Det danske magasin i Spanien
Korte nyheder november 2013

Korte nyheder november 2013

Plejehjemsfest
 
Pensionistudflugt
Så har vi igen holdt en pensionistudflugt for de to plejehjem i Guaro og Torrequebrada. Vi havde en rigtig dejlig dag med 82 glade “abuelos”. Den ældste gæst er 86 år, godt gået at kunne tage på udflugt i cirka syv timer i den alder!
Der er vidunderligt at færdes blandt de ældre, modtage mange glade smil og store knus. En stor del af dem har været på plejehjemmene i mange år, så vi er gamle bekendte. En af de ældre damer havde en pølse med fra hendes søn, der er slagter. Vi fik overrakt blomster fra begge hjem, meget sødt af dem. Vi tog også en del fotos af de ældre, som gerne ville fotograferes sammen med os. Alle fotos er blevet sendt til hjemmene per mail. Desværre var det nok sidste gang, pensionistudflugten afholdes. Det er meget svært at få økonomien til at hænge sammen, selvom Leiva Bus og Restaurante Moreno har været meget forstående og har givet os en meget, meget rimelig pris. Tak for det. En hjertelig tak til jer, der så trofast har støttet mig i alle årene. Tak til lederne på begge hjem for deres store interesse for dette projekt. Tak til mine trofaste hjælpere og min mand.
 
Bodil Lok
 
 
 
Cospedal Barcenas
 
Regeringspartiets generalsekretær nægter at have modtaget sorte penge
Generalsekretær for Spaniens regeringsparti, PP, og formand for lokalregeringen i Castilien og La Mancha, María Dolores de Cospedal, er netop blevet afhørt i sagen omkring de sorte penge i PP. Det er den tidligere kasserer Luis Bárcenas, der hævder at have modtaget penge under bordet fra en række virksomheder, som ønskede at indynde sig hos partimedlemmerne, og en del af disse penge skulle være udbetalt i mistænkelige kuverter til medlemmer af partitoppen.
Bárcenas har tidligere hævdet, at også den nuværende statsminister, Mariano Rajoy, skulle have modtaget sorte penge. Denne gang var det dog partisekretæren, der blev afhørt, og som den forhenværende pengemand hævder at have givet 7.500 euro.
“Det var mig, der gav kuverten til De Cospedal,” sagde Bárcenas i en videokonference mellem retten og fængslet Soto del Real ved Madrid, hvor han sidder varetægtsfængslet.
Bárcenas førte tilsyneladende regnskab med de sorte penge i en række håndskrevne regnskabsbøger, som i slutningen af januar kom avisen El País i hænde. Avisen offentliggjorde bøgerne, som efterfølgende også kom i alle landets øvrige aviser.
“Jeg modtog ikke de penge, som blev angivet i aviserne. Han har lavet falske beskyldninger imod mig,” forsvarede De Cospedal sig. Høringen fandt sted ved domstolen i Toledo, hvor hun havde sagsøgt Bárcenas for netop injurier.
Hun kræver 100.000 euro i erstatning i sagen, der endnu ikke er afgjort.
Chefredaktøren på El País, Javier Moreno, var indkaldt som vidne, og han forklarede bl.a., at avisen havde en ekspert i håndskrift til at vurdere regnskabsbøgerne, og at denne havde konkluderet, at håndskriften var Bárcenas’.
Foreløbig har ingen vedkendt sig at have givet regnskabsbøgerne til avisen.
Statsminister Rajoy har desuden sagt, at han stadigvæk har fuld tillid til De Cospedal.
En undersøgelse foretaget på El Mundos hjemmeside viser, at ud af godt 27.000 læsere tror 85 procent, at María Dolores de Cospedal lyver, mens kun 12 procent mener, at det er Luis Bárenas, der ikke taler sandt. De resterende er af den opfattelse, at de begge lyver.
 
 
 
Iberia nyt logo
 
Iberia får nyt logo
Det tidligere statsejede luftfartsselskab Iberia skal have nyt logo, og flyenes bemaling skal moderniseres.
Det første fly med den nye bemaling bliver en ny Airbus A330, der leveres til selskabet i november, og derefter bliver hele flåden efterhånden malet om. Kongekronen, der tidligere prægede haleroret, vil stadig være at finde på flyene, men i en mindre version på skroget.
Man har valgt at fastholde de spanske farver for at vise selskabets tilhørsforhold, selvom det nu er en del af det internationale selskab International Airlines Group (IAG), der bl.a. også tæller British Airways.
Tiltaget ses også som et signal på omstruktureringer og nedskæringer i Iberia, hvis økonomi er skrantende. I 2012 lød tabet på 351 millioner euro; i 2011 var det 98 millioner, hvilket bl.a. skyldes skarp konkurrence fra lavprisselskaber og fra tog. I marts blev selskabet enige med fagforeningerne om, at der skulle nedlægges 3.100 stillinger, og man forventer derfor nu at være på den rette, økonomiske kurs.
I forbindelse med offentliggørelsen af det nye logo og design, sagde selskabets generaldirektør, Luis Gallego:
“Iberia ændres, ellers dør hun.”
 
 
 
Ave4
 
20 procent flere passagerer med AVE-toget
Et nyt rabatsystem tilskrives en del af æren for den fremgang, som togselskabet Renfe har på afgangene med hurtigtoget AVE til og fra Málaga, skriver dagbladet Diario Sur.
I perioden 15. juni til 15. september rejste 775.000 passagerer med AVE-toget mellem Málaga og de øvrige spanske storbyer, og det er 20 procent flere end forrige sommer.
Alene på ruten mellem Málaga og Madrid har der været 563.500 passagerer, og mellem Málaga og Barcelona 176.500 passagerer.
 
 
 
Rækkehuse
 
Udlændinge investerer milliarder i Spanien
Udlændinge købte i årets første halvår i alt 24.552 boliger i Spanien til en samlet værdi af 2,834 milliarder euro. Det er det største beløb i ni år, og ifølge nationalbanken, Banco de España, har udlændinge købt for 16 procent mere end i de første seks måneder af 2012.
Til gengæld købte spanierne i årets første halvår selv ejendomme for 199 millioner euro, hvilket er det laveste i ni år.
Der er stadig et stykke vej op til rekordåret, som er 2003, hvor udlændinge i de første seks måneder købte boliger for 3,5 milliarder euro.
 
 
 
Giraf
 
Giraf død efter trafikulykke i Valencia
Da en giraf skulle transporteres fra en zoologisk have i Jerez til haven Bioparc i Valencia, blev traileren med det kun to år gamle dyr ramt af en lastbil på motorvejen A3. Både giraffen og én af dyrlægerne, der fulgte med, blev kvæstet. En anden dyrlæge udførte dog førstehjælp på dyret, og rejsen fortsatte til Valencia.
Der ville man operere giraffen, men det viste sig, at den havde sværere kvæstelser end først antaget, bl.a. var kæben brækket, og man besluttede sig derfor for at aflive den.
Det var en hun, der hed Jerezana, og som blev født i maj 2011 i Jerez, og hun skulle til Valencia, hvor hendes søster har opholdt sig de seneste par år. Begge har været en del af et program for at redde den uddøende race, og planen var, at Jerezena skulle have parret sig med Julius, der er født i den zoologiske have i Aalborg.
 
 
 
Prinsesse Cristina3
 
Nye forlydender om sagsøgning af prinsesse Cristina
I øjeblikket er der ikke grundlag for at sagsøge prinsesse Cristina, det spanske kongepars yngste datter, udtaler statsadvokaten, Eduardo Torres-Dulce, i forbindelse med sagen imod prinsessens mand, Iñaki Urdangarin.
Urdangarin er fortsat anklaget for korruption i forbindelse med sin organisation, kaldet Nóos, der skulle være ikke-lukrativ. Men alligevel skulle han tilsyneladende have tjent millioner af euro, som skulle være overført til private konti i diverse skattely og til privatejede selskaber. Blandt disse er ejendomsselskabet Aizoon, der aldrig skulle have haft en eneste ansat eller foretaget nogen aktiviteter. Herfra skulle pengene være overført til en konto i Urdangarins navn, hvortil Prinsesse Cristina skulle have haft adgang via kreditkort. I årene 2004 til 2011 skulle hun tilsyneladende have betalt sammenlagt 150.000 euro med disse kort, og derfor har der de seneste dage igen været spekulationer om, hvorvidt også prinsessen skulle tiltales.
Torres-Dulce påpeger dog, at det er den ansvarlige dommer i sagen, José Castro, der må tage beslutningen om en eventuel tiltale, mens statsadvokaten så skal træffe den endelige afgørelse. Castro har endnu ikke villet sige, hvorvidt han planlægger også at stævne prinsessen, men at han afventer yderligere informationer i sagen fra skattevæsnet.
Prinsessens mand skulle have misbrugt sin position i kongefamilien til at kræve ågerpriser for i 2004 til 2006 at arrangere konferencer for sport og turisme for de lokale myndigheder i Valencia og på Balearerne, hvor arrangementerne aldrig blev udliciteret. Urdangarin og hans forretningspartner, Diego Torres, er begge anklaget for korruption, magtmisbrug, dokumentfalsk og en række andre lovovertrædelser.
Urdangarin skal betale en kaution på 6,4 millioner euro, og på grund af manglende midler er tre af hans og prinsesse Cristinas ejendomme nu blevet beslaglagt. Det drejer sig om en villa i Barcelona, som parret i 2008 købte for 5,4 millioner euro, en ejendom i Terrassa, ligeledes Catalonien, samt et hus i Palma de Mallorca.
 
 
 
Rige
 
13 procent flere millionærer i Spanien
Antallet af spanske dollar-millionærer er fra midten af sidste år til halvvejs inde i dette år steget med 13 procent, hvilket vil sige, at 402.000 spaniere i dag kan skrive millionær på deres visitkort.
En million dollar svarer til omkring 740.000 euro. Det oplyser den schweiziske bank Credit Suisse, der hvert år udfærdiger en såkaldt Global Wealth Report. Banken påpeger, at årsagen til de flere rige er fremgangen på aktiemarkedet og euroens favorable kurs i forhold til dollaren, mens de faldende boligpriser ikke har været drastiske nok til at mindske antallet af rige. En del af de nye rige er dog ikke helt nye, men folk som har genvundet noget af det tabte terræn fra de senere års krise.
De 13 procent er den ottende største stigning i verden, hvor sammenlagt 32 millioner mennesker har mere end en million dollar på kontoen.
Det sker på trods af, at Spanien stadigvæk er i recession, og næsten seks millioner spaniere uden et job.
Spaniens allerrigeste er stadig Amancio Ortega, grundlæggeren af Inditex, et selskab han stadig ejer 60 procent af, og med en formue svarende til 57 milliarder dollar er han nu verdens tredje rigeste person.
 
 
 
Villa Padierna
 
Villa Padierna Palace er igen Spaniens lækreste hotel
Villa Padierna Palace er igen blevet kåret som Spaniens bedste hotel af den internationale organisation The International Hotel Awards.
Hotellet, der ligger i Benahavís, men oftest beskrives som et Marbella-hotel, tildeltes sidste år seks stjerner. Det er første gang, det sker for et spansk hotel.
Prisen som Spaniens bedste hotel vil den 3. november blive overrakt ved en ceremoni i London, hvor det også er kandidat til at blive kåret som Europas bedste hotel.
 
 
 
Malaya
 
Marbellas korrupte får deres domme
83 af de oprindeligt 95 anklagede i korruptionsskandalen kendt som Malaya har nu endelig modtaget domstolens afgørelser. De involverede var politikere, embeds- og forretningsfolk, som var beskyldt for bl.a. at have lænset Marbellas kommunekasse og taget imod bestikkelser som betaling for byggetilladelser i begyndelsen og midten af 2000-tallet, mens GIL-partiet ledede kommunen.
Den omfattende korruption begyndte at komme for dagens lys i 2005, mens flere anholdelser fandt sted fra 2006, og da retssagen omsider begyndte i 2010 ved provinsdomstolen i Málaga, var det med 95 anklagede Spaniens største korruptionsskandale nogensinde. Den er siden overgået af ERE-sagen, som tæller over 100 anklagede.
Siden 2010 er nogle af de anklagede blevet frifundet, andre er afgået ved døden og tre er flygtet.
Ud af de 83 tilbageværende blev 40 frifundet, andre fik lavere straffe end det, anklagerne havde krævet, mens en række af skandalens hovedrolleindehavere fik årelange fængselsstraffe og anseelige bøder.
Blandt dem er:
Juan Antonio Roca: Sagens hovedmistænke, som via posten som teknisk direktør med ansvar for byplanlægning skulle have organiseret korruptionen, modtaget og fordelt bestikkelser, blev idømt 11 års fængsel og en bøde på 240 millioner euro. Roca står dog overfor flere retssager og risikerer at skulle tilbringe meget længere tid i fængsel. Han har tidligere udtalt, at hans 71 skuffeselskaber har en samlet værdi på 210 millioner euro.
Julián Muñoz: Den tidligere borgmester fik to års fængsel og en bøde på to millioner euro. Han er dog dømt skyldig i 52 andre lovovertrædelser i forbindelse med andre sager, og hans fængselsdom er nu akkumuleret til 45 år.
Marisol Yagüe: Også forhenværende borgmester. Hun fik seks års fængsel samt en bøde på to millioner euro.
Pedro Román: Han var rådmand for GIL-partiets stifter, forhenværende borgmester Jesús Gil, indtil dennes død i 2004. Han fik fire års fængsel og en bøde på 2,5 millioner euro.
Montserrat Corulla: En af Rocas rådgivere. Hun blev idømt en straf på fire års fængsel og en bøde på 30 millioner euro.
Rafael Gómez: Byggematadoren, som er kendt under pseudonymet Sandokán, fik seks måneders fængsel og en bøde på 150.000 euro.
De dømte er nu i gang med at forberede sig på at anke dommene.
Den ansvarlige dommer, José Godino, udtalte omkring korruptionen i kommunen i forbindelse med domsafsigelserne:
“Domstolen er nået frem til den faste overbevisning, at der var et fastlagt system for korruption.”
Han mener desuden, at den skadeslidte først og fremmest er netop Marbella, og den nuværende borgmester, Ángeles Muñoz (PP), har da også igen anmodet om, at de penge, der betales i bøder, skal tilfalde kommunen. Fra årene med korruption havde kommunen en gæld på 600 millioner euro; den er nu nede på 480 millioner og skal ses i forhold til, at kommunen har et årligt budget på omkring 200 millioner euro.
Muñoz udtalte desuden, at hun finder straffene “retfærdige”, og at hun ser frem til, at Marbella nu kan lægge yderligere afstand til årene med korruption.
 
 
 
Boreplatform Valencia
 
Boreplatform stormet og stoppet af regeringen
Aktiviteter på en boreplatform i Middelhavet ud for Valencia-regionen skulle være årsagen til flere jordskælv i området over en længere periode i september og oktober.
Anklagemyndigheden i Castellón har derfor anlagt sag imod firmaet Escal UGS, der står for udvinding af og deponering af naturgas, for at være skyld i jordskælvene. Herefter stormede Guardia Civil platformen for at undersøge dens installationer.
Boreplatformen kaldes Castor, og den står 22 km. fra byen Vinaròs i Castellón-provinsen.
Anklagen kom dagen efter, at det var kommet frem, at myndighederne under den forhenværende socialistiske regering havde undladt at undersøge de mulige seismiske konsekvenser af boringerne. Boringernes formål er opmagasinering af naturgas 1.800 m under havets overflade.
Der er investeret omkring 1,2 milliarder euro i platformen.
Der har været flere end 400 mindre jordskælv, mens det værste nåede op på 4,2 på richterskalaen.
Centralregeringen har nu beordret boringerne stoppet, og ministeren for Industri, Energi og Turisme, José Manuel Soria (PP), har Ifølge avisen El País udtalt, at “der lader til at være en direkte forbindelse” mellem boringerne og den usædvanlige seismiske aktivitet, selvom det ikke er videnskabeligt bevist. Det hedder sig, at arbejdet er stoppet, indtil man kan afgøre, om der virkelig er en forbindelse mellem boringerne og jordskælvene.
Søndag var der demonstrationer i Tarragona i Catalonien, hvor man også har mærket jordskælvene, og mellem 3.000 og 6.000 mennesker krævede, at boringerne stoppes permanent, fordi de udgør en fare for indbyggerne, og fordi projektet fra begyndelsen har tilsidesat spanske og europæiske spilleregler.
 
 
 
A-400M
 
Første A-400M lettet fra Sevilla
Airbus’ nyeste militærfly, A-400M, bliver delvist produceret og alle delene samlet i Sevilla, og det første fly af typen er netop rullet ud og har lettet med kurs mod Frankrig.
Flyet har plads til 30 tons materiel eller 166 personer, og det kan konverteres til et mobilt hospital med 66 senge.
Yderligere 173 fly skal samles, og det er ensbetydende med beskæftigelse de næste to årtier til de 2.700 medarbejdere i og omkring Sevilla samt til sammenlagt 10.000 i forskellige europæiske lande, hvor dele af flyet produceres.
Spanien overvejer at bytte tidszone
Klokken kan måske blive 17.00 i Spanien, selvom den normalt vil være 18.00, så Spanien kommer til at være i samme tidszone som Storbritannien og Portugal. Ifølge en regeringskommission forlyder det, at ‘Spanien i 71 år har været i en forkert tidszone’, skriver bbc.com.
I 1942 bestemte den forhenværende diktator Franco nemlig, at Spanien skulle følge den centraleuropæiske tidszone ligesom Hitlers nazistiske Tyskland.
“Vi sover næsten en time mindre end det, WHO anbefaler. Det har en negativ effekt på produktivitet, fravær, stress og ulykker,” hedder det fra kommissionen, som mener, at tidsforskellen er grunden til, at spanierne spiser, arbejder og lægger sig til at sove senere end sine europæiske naboer.
“Vores døgnrytme er mere bestemt af solen end af tiden. Vi spiser klokken 13.00 om eftermiddagen og kl. 20.00 om aftenen, men uret fortæller os, at klokken er 15.00 og 22.00,” skriver kommissionen også.
Spanien overvejer skiftet for at blive mere effektive, og man ønsker at indføre en mere regelmæssig arbejdsdag, der ikke slutter senere end klokken 18. Det betyder også, at siestaen skal afskaffes, mener Ignacio Buqueras fra Forbundet for Rationalisering af Spanske Arbejdsdage, der er i spidsen for en kampagne. Han har kæmpet i ti år, for at Spanien skulle skifte tidszone.
“Det må være slut med at holde siesta. Man behøver ikke mere end ti til tolv minutters hvile efter frokost, og de fleste har heller ikke tid til det,” siger han ifølge The Guardian.
 
 
 
AP-7
 
Færre biler på betalingsvejene
Der er blevet mere plads på betalingsvejene i Spanien. Antallet af biler på landets veje er nemlig faldet med 35 procent, siden den økonomiske krise ramte landet. Det oplyser Abertis, der står for vedligeholdelsen og administrationen af mere end halvdelen af Spaniens betalingsveje. Alene i 2013 er antallet af biler på vejene faldet med ni procent. Abertis står blandt andet for driften af betalingsmotorvejen AP-4 mellem Sevilla og Cádiz, og firmaet mener, at faldet skyldes den vedvarende dårlige økonomi, dårligt vejr i starten af året og frafaldelsen af et afgiftsfradrag, der trådte ud af kraft i september 2012.
 
 
 
Hulemalerier Baskerlandet
 
Europas ældste hulemalerier i Baskerlandet
Her gik vi og troede, at Europas ældste hulemalerier er dem i Altamira i Cantabrien, men endnu engang må historiebøgerne skrives om.
Nu har videnskabsfolk nemlig bekræftet, at nogle malerier i grotterne Altxerri i Gipuzkoa i den nordlige del af Baskerlandet er 39.000 år gamle, hvilket er 3.000 år ældre end dem i Altamira.
Det er forskere ved universiteterne i Cantabrien, Castilien og León samt franske Toulouse, som har stået bag undersøgelsen.
Cataloniens lokale regeringsleder vil afholde folkeafstemning for at opnå ‘frihed’
“Der er et klart flertal blandt catalonierne for frihed. Hvis folket stemmer for frihed, vil Catalonien fra denne dag være frit.”
Sådan udtalte den lokale regeringsleder, Artur Mas, sig under en tale i forbindelse med et partimøde. Mas er formand for partiet CDC samt for koalitionen CiU, som har magten i lokalregeringen, La Generalitat.
Dermed hældte han yderligere brændsel på det bål, der er den intensiverende debat omkring den nordøstspanske regions politiske ledelses mål om at blive en stat, uafhængig af det øvrige Spanien.
Han sagde desuden, at Catalonien vil opsætte grænser og tog afstand fra den “uforståelige intolerance fra dem, som vil forhindre, at regionen udvikler sig ud fra et sprogmæssigt synspunkt, som ikke er noget andet sprog end det catalanske”.
Derudover tog han afstand fra det, som han kaldte en skræmmekampagne fra Spanien og nogle andre europæiske lande, der bl.a. har truet med, at en eventuel uafhængighedserklæring vil resultere i eksklusion fra EU- og eurosamarbejdet.
Artur Mas har tidligere bedt de europæiske regeringsledere om ikke at ignorere den uafhængighedsproces, som han og andre politikere prøver at gennemtrumfe.
Tidligere på efteråret advarede EU-kommissionens talsperson, danske Pia Ahrenkilde-Hansen, de catalanske politikere om, at hvis Catalonien skulle erklære sig selvstændigt, så ville regionen være tvunget til at forlade EU.
Mas og CDC ønsker, at der næste år skal afholdes en folkeafstemning om sagen, hvis det er legalt og kan “tolereres” af centralregeringen. Det er dog tvivlsomt, eftersom både regeringspartiet PP og det største oppositionsparti PSOE er imod en sådan afstemning.
Ifølge en undersøgelse foretaget den 11. september af analyseinstituttet MyWord for radiostationen Cadena Ser, går 52 procent af catalonierne ind for en uafhængig stat, 24 procent er imod, mens de resterende endnu ikke har besluttet sig for, hvor krydset eventuelt skal sættes.
 
 
 
Banus
 
Fremgang i boligsalget i Marbella
Der er igen gang i boligsalget i Marbella, viser tal som i dette efterår er blevet offentliggjort af Fomento (ministeriet for offentlige arbejder).
Ifølge tallene ser der i årets første kvartal solgt 1.408 boliger i kommunen, hvilket er 25,1 procent flere end på samme tid sidste år.
Det er den største fremgang på Costa del Sol, hvor der også er fremgang at spore i Mijas og Estepona, mens der i både Fuengirola og Torremolinos har været en tilbagegang på omkring ni procent.
I årets andet kvartal (april – juni) steg boligsalget i Marbella med hele 40 procent, hvilket vil sige, at der blev skrevet under på 903 skøder, og det er det største antal for denne periode i de seneste seks år.
Fremgangen tilskrives en ny byplanlægning, og at Marbella er ved at komme sig over det dårlige omdømme, som byen havde umiddelbart efter, at korruptionsskandalen Malaya kom frem, selvom byen dog aldrig har været påvirket af krisen i samme grad som de øvrige byer langs Costa del Sol.
Gennemsnitsprisen på en bolig i Marbella ligger nu på omkring 2.000 euro per kvadratmeter.
 
 
 
Zara
 
Tøjgigants indtjening overgår alle forventninger
Selskabet Inditex, som driver Zara, Pull & Bear og en række andre tøjkæder, slog i årets første halvår alle forventninger. Tallene for de første seks måneder, som netop er blevet opgjort og offentliggjort, viser, at selskabet havde en fremgang på seks procent i forhold til samme periode sidste år.
Det vil sige, at der er rakt tøjposer over diskene til en samlet værdi af godt 7,6 milliarder euro.
Den galiciske virksomhed ledet af Spaniens rigmand nummer et, Amancio Ortega, forventer et overskud for de seks måneders omsætning på en procent mere end i 2012, og det svarer til 951 millioner euro.
Fremgangen sker på trods af, at salget generelt er gået ned i Spanien, og selvom Zara voksede mindre end de andre mærker.
Overskuddet er hjulpet på vej af en lavere selskabsskat, der er faldet fra 320 til 264 millioner euro. Inditex har i øvrigt offentliggjort sit regnskab for at vise, at man ikke har noget at skjule i forhold til pengesagerne og for at vise, at man ikke prøver at undgå at betale skat.
Inditex har 6.104 forretninger fordelt på 80 lande. 1.700 hedder Zara.
 
 
 
131003 80 hanekam
 
Tjener, der er en hanekam i min suppe
Forskere fra det spanske bioteknologi-firma Bioibérica har opdaget, at hanens kam blandt andet indeholder den såkaldte hyaluronsyre, som kan afhjælpe bl.a. ledsmerter, hvis det bliver tilsat i den daglige kost.
Hanekammene gennemgår en proces, hvor de sunde organiske kemikalier udvindes og filtreres. Derefter renses de efter alle kunstens regler, inden de ender i maden.
Fødevarer indeholdende hanekam skal dog mærkes, så det tydeligt kan ses, hvilke fødevarer, der indeholder hanekam.
Hanekams-ekstraktet er allerede blevet godkendt til anvendelse i fødevarer i USA, og i Europa har Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet også givet grønt lys for, at der ryger lidt hanekam i maden.
Det er dog ikke lovligt at tilsætte hanekammen i madvarer endnu. EU diskuterer dog et forslag, som skal lovliggøre det.
I en forsøgsgruppe på 148 mænd over 50, alle med smerter i knæene, fik halvdelen yoghurt med hanekam, og den anden halvdel fik yoghurt uden. Det viste sig efter tre måneder, at mændene, der fik hanekam i deres yoghurt, havde færre smerter i deres knæ.
 

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.