En spaniensdansker ser tilbage - del 6

Holger Johansen kom til Spanien under Franco, og har oplevet meget mere af landet end de fleste andre spaniensdanskere. I dag bor han på en finca uden for Málaga, og kan se tilbage på et langt liv fyldt med oplevelser fra den store verden – og ikke mindst oplevelser her fra Spanien, som han har fulgt på rejsen fra diktatur til demokrati.
84-årige Holger Johansen er en dejlig fortæller og en yderst habil skribent, og det er os en fornøjelse at bringe hans klummer i La Danesa, begyndende med begyndelsen i La Danesa februar – om hans ankomst til Spanien i årene efter Anden Verdenskrig. I denne måned følger vi Holger langs Spaniens middelhavskyst, længe inden de første hoteller så dagens lys.

En turistdestination fødes
Vi vågnede en tidlig morgen på en øde strand. Der var så øde, som kunne det have været på Mars. Vi vågnede vist samtidigt, solen og jeg. Pligtskyldigt og af gammel vane begyndte solen straks at stå op. Dovent og af gammel vane fandt jeg en undskyldning for at blive liggende. Lynlåsen i soveposen havde vist sat sig fast. Og så lå jeg der, lunt og godt, og ventede bare på, at solen skulle gøre strandsandet endnu dejligere. Jeg så, hvordan den rejste sig op af havet derude mod øst og vækkede verden. Et lille stykke henne på stranden kom to fiskere. De tog en lille båd, der lå på sandet og slæbte den ned til vandkanten, og så satte de fra land. Til den anden side dukkede en flok delfiner op tæt på strandkanten. De virkede morgenfriske og glade og så ud, som om de havde det vældig sjovt. De sprang højt op af vandet i elegante buer.
Sådan var Spaniens middelhavskyst, da jeg rejste som ung. Sådan var den næsten hele vejen fra den franske grænse til Gibraltar, varierende i natur selvfølgelig, med øde og storslåede små fiskerbyer hist og pist til at give afveksling og små afbrydelser i rejsen.
Turen ned langs den lange kystlinje var simpelthen et eventyr, og mange steder var afstanden fra vejen ned til strandkanten bare et spørgsmål om et par minutter. Hvor var det enkelt og fristende at få natlogi ved bare at smide soveposen i det lune sand og krybe ned i den, sige godnat og tak til verden, mens millioner af stjerner lyste på himlen. Siden den tid er der bygget mange stjernede luksushoteller. Men ingen er tilnærmelsesvis kommet på højde med mit natlogi, hverken med hensyn til stjerner eller luksus. Nogle gange forekom der små uforudsete hændelser, som fx en nat, da jeg blev vækket af en tung vanddråbe midt i ansigtet. Det var begyndelsen til en vældig tordenbyge. Jeg sprang ud af soveposen og greb mit habengut og flygtede hen til en lille fiskerbåd i nærheden. Den gav lige så meget læ, at jeg ikke blev våd, og så faldt jeg i søvn igen, mens det buldrede løs.
Næste morgen var det atter solskin og dejligt vejr. Jeg fortsatte hen ad stranden mod en lille fiskerby, jeg kunne se forude. Her kom jeg til en lille hyggelig restaurant på stranden med udsigt over havet, og her serverede de små retter, hovedsageligt fiskeretter naturligvis. Man kunne også få morgenmad, og jeg var lige i stemning til en kop kaffe og bestilte en café con leche med et stykke brød til.
La dueña, chefen, la señora, var en trind og livskraftig lille dame, der udstrålede livsmod og overbevisning, da hun sagde: ”Un momento”. Men det blev et langt momento. Det undrede mig, hvordan det kunne tage så lang tid at servere en kop kaffe, og jeg spurgte señora, om hun havde glemt mig. Men nej da, tværtimod. Jeg skulle bare tage det helt roligt, tranquilo, for nu varede det nok ikke så længe. Men længe nok til at jeg nåede at komme helt på familiær fod både med señora og hendes piger i mellemtiden. Med små mellemrum kiggede hun forventningsfuldt ud af vinduet, og pludselig lyste hendes ansigt op. Nu kom kaffen snart! Hun blev ved at kigge ud og sendte en af pigerne ud med en lille skål. Jeg blev rigtig nysgerrig og gik hen til hende for at se, hvad der foregik.
Bagsiden af restauranten vendte ud mod en stor åben plads, og det var åbenbart samlingssted for alle byens geder om morgenen, hvorefter en gedehyrde, førte dem i samlet flok til græsning udenfor byen. Han hilste på pigen, der kom med skålen og udsøgte den ged, der havde det flotteste yver, og så gav han sig til at malke den. Næsten samtidig med, at pigen kom tilbage med skålen fuld af frisk mælk, kom bagerdrengen stormende med en kurv fuld af brød. De var åbenbart lige kommet ud af ovnen, for de var stadig dampende varme. Det er afgjort den friskeste morgenmad, jeg nogensinde er blevet budt.
Det var egentlig ikke fordi den lange kystlinje havde de store begivenheder at byde på. Brændingen havde skyllet muslingeskaller og konkylier og mærkelige ting op på stranden, og hist og pist lå en lille båd og noget fiskegrej.
De små fiskerlandsbyer, der dukkede op med mellemrum, var hyggelige afvekslinger, men havde ikke mange af storbyens attraktioner, en lille restaurant eller to og måske et lille hostal, hvor man kunne overnatte. Livet foregik roligt og fornuftigt. Mennesker i dag ville nok kalde det sløvt eller dovent.
De små byer var ofte anlagt som et græsk amfiteater i den inderste del af en bugt. Scenen var havnen, og så bredte byen sig udenom i en halvcirkel op ad bjergsiderne. Men alt var centreret om havnen, byens hjerte og centrum. Det var her, menneskene mødtes og livet udfoldede sig. Det var herfra, fiskerne tog på fangst, før fanden fik sko på og vendte tilbage på et tidspunkt, når husmødrene var vågne og oveni købet var morgenfriske og klar til at gå på indkøb. Feststemningen steg efterhånden som de strømmede ned til bådene med deres spande, skåle og kurve for at købe friskfangede fisk. Spanske husmødres stemmevolumen er imponerende, og de forsøgte ikke at undertrykke den, mens de handlede og råbte og grinede. Nogle afleverede lige en slutbemærkning, idet de gik. Jeg ønskede, at jeg kunne forstå det. Gud ved, hvad de sagde til fiskerne.
Jeg kom igennem en række små fiskerbyer og må nødvendigvis også være kommet igennem dem syd for Málaga uden at hæfte mig ved navnene, men en jævnaldrende veninde fortalte mig, at hun og hendes mand ferierede i Spanien et par år efter, at jeg var der første gang. De opholdt sig i nogen tid på Costa del Sol i en idyllisk lille fiskerby, der hed Torremolinos. Her havde de lejet sig ind hos en fiskerfamilie, da der ikke var noget hotel i byen.
Men det kom der, for Franco opdagede, at der var penge at hente her, og så skete der ellers et fremskridt på den fattige øde kyst. Det behøvede man ikke at være finansgeni for at finde ud af, for det var en udvikling, der var på vej, og ikke lod sig standse. Det er ikke en gang sikkert, at en anden regering ville have tacklet opgaven meget bedre end Francos generaler, haft bedre planer og været mere skånsom overfor naturen. Hvis man bare diskede op med penge nok, kunne man skalte og valte med Spaniens smukke naturområder, som man ville, bygge monstrøse hoteller eller smagløse ”eventyrpaladser” de skønneste steder.
De første turister kom formodentlig for at opleve den spanske natur, men da der ikke var mere tilbage af den, måtte man finde på noget nyt, og snart var hele kysten én lang bazargade med gøgl og ballade og grisefester med masser af sangría.
På stranden, hvor man før bredte sin sovepose ud, var der ikke længere plads, for der lå turisterne og stegte i solen så tæt som sild i en tønde og så røde som kogte krebs.
En ganske naturlig udvikling, vil man sige. Ja, naturligvis. Men tillad mig et vemodigt lille hjertesuk: Hvor er det dog synd.
I næste nummer af La Danesa skal vi læse lidt mere om havnebyerne langs Spaniens middelhavskyst, hoteller og de studerende, snakkesalige akademikere. Dengang Spanien var et af de ”varme lande” der langt syd på, hvor ens drømme og forestillinger kunne udfolde sig uhæmmet.