En spaniensdansker ser tilbage (del 12)

Holger Johansen kom til Spanien under Franco, og har oplevet meget mere af landet end de fleste andre spaniensdanskere. I dag bor han på en finca uden for Málaga og kan se tilbage på et langt liv fyldt med oplevelser fra den store verden – og ikke mindst oplevelser her fra Spanien, som han har fulgt på rejsen fra diktatur til demokrati.
84-årige Holger Johansen er en dejlig fortæller og en yderst habil skribent, og det er os en fornøjelse at bringe hans klummer i La Danesa, begyndende med begyndelsen i La Danesa februar 2013 – om hans ankomst til Spanien i årene efter Anden Verdenskrig. I denne måned skal vi læse om, hvordan Holger og hans uadskillelige rejsekammerat kører motorvejene mellem Danmark og Spanien tynde.

 

På rejse med Chica
Jeg har et gammelt bondehus på Djurslands fede, regnvåde jord. Og jeg har en finca mellem Andalusiens solsvedne bjerge. Og så har jeg en forkælet hund med stritører. Den er lidt under normal hundestørrelse, så stor nok til at sætte sig i respekt og lille nok til at være med næsten overalt. Det er meget heldigt, for vi er uadskillelige rejsekammerater.
Vi traf hinanden på den måde, at den en eftermiddag kom på besøg på min finca helt uinviteret. Interesseret iagttog den min færden i en grad, jeg syntes grænsede til utidig nysgerrighed, og da det blev aften, foreslog jeg, at den nu gik hjem og fik sin aftensmad, og så lukkede jeg døren bag mig. Men næste morgen var den der stadig. Den havde ikke været nogen steder for at spise aftensmad. Med taknemmelighed tog den imod mine madrester fra dagen før. Snart blev vi så fortrolige, at den listede med ind, som om vi var forlovede.
Da jeg en dag skulle køre til Danmark, spurgte jeg hunden, om hun ville med. Hun var med på den værste. Vi fik vores forhold legitimeret, moralsk og juridisk. Det skete hos dyrlægen, der gav hende diverse vaccinationer og attester og udstedte rejsepas. Vi hjalp hinanden med de svære spørgsmål i den forbindelse, fødelsdato? Hvem i alverden kunne vide det? Men dyrlægen mente, at der måtte være tale om midtvinter, og Valentine’s Day lød så romantisk. Næste spørgsmål var ikke særlig politisk korrekt: Race? Men dyrlægen fandt det ikke stødende og mente, at de fleste kendte hunderacer cirkulerede i hendes blodomløb. Hun måtte betegnes som en ‘mestiza’. Så var der navnet? Det var også meget let. Jeg havde allerede døbt hende ‘Chica’. Det lød meget sødere, end hun var. Hun burde have heddet ‘Bruja’, for hun var en arrig lille heks, der bed folk i fingrene, hvis de ville klappe hende. Men mig var hun øm og kærlig overfor og viste en grænseløs overbærenhhed med.
Bilkørsel var i begyndelsen et mareridt, og hun gemte sig mellem figenkaktusserne for ikke at komme med, og når hun endelig kom ind i bilen, krøb hun helt ind under sæderne. Men under turen gennem Spanien steg hendes mod. Hun satte sig på sædet ved siden af mig, og kun når vi mødte en meget stor lastbil, strøg hun som et lyn under sædet. Da vi kom til grænsen til Frankrig, sad Chica selvbevidst på sædet ved siden af mig. Det var hamrende ulovligt. Men den flotte politimand med den krumme næse og de vagtsomme, sorte øjne mente vist ikke, det var hans opgave at holde øje med, om ledsagende hunde sad pænt, hvor de burde. Han flirtede ovenikøbet lidt med hende, og hun var ikke helt uimodtagelig, for da han løftede hånden til adios, gav hun et koket bjæf, der kun kunne udlægges som ‘adio’. Man er vel andalusier.

 

Turen mellem Spanien og Danmark blev en rutinesag, og Chica gemte sig ikke længere bag kaktusser og bambusser, når der var afgang. Men alligevel kiksede det én gang. På motorvejen et sted i Frankrig fik jeg pludselig en instinktiv fornemmelse af, at Chica ikke var i bilen. Hvor pokker var hun? Hvad var der sket? Eneste mulighed, jeg kunne se, var, at vi havde ‘tabt hinanden’ ved den sidste benzinpåfyldning. Det var lang tid siden, men nu var det altså bare med at finde en lejlighed til at komme over i modgående bane. De fleste ved sikkert af erfaring, hvor svært det kan være at skifte retning på en motorvej, og så to gange. Jeg syntes, det varede en uendelighed, før jeg nåede tilbage til benzintanken, hvor vi havde holdt pause – og Chica – hun lå afslappet og gnavede på et kødben.
Hun kiggede forventningsfuldt på mig med et udtryk: “Nå, skal vi videre? Der er ikke mere tilbage på den her gamle knogle.”

Jeg bandt engang Chica til et pinjetræ, mens jeg gik ind for at drikke en kop kaffe et sted på den franske Middelhavskyst. Pinjetræet stod der fuldstændig som før, da jeg kom tilbage, men Chica var væk. Jeg kiggede bekymret omkring og så en hollandsk turistbus, der var klar til afgang. Chaufføren så rådvild ud og stod med en hund, der i utrolig grad lignede Chica. “Men er det ikke min hund, du trækker rundt med?,” spurgte jeg. Det lød måske lidt anklagende.

“Du mistænker mig da vel ikke for at ville stjæle din hund?” svarede han lidt stødt. Han havde lige forhindret den i at løbe ud på motorvejen, men stod nu med et problem. Skulle han bare overlade den til sin egen skæbne her ved siden af motorvejen, eller skulle han tage den med på sigthseeing rundt i Frankrig og hjem til Holland? Han var glad for, at jeg havde løst hans dilemma, og jeg var vist endnu mere glad for, at hunden ikke nåede at rejse til Holland. Og Chica. Hun tog bare det hele irriterende let.
På vej hjem fra Danmark skete der noget andet. Det var ved at være siestatid, da vi nærmede os Barcelona. Jeg var træt og sulten og drejede ind på en rasteplads. Det var jeg ganske vist blevet kraftigt advaret imod af venner på Costa del Sol.
“Stands under ingen omstændigheder i området omkring Barcelona. Det er hærget af landevejsrøvere og livsfarligt.” Hvis jeg havde rejst sammen med H.C. Andersen på hans tid, havde vi nok taget advarslen op til overvejelse. Nu grinte jeg bare. Landevejsrøvere i vort århundrede. Det lød som en vittighed. Men nej! Nogle havde været ude for, at passagerene i en overhalende bil havde gjort opmærksom på, at der var noget helt galt med ens køretøj. De havde anvist et sted, hvor man kunne køre ind, så de kunne hjælpe med problemet. Deres hjælpsomhed var rørende. Men inde på holdepladsen, lidt skjult fra motorvejen, der… ja så…
Kald det bare landevejsrøveri. Bondefangeri lyder så flovt og uværdigt, og mistroiskhed er bestemt ikke noget tiltalende karaktertræk, men lige et lille stænk ville nok være meget sundt. Hvis en bilfuld fremmede mænd kan lokke én ind på en skjult holdeplads ved siden af motorvejen, så er man for godtroende og blåøjet. Ingen steder er man mere prisgivet end netop på en sådan øde holdeplads.

Der, hvor Chica og jeg holdt ind, var der liv og leben, benzinstandere, restaurant, hotel, cafeteria osv. Vi parkerede i skyggen under en dadelpalme (kunne det være mere poetisk?) og pakkede madpakkerne ud.
Chicas madpakke var ret kedelig, men hun vidste råd. Et langt rejselivs erfaring havde lært hende, at enhver ordentlig rasteplads havde et picnic-område. Her, hvor folk havde siddet med deres madkurve omkring bordene, lå der altid nogle godbidder, og her gik Chica på jagt med samme begejstring, som når vi andre går på svampejagt.

 

I næste nummer af La Danesa fortæller Holger mere om Chica som den uadskillelige rejsekammerat. Her hører vi, om Holger og Chica også bliver udsat for landevejsrøveri, eller om de slipper helskindet gennem Barcelona.