Velgørenhed begynder hjemme

Med EU’s redningspakke kan der nu være lagt låg på den finansielle krise på Cypern, der kulminerede i marts. Men hele forløbet omkring redningspakken vil fremover påvirke ikke kun Cypern, men også euroområdet som helhed og endda uden for euroområdet. Det skyldes ikke så meget selve redningspakken, men mere den måde, den blev gennemført og senere kommunikeret ud på.

Cypern, der kun tegner sig for omkring 0,2% af BNP i euroområdet, er en lille fisk i økonomisk sammenhæng. Ifølge de seneste skøn har Cypern ”kun” behov for en redningspakke på EUR 23 mia. Men kravet om, at bankindskydere skal være med til at finansiere landets gæld, har sendt chokbølger gennem hele euroområdet. Først var det alle med penge i banken, der skulle bidrage til finansieringen, men det krav blev senere ændret til kun at omfatte bankindlån over EUR 100.000. Ikke desto mindre har det, at man faktisk overvejede at lade alle bankindskydere bære en del af byrden, sået tvivl om indskydergarantien i euroområdet for indlån op til EUR 100.000. Denne alarmerende udvikling for alle sparere i euroområdet blev yderligere forværret af eurogruppens erklæring om, at redningspakken til Cypern vil danne præcedens for fremtidige redningspakker. Erklæringen blev senere trukket tilbage, men kun for derefter at blive gentaget af den tyske finansminister.

De finansielle markeder kom sig relativt hurtigt oven på redningspakken, som mange eksperter beskriver som dårligt ledet og skidt kommunikeret. Men usikkerheden i relation til euroområdet, som stort set var væk efter ECB’s pengepolitiske lempelser sidste år, er vendt tilbage igen. Redningsplanen for Cypern har foruroligende konsekvenser ikke kun for politikerne, der må se tilliden til dem falde, men også for lande, som fremover må få brug for finansiel hjælp. Der er nemlig risiko for, at redningspakker fremover bliver knap så omkostningsfrie for modtageren som tidligere.

Krusninger kan blive til høje bølger
Efter Cypern er økonomien i euroområdet endnu mere sårbar end før. Indskydere i banker i andre kriseramte lande kan føle sig fristet til at flytte deres midler ud af regionen. Bliver der tale om en voldsom kapitalflugt, kan bankerne i euroområdet blive nødt til at stramme kreditvilkårene, og det kan ramme det stadig skrøbelige opsving i investeringerne og forbruget. Samtidig vil de finansielle markeder, der frygter, at kapitalflugten spreder sig, holde et vågent øje med de cypriotiske banker, når kapitalrestriktionerne, der blev indført som led i redningspakken, ophæves.

Redningsaktionen i Cypern lover ikke godt for fremtiden i euroområdet. Desværre blev det tydeligt under forhandlingerne, at nationale interesser fortsat prioriteres frem for regionale hensyn (de tyske krav havde fx klart sigte mod den forestående hjemlige valgkamp). Mest bekymrende er det dog, at målsætningen om at lade EU udvikle sig til en finanspolitisk union er blevet skudt til hjørne. Netop manglen på denne type union anses af mange for at være den væsentligste årsag til den fortsatte finansielle krise i euroområdet.