På sigt er det største problem, at der ikke er udsigt til, at skuden vender

På sigt er det største problem, at der ikke er udsigt til, at skuden vender

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Mød Astrid Berg
Navn: Astrid Berg
Bosat: Madrid
Født: 6. oktober 1983 i Aarhus
Uddannelse: Cand. soc. i politisk kommunikation og opinionsstudier
Beskæftigelse: Journalist for DR

”På sigt er det største problem, at der ikke er udsigt til, at skuden vender”

Seks millioner arbejdsløse og 400.000 husudsætteler, demonstrationer og kongelige skandaler er realiteterne i dagens Spanien, og for en stor del af en tilsyneladende apatisk befolkning er det komplekse og uoverskuelige størrelser. Der findes bevægelser, som 15M, der ønsker radikale ændringer imod venstre, og en bevægelse, España 2000, der trækker i den modsatte retning.

Omkring Spaniens aktuelle og akutte lidelser har vi talt med Astrid Berg, der siden 2009 har boet i Madrid. Her har hun bl.a. taget en master i politisk kommunikation på Universidad Rey Juan Carlos. Inden da boede hun et halvt års tid i Málaga. Hun er i Barcelona med jævne mellemrum, og rejser rundt i Spaniens regioner både på ferie og i forbindelse med sit arbejde. Hun har således fingeren på pulsen, også fra Spaniens hovedstad, hun er DR’s journalist i Spanien, og vi har bedt hende om at bidrage til debatten på disse sider.

Også Astrid Berg mener, at Spaniens altdominerende problem er den store ledighed og dens konsekvenser, der kan få meget lange skygger.
“På lidt længere sigt er det største problem, at der ikke er udsigt til, at skuden vender – hverken økonomisk eller socialt. Med en ledighedsprocent på 27, en stadigt ældre befolkning og en økonomi i recession er det svært at se, hvordan de skal komme ud af krisen. Denne krise vil mærke Spanien mange år frem,” siger Astrid Berg.
Siden kæden i 2008 hoppede af den spanske økonomi, er her foretaget 400.000 husudsættelser. Boliglånene er for høje, og når alle i en husstand bliver arbejdsløse, retten til understøttelse rinder ud, så banker foged og politi på døren, og umiddelbart ser der ikke ud til at være hjælp på vej. Men hun glæder sig over opbakningen blandt den del af befolkningen, der ikke selv er berørt.
”Det er svært at sige, om det værste er overstået. Det har været tankevækkende at se, at et problem, der berører et mindretal af befolkningen, har sat gang i en folkelig solidaritetsbevægelse på landsplan. Bevægelser a la PAH, Plataforma de los Afectados por la Hipoteca (platformen for berørte af boliglån, red.) har fx arrangeret, at naboer og aktivister er mødt op foran huse, som familier skulle smides ud fra, for at forhindre, at politi og foged kunne komme frem. Selvom det ikke er lykkedes at forhindre mere end 500 husudsættelser, har bevægelsen formået at sætte emnet på den politiske dagsorden. Bevægelsen selv mener, at de på den måde har været med til at erstatte den individuelle skam over at miste sit hus med kollektiv indignation,” forklarer hun.

Desperation, apati eller pionerånd
Den forhenværende socialistiske regering, ledet af PSOE’s José Luis Zapatero, forsøgte sig med heimlich-metoden og skovlede penge i offentligt byggeri, mens den nye regering, konservative PP anført af Mariano Rajoy, som kom til i slutningen af 2011, har valgt spare-metoden. Intet lader til at hjælpe, og mange kan kun trække desperat på skuldrene.
”Der hersker en apati i Spanien i disse år, ja. Især blandt de unge, der for to år siden måske nok havde et større håb om, at de ville kunne gøre en forskel med deres protester. Min oplevelse er, at mange af dem er mere fokuserede på at finde individuelle løsninger frem for et kollektivt svar på krisen,” siger Astrid Berg med henvisning til arbejdsløsheden blandt unge under 25 år, der nu ligger på over 57 procent.
Men hun ser dog enkelte tegn på private initiativer, en pionerånd, som landet har et akut behov for:
”Der er flere eksempler på private initiativer. I løbet af de sidste par år er der fx dukket stadig flere nyttehaver og ”grønne pladser” op i her i Madrid. Det er især unge spaniere, der står bag – enten besætter de nedlagte bygningsområder eller også får de tildelt et område af kommunen. Filosofien bag de her pladser er bæredygtighed og mere nærdemokrati. På pladserne dyrkes der grøntsager, der byttes varer, og så bliver de brugt som samlingssteder for alt fra politiske bevægelser til folk, der gerne vil lave kurser om at plante tomater.”
Et andet initiativ, eller måske nærmere demonstration og tegn på desperation, er dør-til-dør protester, de såkaldte escraches, hvor man møder op hjemme hos bl.a. politikere for at protestere, og om denne tendens siger hun:
”Arrangørerne bag dør-til-dør-protesterne har ikke oplevet lige så stort fremmøde til deres aktioner som ved andre demonstrationer. Alligevel viser meningsmålinger, at et overvejende flertal af befolkningen bakker op om protestformen.”

 

Protestbevægelser og højredrejninger
Spanierne har protesteret, strejket og demonstreret, og så var der bevægelserne, Real Democracia Ya eller 15M, som efter en stor opbakning ved starten for to år siden, har været forbavsende tavse.
”Det er vigtigt at slå fast, at 15M aldrig var en klart defineret gruppe. Det var snarere en meget kompleks bevægelse, der formåede at samle spaniere på pladser og torve for at protestere mod landets politiske klasse, og dennes håndtering af krisen.
15M eksisterer stadig, men de er rykket mere ud i de enkelte lokalsamfund, hvor de består af grupper, der beskæftiger sig med særskilte emner som fx offentlig undervisning, sundhed osv. Derudover er flere af bevægelsens folk blevet aktive i andre bevægelser, som fx bevægelsen mod husudsættelser, PAH,” siger Astrid Berg, der desuden mener, at bevægelsen 15M ideologisk set kan være for spredt til at være effektiv:
”Det er én måde at se det på. Det hele handler om, hvad bevægelsens mål var. Hvis det var at samle mange forskellige spaniere på tværs af politisk overbevisning for at demonstrere mod den politiske klasse på grund af den udbredte politikerlede, så lykkedes det. Hvis målet var at skabe noget a la Grillos (Italien) femstjernebevægelse, ja så lykkedes det ikke.”
Hvorvidt spanierne som deres økonomiske lidelsesfæller, først og fremmest grækerne, kunne vælge at gå i retning mod den yderste højrefløj qua partiet España 2000, tør hun ikke spå om.
”Det kræver et kig ind i krystalkuglen for at sige – men det, man kan konstatere, er, at det indtil videre ikke er ikke lykkedes partiet at få nævneværdig stor opbakning, og min umiddelbare vurdering er, at det heller ikke kommer til at ske. Det skyldes bl.a., at det er svært for nye partier at vinde frem i Spanien, der de facto har et to-parti-system med hhv. det konservative parti og socialisterne. Når det så er sagt, betyder det selvfølgelig ikke, at España 2000 på lokalt plan ikke kan vinde terræn, som vi ser det i fx Valencia.”

Solidaritet vs. fremmedhad
Astrid Berg oplever, at der er stor solidaritet med udlændinge, hvilket man som nævnt bl.a. har set ved husudsættelser, hvor naboer hjælper deres udenlandske naboer.
”Man så det også sidste år, da spanske læger og sygeplejersker lavede en kampagne i mod regeringens beslutning om at forhindre illegale indvandrere adgang til lægehjælp,” forklarer Astrid Berg, der dog også har fornemmet fremmedhad.
”Her i Madrid blev der for kort tid siden holdt en demonstration mod netop fremmedhad, fordi det også eksisterer i det spanske samfund.”

Meninger, monarki og krystalkugle
Spanierne giver i en ny undersøgelse, foretaget af instituttet Centro de Investigaciones Sociológicas (CIS), historisk lave karakterer til det spanske kongehus. På en skala fra 1-10 scorer kongehuset kun 3,68, mens den sidste karakter, givet i 2011, var 4,89. Men Astrid Berg tror ikke, at monarkiet som institution er i fare.

“Nej, ikke på kort eller lang sigt. Der er stadig et flertal af spanierne, der er for monarkiet, selvom tilslutningen er faldet markant i løbet af de sidste par år,” mener hun, selvom familien har trådt gevaldigt i spinaten i den seneste tid – specielt monarkiets overhoved, kong Juan Carlos, der har gjort sig uheldigt bemærket med en elefantjagt til Botswana og en formodet elskerinde.

”Man taler om, at elefantjagten blev dråben, der fik bægeret til at flyde over for befolkningen og de spanske journalister især. I tiden op til elefantfadæsen havde mistankerne om urent mel i posen hos kongens svigersøn, Iñaki Urdangarin, kørt i de spanske medier og lagt grunden til indignationen, derkulminerede med kongens rejse til Botswana.”Det er svært at se ind i krystalkuglen, men der er ikke meget, der tyder på, at Spanien vender tilbage til den økonomiske optur, landet oplevede i årene før krisen. Den spanske regering har netop annonceret, at ledigheden højest kommer til at falde et par procentpoint i løbet af de næste år. Så længe Spanien ikke formår at få sat gang i økonomien, slipper man ikke af med de høje ledighedsprocenter. Spanierne skal ud af den onde cirkel, de befinder sig i lige nu, for at landet kan komme til at se radikalt anderledes ud om ti år,” slutter Astrid Berg.

 

 

 

Små initiativer i Murcia

Er spanierne krise-apatiske? Hjælper man hinanden? Eller er der tale om Survival of the fittest? Spørgsmålene tog jeg med mig ud på gaden i Murcia, hvor jeg bor og studerer, for at finde nogle svar.

Arbejdsløsheden fylder meget her i det kriseramte Spanien, og de nuværende forhold på det spanske arbejdsmarked kan i stor udstrækning føres helt tilbage til det frankistiske styre og dets arbejdsmarkedspolitik. Regimet forbød både partier og fagforeninger, og man oprettede en statsstyret fascistisk syndikatstruktur for at styre arbejdsmarkedet. Staten gjorde afskedigelser vanskelige og bekostelige for arbejdsgiverne, som en kompensation overfor arbejdstagerne for den manglende frihed på arbejdsmarkedet. Resultatet blev et særdeles ufleksibelt arbejdsmarked, som man efter demokratiseringen af landet forsøgte at gøre mere dynamisk og liberalt. Stor modstand fra fagbevægelsen har imidlertid umuliggjort væsentlige reformer på området, og hverken tidsbegrænsede kontrakter eller mulighed for deltidsansættelser har rykket tilstrækkeligt ved det ufleksible arbejdsmarked.

En del af problemet er også, at demografien i landet har ændret sig. Kvinderne, som tidligere gik hjemme, har bevæget sig ud på arbejdsmarkedet, ungdomsårgangene har været store, der har været en øget immigration og spaniere, som vender tilbage efter at have arbejdet i udlandet, har øget konkurrencen om arbejdspladserne.

Blandt indbyggerne her i Murcia lader den generelle holdning til at være, at man må kæmpe for sig selv, fordi der er så lidt hjælp at få og fordi tilliden til regeringen er så ringe.

Jeg møder en flok veninder, der har besluttet at hjælpe i lokalsamfundet. Marí José Martínez fortæller: ”Vi besluttede at hjælpe aktivt, da en af mine veninder og hendes mand blev sat på gaden, efter de begge mistede deres job og han blev syg og skulle have behandling. De bor nu hos hendes datter og svigersøn. Vi fandt så frem til nogle ufrivilligt hjemløse, og vi har hver taget én til os. Vi sørger for lidt tøj til dem, de får frokost hver dag og vi hjælper dem med lidt penge og med at finde et arbejde. Vi er altså fem kvinder, som sørger for fem hjemløse. Der er mange flere derude, som trænger til hjælp, men vi har ikke selv råd eller tid til at hjælpe flere og vi får ikke støtte andetsteds fra. Hvis flere gjorde som os, kunne vi måske hjælpe hinanden op at stå igen.”

Antonio García var før ansat som advokat, men blev syg og mistede sit job. Da hans opsparing var væk og han ikke længere kunne betale sine regninger, begyndte han at stjæle og samle affald i containere, som kan kunne videresælge, for at få råd til at blive boende. Efter seks måneder blev han sat på gaden.”Det er meget ydmygende. Jeg gik fra at have et godt liv til at være i et helvede. Mine børn kan ikke besøge mig længere. Den første måned sov jeg på sofaen hos min søn, som er studerende og bor med andre studerende i en delelejlighed”, siger Garcia, og fortsætter: ”Jeg betalte for min søns studie, før jeg blev sat på gaden, men det kan jeg ikke længere, så han har han været nødt til at søge et legat, for at kunne fortsætte på universitetet. Min afskedigelse har nu sat sine spor i min søns fremtid”.

Jeg spørger, hvad han synes om betegnelsen ”spansk apati”?

”Jo, det kan der vel i nogle tilfælde være tale om, men vi kæmper alle sammen for ikke at blive sat på gaden. Spanierne har ry for at være langsommelige, men vi gør tingene på vores måde, og vi er ikke dovne, når det handler om at bevare vores liv og stolthed.”

Krisen taler sit tydelige sprog i Murcia – mange familier er sat på gaden og mange butikker er lukkede. Om dagen hænger folk ud på cafeerne for at fordrive tiden. Rundt om i byen hænger forskellige kreative jobansøgninger – alt fra rengøring, ældrepasning, private kokke, en til at købe ind og en anden, der kan hente og bringe børn til skole. Ideerne er mange og initiativerne gode, men det står stille i Murcia i øjeblikket. Folk passer på det, de allerede har. Men der er ikke tale om et ”spansk apati” – ikke i Murcia. Her kæmper alle deres stille kampe.

Af Jette Christiansen og Henriette Overgaard

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa