Nederlag til mangemillionæren Mikkel Kessler og en stor karriere er slut
Lørdag den 8. december entrerer et af de største danske boksenavne gennem tiderne, den nu 33-årige supermellemvægter Mikkel Kessler, ringen for at stå ansigt til ansigt med den 29-årige nordirske hardhitter Brian Magee – ”danskdræberen”, som har knock out-besejret to andre danskere, Rudy Markussen og Mads Larsen. Et nyt drama af de helt store venter.
De to nævefægteres rekordlister siger:
Mikkel Kessler: 47 kampe, 45 vundet – heraf 34 på knock out – og to nederlag.
Brian Magee: 39 kampe, 34 vundet – heraf 24 på knock out – 1 uafgjort og fire nederlag.
Kampen har karakter af VM-kvalifikationskamp. Mikkel Kessler er tidligere fleredobbelt verdensmester og får nu en ny chance for en kamp om VM-bæltet.
Dramaet kommer til at foregå i Jyske Bank Boxen i Herning og boksefans skal grave dybt i lommen, hvis de vil ind.
De billigste billetter koster 615 kroner og ringsidebilletterne står i 4015 kroner, mens såkaldte Goldside-billetter – VM-stævnets dyreste adgangskort – er sat til salg for den nette sum af 5015 kroner.
Mikkel Kesslers karriere har i det hele taget været præget af store penge. Og så nogle forbandede knoglebrud, som har forårsaget lange pauser og tvivl om fortsat karriere.
De store penge
Rekorddagen faldt den 3. november 2007 i totalfyldte Millennium Stadium – 60.000 tilskuere – i den walisiske hovedstad Cardiff i den største kamp i supermellemvægtsdivisionens historie: Joe Calzaghe – Mikkel Kessler, begge ubesejrede.
Kessler mødte op med en hemmeligholdt håndskade, kæmpede bravt, men tabte. I hvert fald sportsligt. Økonomisk var det en helt anden sag. Hans livs største purse lød på 27 mio. kroner. 16- 18 mio. kroner var der tilbage til Kessler selv, da alt var afregnet til manager, trænere, sparringspartnere og øvrige interessenter.
Endnu flere gigantiske kampe ventede for Kessler i samarbejde med dansk professionel boksnings grand old man, promotor Mogens Palle.
Men sådan blev det ikke.
Det blev til et brud.
Mikkel Kesslers håndgange mænd – sådanne flokkes altid om store boksenavne, da de ser en mulighed for at få en lille del af kagen – mente ikke, han generelt fik nok for slidet, ligesom tv-indtægter fra pay per view gik hans næse forbi.
”Bruddet mellem Mikkel Kessler og mig skete, fordi Mikkel er en grådig fyr, der fik masser af dårlige råd fra sine nærmeste omgivelser”, har Mogens Palle sagt. I dag bokser han for den tyske promotor-stald Team Sauerland og ligger nummer 15 på listen af de bedst betalte danske professionelle idrætsstjerner. Han er blevet sat tilbage af såvel striden som af håndskader.
Vilje til at lære
Mikkel Kessler er født på Islands Brygge i København af en engelsk mor, Ann, fra Salisbury i Wiltshireen, og en dansk far. Han startede med at bokse som ti-årig. Hans træner fra dengang i bokselokalerne i Christianshavns Idræts Klub og mange år frem også i hans professionelle karriere, Richard Olsen, har udtalt:
”Mikkel har en usigelig vilje til at lære. Og det er i virkeligheden hans største talent”.
Nu står hans fortsatte karriere på spil. Her i den søde juletid.
Julefighten i Casa Danesa
Kampen Kessler-Magree kan ses på storskærm i restaurant Casa Danesa. Med Club Danés og La Peña de Dinamarca i spidsen for et dinner-arrangement med julemenu.
Hermed fortsætter de to klubber samarbejdet omkring store danske sportsbegivenheder i tv.
Julemenuen denne aften i Casa Danesa:
Glaseret skinke med grønlangkål: 15 euro.
Entré uden spisning: 6 euro.
Sweepstakes med fine præmier.
Tilmelding og betaling i Casa Danesa:
restaurant@casadanesa.dk – tlf. 952 47 51 51.
Adressen:
Club Danés, Haza del Algarrobo, Ctra. de Mijas, km. 2.2, 29649 Mijas Costa (Mijas-vejen fra Fuengirola)
Kort se:
www.clubdanes.dk
Rundt om Kessler
Professionelle debut: Den 20. Marts 1998.
Trænere: Jimmy Montoya og Thomas Macon, begge USA.
Promotor: Kalle Sauerland & Christian Meyer, Sauerland Event.
Manager: Allan M. Back.
Hobbyer: Tatoveringer, biler&motorcykler, film, økologiske fødevarer, hunden Bosse, strategy-games.
Citat: ”Elsk din kæreste ordentligt”
Mikkel Kessler, ambassadør for Dannerhuset, der er en af de vigtigste organisationer i Danmark i indsatsen for at hjælpe kvinder og børn, der lever med vold tæt inde på livet.
De bedst betalte danske stjerner
1. Caroline Wozniaki, tennis, 78 mio. kr.
2. Daniel Agger, fodbold, 62 mio.
3. Nicklas Bendtner, fodbold, 23 mio.
4. Anders Lindegaard, fodbold, 21. mio.
5. Simon Kjær, fodbold, 18 mio.
6. Thomas Kahlenberg, fodbold, 18 mio.
7. Frans Nielsen, ishockey, 18. mio.
8. Thomas Bjørn, golf, 15 mio.
9. Nicki Pedersen, speedway, 13 mio.
10. Anders Hansen, golf, 12 mio.
11. Thomas Sørensen, fodbold, 12 mio.
12. Thomas Olsen, golf, 11 mio.
13. Krohn-Delhi, fodbold, 10 mio.
14. Tom Kristensen, motorsport, 10 mio
15. Mikkel Kessler, boksning, 9 mio.
16. William Kvist, fodbold, 9 mio.
17. Jani Hansen, ishockey, 8 mio.
18. Lars Ellert, ishockey 8 mio.
19. Søren Kjeldsen, golf, 7 mio.
20. Christian Eriksen, fodbold, 7 mio.
Tallene omfatter løn og merchandise m.v.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001