Det danske magasin i Spanien
Til hest i Las Alpujarras
DSC 0054
 
Granada-provinsen er primært kendt for det mauriske slot Alhambra og skiresortet i Sierra Nevada, men området er også et sandt slaraffenland for vandrere, mountainbikere og ikke mindst ryttere. Særligt attraktivt er Las Alpujarras, et bjergrigt område med snesevis af små landsbyer spredt ud over bjergsiderne. De betagende omgivelser er som taget ud af Ringenes Herre med skifergrå klippegrund, strid bevoksning og svimlende udsigt over dybe dale. Den ideelle måde at opleve Alpujarras er på hesteryg, da man kommer langt omkring uden de helt store anstrengelser og får adgang til steder, hvor ingen køretøjer når frem.

 
Andalusiske heste
Det sikreste er at arrangere rideture gennem en agent, der kender de gode stalde. Jeg fandt gennem det danske bureau Rid & Rejs frem til en stald nær landsbyen Capilera. De knap 20 heste var helt eller delvist andalusere, officielt kaldet Pura Raza Española (P.R.E.). De andalusiske heste er årvågne og stærke, og i Alpujarras udvikles hestenes fysik fra fødslen, når de går omkring på stejle skrænter i den tynde bjergluft. De er som skabt til det eventyr, vi skal ud på.
 
Dag-3-41
 
Dag 1 – Spaniens (næst)højeste bjerg
Første ridt går op i 2500 meters højde, 1000 meter over staldene. Vi rider langs Poqueira-dalen og krydser gamle vandingskanaler anlagt af maurerne i middelalderen. Enkelte faldefærdige huse skimtes i landskabet. De fleste er forladte, men få benyttes stadig af fårehyrder. Over os kan vi se Mulhacen, som med sine 3479 meter er det højeste bjerg på den Iberiske Halvø. Ikke langt derfra ligger Veleta, den berømte bjergtop i skiresortet Sierra Nevada, hvor en lille klat sne lyser op i de mørke omgivelser.
Efter en picnic bestående af omelet, brød og rødvin – vi er vel i Spanien! – går turen gennem sporadiske pletter af fyrreskov. Enkelte steder er skovstierne jævne nok til en kort gallop. Senere rider vi oven for en dal, hvor der blev udkæmpet intense kampe under den spanske borgerkrig. Tanken om de frivillige soldaters opofrelse tilfører den sceniske idyl et dystert præg, og vi føler os som lysår fra den moderne civilisation.
 
Day-3-47
 
Dag 2 – En søvnig landsby
På andendagen går turen nedad mod landsbyen Pórtugos. Visse steder må vi stå af og lede hestene ned ad stejle, stenede “stier” som faktisk er åer, der efter en regnløs sommer er fuldstændig tørlagte. På den anden side af skoven begynder den første spredte bebyggelse af hvidkalkede huse. Foran husene går løse hunde omkring. De glammer agressivt ad os, men hestene fortrækker ikke en mine – de er vant til støjen.
Da vi når landsbyen, står vi af og trækker hestene gennem de smalle gader. Pórtugos ligger fuldstændig øde denne mandag formiddag. På den anden side af byen slår vi os ned i udkanten af en fyrreskov og finder maden frem af saddeltaskerne. Efter frokost går det i rask galop ad skovstien, indtil vi drejer brat op ad en bjergside, og snart befinder vi os for 117. gang på toppen af verden – på en slette med mørke klippeformationer og tidsler i alle nuancer. Vi bevæger os ned i en dal af tæt fyrreskov og rider langs et udtørret flodleje under pludseligt regntunge skyer. Med nød og næppe når vi hjem i tørvejr.
 
Day-2-Guy-6
 
Dag 3 – Bjerggeder og bedeflag
Den sidste dag rider vi op til de græsningsområder højt hævet over staldene, hvor hestene tilbringer sommeren. Vejen dertil går ad stejle skrænter og en smal bjergvej med den mest utrolige udsigt over dalen. Herefter rider vi langs åbne marker, hvor vi passerer en flok køer med enorme horn og de karakteristiske klokker om halsen. Igen dykker vi ind i en tæt fyrreskov ad en smal skovsti, der tydeligvis er anlagt som transportvej – vel at mærke kun for firbenede transportmidler.
På den anden side af skoven drejer vi ad en næsten lodret sti ned i bunden af en dal, hvor vi krydser en smal å, inden vi snegler os op ad bjerget på den anden side. Vi holder frokostpause på toppen af bjerget, med uforlignelig udsigt over en enorm dal. Disen hænger tungt i horisonten, men på en klar dag kan man se til Marokko. Efter et solidt måltid rider vi i ujævnt terræn med tuer og langt, tørt græs. Efter en stejl nedstigning når vi en bred grusvej. Pludselig stormer to brune bjerggeder ud på stien og forsvinder ind i budsskadset på den anden side. Ikke den mindste forskrækkelse er at spore hos hestene. Stien slår et sving langs klippekanten, og på den anden side af dalen kan vi se en række flagrende tøjstykker, som vi beslutter må være en form for bedeflag (omend det mest af alt ligner vasketøj). Så snart vi når ned i mere fladt terræn, får hestene lov at strække ud i en lang galop, inden vi sjosker de sidste par hundrede meter ned til staldene.
 
På egen hånd
Vil man udforske Granada-provinsen og Las Alpujarras på egen hånd, kan man med fordel leje en bil og indlogere sig i en privat feriebolig. På Feriebolig-Spanien.dk kan du søge blandt over 300 boliger i Granada, heraf en del i Las Alpujarras. (Til evt. online version: http://www.feriebolig-spanien.dk/Granada-provins/ferieboliger).
Af Stine Halmind

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.