I midten af 00’erne steg råvarepriserne kraftigt delvist som følge af høj efterspørgsel fra vækstmarkederne og især Kina. Efter en pause under finanskrisen i 2008-09 fortsatte priserne stigningen og toppede i 2011. Det nuværende fald i mange råvarepriser kan markere enden på denne såkaldte råvare-supercyklus.
Faldende råvarepriser er godt for forbrugere og råvareafhængige virksomheder, men skidt for råvareproducenter. Geografisk set nyder især råvareimporterende lande som Indien, Japan og Kina godt af prisfaldet. Indien er for eksempel en af de økonomier i verden, der er mest følsom over for svingende energipriser. Således har det seneste fald i olieprisen været med til at dæmpe inflationen (som længe har hindret økonomisk fremskridt). Det gør, at en rentenedsættelse kan komme på tale, hvilket sammen med lavere energiomkostninger vil give et løft ikke mindst til fremstillingssektoren i landet.
Omvendt er faldet i råvarepriserne hård kost for større metalproducenter som Canada og Australien og de fleste olieproducerende lande. I løbet af råvare-supercyklusen toppede olieprisen på USD 147,30 i 2008. Men siden juli i år, hvor prisen lå på USD 112 pr. tønde, er den faldet til nu godt USD 70. Rusland og Iran er særligt hårdt ramt af denne udvikling. For at sikre balance på de offentlige finanser i disse to lande skal olieprisen ligge på USD 100-130 pr. tønde.
Indtil for ganske nylig kunne førende olieproducerende landes trusler om at begrænse produktionen sende prisen på råolie i vejret. Nu er der en overflod af “det sorte guld”, og samtidig er den globale efterspørgsel lav. Produktionen i USA er steget markant takket være nye udvindingsmetoder som fx fracking (hydraulisk frakturering), og USA er nu den største olieproducent i verden målt på daglig produktionsmængde. Samtidig har OPEC-landene anført af Saudi-Arabien stort set fastholdt et højt produktionsniveau.
Kun en enkelt brik i puslespillet
Selvom de fleste analytikere er enige om, at de lavere råvarepriser vil løfte efterspørgslen, er der ikke desto mindre grund til en vis agtpågivenhed. Selv for de økonomier, der i første omgang nyder godt af prisfaldet, kan de lavere råvarepriser ende med at blive en blandet fornøjelse. De lavere olie- og metalpriser er ganske vist til gavn for forbrugerne og landets virksomheder, men de er ikke til megen hjælp i økonomier, der slås med deflation.
Råvarepriserne er – foruden at være meget volatile og uforudsigelige – kun en blandt mange faktorer, der er afgørende for den økonomiske aktivitet. For at opnå holdbar økonomisk vækst kræves langt mere. Med den svage vækst, der fremover ventes i de vestlige økonomier (USA undtaget), vil lavere inputomkostninger være en ringe trøst for virksomhederne, hvis efterspørgslen efter deres varer falder. Den bedste måde at afværge den udvikling på er effektive politiske og økonomiske reformer.
Af Jesper Hertz, Chief Representative Nordea
