Det ville helt sikkert have givet Løkke langt flere stemmer blandt landets alt for mange kræftsyge, hvis han havde gentaget sit løfte om, at kræftpatienter skal følges af én læge i hele forløbet. Jeg kender mange, som har haft cancer i flere år, men som endnu ikke har mødt den læge, som er ‘deres’ i systemet. Derimod har de mødt adskillige andre, og aldrig den samme mere end én gang. Det må da være et yderst vanskeligt puslespil at få til at gå op. Hvorfor er det ikke nemmere, at en patient har én læge? Er denne på ferie eller syg eller tager sig en øv-dag, ja så er der selvfølgelig udpeget af afløser. Eller er det bare mig, der er småt begavet?
Forunderlige liv – TAKE 79: Ålternativet
Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om, hvorvidt Uffe er forud eller bagud for sin tid. På den ene side er det voldsomt moderne at turde invitere konflikt og kaos indenfor i stedet for at lade som om, det ikke eksisterer. Realistisk er det vel egentlig. Omvendt, havde jeg været Danmarks-dansker ville jeg have følt mig særdeles truet af, at en flok arktiske separatist-perkere (jeg kan mærke de politisk korrekte gløde, men slap af: For mig er ordet perker det samme som den spanske version guiri – en etiket jeg bærer med fornøjelse) og en gruppe uendeligt kære og smilende og komplet virkelighedsfjerne utopister kom så meget som i nærheden af at bestemme over mig. Som det ser ud, får ingen brug for ø-staternes mandater. Om liste Å bliver andet end den hyggelige pausefisk, partiet var i valgkampen, vil tiden vise.
I hvert fald: Uffe, du er mit totem-dyr!
he
