BodyTalk – om rive ADHD og andre mærkater af børn, og i stedet aktivere deres potentiale

BodyTalk - om rive ADHD og andre mærkater af børn, og i stedet aktivere deres potentiale

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
web LD juni22
 
At være et geni ligger ikke i generne. Var det en genetisk baseret mulighed, ville bændelormen sikkert have opfundet den dybe tallerken, Internettet og papirklipsen, for denne hermafrodit har nemlig langt flere gener end mennesket – opdagede sidstnævnte til sin store overraskelse, da man for ikke så længe siden kortlagde det humane genom, og dermed kunne konstatere, at vores arvemasse er noget mere simpel end fx mange af de mikroorganismers, der lever på og i vores krop. Måske skulle vi mennesker lige dæmpe egoet en smule…
Nej, skaberevnen og de store præstationer er til alles rådighed. Det er en uendelig ressource, hvis blot vi bruger den. Og det handler om opfattelse af os selv, vores begrænsninger samt de mærkater, som andre sætter på os – og dermed deres forventninger til os. Opfattelse former os langt mere end gener, hvilket især forældre burde tænke og handle på.
Som BodyTalker arbejder jeg ikke med diagnoser, der kun definerer symptomer, og ikke siger noget om årsag. Og så finder jeg det smaskhamrende forkert at påhæfte nogen en konisk lidelse.
At at sætte en label på et barn som fx ADHD, autisme, epilepsi, ordblindhed, talevanskeligheder, spastiker, udviklingshæmmet, socialt utilpasset osv. er som at knalde en hammer i hovedet på hele familien. Kronisk! Bang! Sådan!
 
At få et barn, der må kæmpe med sin fysiske og/eller mentale udvikling, er dybt ulykkeligt og frustrerende for barnet – og for forældrene. De forstår ikke, hvad der er sket: “Vores to andre børn fejler jo ikke noget”. Og derfor er det for mig naturligt at involvere hele familien i behandlingen både som enkeltpersoner og som matrix. Desværre er det langt fra alle behandlingsformer, der lige som BodyTalk tager ‘det store billede’ i betragtning.
Hvor vigtigt det er, oplevede en af mine kolleger for nylig.
En mor kom med sin syv-årige søn, som led af voldsomme angstanfald, tissede i sengen og havde store problemer i skolen, dels med indlæring og dels med sine sociale kompetencer. Straks i sessionen kom barnets far frem som en faktor, men moren sagde, at faren ikke ville med til BodyTalk, da han “i hvert fald ikke fejlede noget”. Det viste sig, at faren var dybt alkoholiseret og tævede drengen flere gange om ugen. Efter behandlingen fik drengen det væsentlig bedre; sov god om natten, tissede ikke i sengen og fik et par gode skoledage. På tredjedagen fik drengen tæv af sin far, og så var den gal igen. Dybt frustrerende for alle, og som min kollega retorisk spurgte: Hvad skal jeg gøre? Lære drengen at bruge en pistol?
 
I mange familier er det heldigvis ikke så store traumer, der ligger bag udfordringerne. Ofte er det så simpelt, at det er børnene og ikke forældrene, der ‘sidder bag rattet’. Jeg kan sagtens hjælpe et barn fra en sådan familie til at få det væsentlig bedre, men idet min mission ikke kun er, at mine klienter skal få det bedre, men få det godt, er det nødvendigt, at forældrene deltager i processen, er villige til at lave forandringer, så familien kan ændre sig. Det kræver sjældent, at forældrene skal arbejde hårdere, men klogere. Det skal til for at støtte de skift i børnene, som BodyTalk faciliterer.
 
Jeg har haft en 12-årig pige som klient. Hun havde allerede, da hun var fem år, fået mærkatet ADHD sat på sig. Lægen havde ordineret medicin, da barnet forstyrrede familien og klassen…
I pigens første BodyTalk-session kom det frem, at hendes vanskeligheder bl.a. skyldtes giftstoffer i kroppen. For moren, der kun bruger miljørigtige produkter i hjemmet, kom det som et chok. Og det handlede da også om noget helt andet: Giftstoffer fra moren overført til fostret – og sådanne kan faktisk spores flere generationer tilbage. I BodyTalk handler det om at sætte kroppen i stand til at skille sig af med giftstofophobningen, som kan stamme fra luftforurening, cigaretter, alkohol, pesticider, botox osv. – altså epigenetiske faktorer, som får en utilsigtet men enorm betydning for barnets liv, hvis ikke der ikke tages hånd om det.
Efter et par sessioner var bedringen så klar, at resten af familien indvilligede i at deltage, og sammen fik vi sat gang i nogle skift – ikke blot i pigen, men i hele familien, så der ikke længere var fokus på hendes handicap (at forsøge at få hende til at indordne sig, holde sig i ro, koncentrere sig osv.), men på det hun rent faktisk kunne; løbe meget hurtigt, lave blyantstegninger med fotografisk nøjagtighed og træne familiens hund, så den kunne lave forskellige nærmest akrobatiske øvelser.
I den første session, hvor også faren var til stede, lagde jeg mærke til, at pigen lavede næsten umærkelige spjæt, hver gang han talte. Pludselig gav det mening for mig, hvorfor hendes stapedius-muskel (kroppens mindste muskel, som sidder i mellemøret) flere gange skulle balanceres. Den er ekstremt følsom overfor lavfrekvent lyd – som fx en mandestemme. Familien kunne efterfølgende bekræfte, at pigen, til alles store sorg, altid havde været bange for sin far. Ubalancer i stapedius-musklen ses ofte hos autister, der er angste for lave lyde som støvsugere, maskiner, mandestemmer m.m.
Som alle mine andre klienter lærte også pigen her at lave daglige hjernebarksbalancer, og hos hende var det særlige fokus at få al den information, som hun opsamler via sin højre hjernehalvdel ind på de rette hylder i den venstre hjernehalvdel, hvilket sætter hende i stand til at bruge det, hun har lært; erfaring, konsekvens, skolemateriale, interaktion mellem mennesker osv. Jo mere man putter ind i en hjerne, jo mere er der plads til.
 
Min klient skal efter sommerferien begynde på en ny skole kun ét klassetrin under sine jævnaldrende, og allerede nu modtager hun privatundervisning i læsning, stavning og matematik – og opfordres til samt roses for at arbejde videre med løb, tegning og leg med hunden.
 
Børn reagerer enormt hurtigt på BodyTalk. Deres hjerner er endnu ikke fyldt med en masse fastlåste tankemønstre og fintmaskede filtre, som er årsagen til, at vi voksne har så svært ved at forstå signaler fra vores krop. Hvis min klient er en baby, er meget handicappet eller urolig, kan jeg bruge et familiemedlem som surrogat under sessionen, men selv de mest hyperaktive børn slapper lynhurtigt af på min briks og følger opmærksomt sessionen – til forældrenes store overraskelse.
 
I næste måned tager jeg en tur til Canada for at lære mere om, hvordan man deler bevidsthed med andre væsener, bl.a. ørne, hvaler og ulve.
 
Vil du bestille tid til en session eller have mere information, er du velkommen til at ringe til mig på tel. 0034 607 62 91 06 – eller læse mere om BodyTalk på www.ladanesa.com. Skriv BodyTalk i søgefeltet og du kan vælge imellem BodyTalk-artikler om alt lige fra depressioner, udbrændthed og stress til migræne, fibromyalgi, kræft, diabetes og angst.
 
Af Helle Espensen, autoriseret BodyTalker

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa