Entrerrios-området åbenbarer sig med en kombination af frodige, grønne farver i bunden af dalen, der er omringet af de snoede bjergveje. Men på toppen af det populære udflugtssted og smukke naturområde arbejder en lille familie på livet løs for at give hjemløse hunde og katte et bedre liv. ’Kim’s Animal Rescure’ giver i øjeblikket 111 hunde og 70 katte husly, indtil de får et nyt hjem. Kim Halliwell arbejder for dyrene 24 timer i døgnet for at skaffe penge via loppemarkeder og donation til de stakkels dyr. La Danesa har været en tur forbi de herreløse hunde og katte.
Som bekendt er det ulovligt at bygge på egen grund uden tilladelse. Selvom Kim Halliwell ejer stedet, og det er hendes jord, skal hun have tilladelse til at udvide hundegården. I fire år har hun kørt en sag mod Mijas kommune, som vil have hende til at rive halvdelen af hundegården ned. Hvis det bliver en realitet, mister Kim Halliwell over halvdelen af de hunde, hun tager sig af sammen med sin kæreste, datter og svigersøn. Sammen bor de i et lille hus på samme grund, for det er krævende at have næsten 200 dyr boende.
Kim Halliwell har i dag 85 voksne hunde, 26 hvalpe og 70 katte og killinger. For at forsørge dyrene knokler hun sammen med familien og tre andre englændere, der frivilligt hjælper hende. De modtager lidt donationer hist og her via deres Facebook- og hjemmeside. Ikke alle donerer penge, mange donerer foder og andet materiale til dyrene. Hvis ikke Kim Halliwell tog sig af dyrene var de blevet aflivet eller det der er værre, sultet ihjel.
”Det, der især er dyrt, er at få en hund afsat. Det koster hele 250 euro for at få en hund klargjort til en ny ejer. Her skal den have vaccinationer, steriliseres og chipmærkes,” fortæller Kim Halliwell, der ikke modtager betaling fra de nye hundeejere. Hundene bliver som regel givet bort gratis. Hvis Kim Halliwell er heldig kan hun modtage 50-100 euro for en hund, langt fra det beløb det koster hende at afsætte den. Det er mest hollændere og tyskere, der betaler. Englændere og spaniere gør ikke.
10.000 kvadratmeter er, hvad Kim Halliwell har at gøre godt med. Men indtil videre må hun vente på, at sagen er afgjort ved retten. ”Min advokat siger, at det kan tage lang tid. Vi må blot være tålmodige og vente,” lyder det fra Kim Halliwell. Indtil videre er sagens omkostninger løbet op i 3.000 euro, som hun har betalt fra egen lomme.
På en god måned afleverer Kim Halliwell omkring 30 hunde til nye ejere, men det har stået stille siden oktober, hvor et samarbejde med en anden organisation sluttede. I november måned har hun kun fået afsat én hund, og det er ikke nok i forhold til de 11 hunde, hun i gennemsnit modtager om ugen. Forleden dag stod der en masse hvalpe i en kurv ude foran hendes port. De er de nyeste medlemmer af hundegården, som Kim Halliwell også tog til sig.
Hundene er det vigtigste. Kim Halliwell ønsker, at flere vil donere eller hjælpe til, at hundene kan få en god tilværelse hos en ny ejermand. Det er svært at finde penge til projektet, så Kim Halliwell håber, at et samarbejde med nogle skandinaviske landes organisationer, vil gøre det muligt for hende at få et noget godt stablet på benene.
Er du interesseret i at donere penge, foder eller lignende til Kim’s Animal Rescure kan du gå ind på hendes hjemmeside: www.kimsanimalrescure.com, hvor du kan donere direkte.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001