Historierne, der definerer os

Dette er historien om, hvad vi gør med ikke bare det danske sprog, men med alle sprog: vi skaber mening; vi konstruerer os selv og andre og vi skaber liv gennem de historier, vi fortæller hinanden.
Dorte Greisgaard Larsen er ph.d.-stipendiat på Sprogforandringscenteret ved Københavns Universitet.

Da min farfar i 2002 var blevet så gammel, at hans krop var ved at sætte punktum for et langt liv, besøgte min far og jeg ham en sen eftermiddag. Der lå han halvsovende, bleg, med et tungt og langsomt åndedrag – slet ikke den farfar, jeg engang kendte. Den tidligere så livlige farfar havde skræmt mig med sine forlorne tænder, så det kildede i maven, havde snittet bue og pil til mig som 8-årig, havde fortalt mig historier om Hitler og Churchill, havde beskrevet livet i en familie med trange kår og fortalt om mødet med min farmor, der kom fra en gård med fire skorstene. En træt udgave af denne samme farfar lå nu der med kort tid igen. Det vidste både min far og jeg. Så var det, som om vi indgik en stiltiende aftale den eftermiddag.
Vi fik min farfar til at fortælle historier fra gamle dage. Om dengang man snildt gik 50 km på en dag for at besøge en kæreste, om den vinter hans kloge hund gik gennem isen og han sagde, den skulle løbe hjem (men den døde af kulde hjemme foran gården, fordi den ikke kunne komme ind i stalden). Om hans, efter eget udsagn, lidt for vilde ture i byen, dengang han var helt ung … og gift. Min farfar var en dygtig historiefortæller. Han skabte billeder i hovedet på mig og holdt pauser, så jeg kunne nå at orientere mig i de omtalte rum. Han gemte ofte omhyggeligt pointen til sidst som en sød belønning for, at jeg havde lyttet.

Da min far og jeg gik den eftermiddag, var min farfar som forvandlet. De før så matte øjne lyste, og hans kinder havde taget lyserød farve. Hvad der skete for min farfar gennem vores korte besøg var, hvad 1001 Nats fortællende hovedperson, Sheherazades, var fuldt ud bevidst om allerede for mange århundreder siden: fortællingen har en livgivende kraft.

Nu vil den opmærksomme læser måske tænke: hvad har historiefortælling med dansk sprog at gøre? Alt og intet kan man sige. Fortællinger kender ikke til sproglige grænser. Så vidt man ved, har alle mennesker til alle tider fortalt hinanden historier. Historiefortælling er en universel aktivitet – og den får liv som en sproglig størrelse.
Hvad er det så fortællingen kan – hvad enten den er på dansk, japansk eller engelsk? Hvad enten den er fiktiv eller baseret på virkeligheden?
Fortællinger konstruerer vi i et tids-krydsfelt mellem den fortalte tid, ’dengang og da’, som fortællingen handler om – og fortælletid, ’her og nu’, hvor fortællingen fortælles. Min farfar fortalte til et deltagende publikum – til os, som ivrigt lyttede til, hvad han havde oplevet. Samtidig etablerede han med fortællingen et rum i et datidens ’dengang og da’, da hans krop igen var ung og vital og hans liv stadig lå åbent foran ham. På den måde skabte min farfars levende fortællinger om fortiden nyt liv i øjeblikket.

Gennem fortællingen kommunikerer vi, hvem vi er og gerne vil være. Vi konstruerer os selv og udnytter gabet mellem dengang og nu til at tage afstand fra eller moderere vores tidligere udgaver. Min farfar gjorde det samme: han fortalte sig ind i den vitale og viltre unge mand, men med den erfarne gamle mands stemme og en vis sproglig rysten på hovedet af ungdommens gerninger positionerede han sig på den måde som mande,n der blev klogere med alderen. For han vidste udmærket, at han ikke kunne bilde os tilhørere hvad som helst på ærmet: Vi kendte hver især min farfar, hans historie, hans standpunkter, hans kærlighed og hans luner. Og havde han fortalt historier, der ikke understøttede vores forventninger i tilpas grad, så havde interaktionen været en anden. Konstruktionen af os selv sker nemlig altid i relation til andre, og vi er som fortællere og tilhørere altid orienteret mod autenticitet og sammenhæng. Sådan ’fastholdes’ vores selvfremstillinger altid i socialt forpligtende relationer til andre. Vi kan altså nok konstruere liv, men ikke hvilket som helst liv.
Gennem historiefortælling skaber vi med andre ord os selv og genererer mellemmenneskelig mening. Fortællingen er livgivende. Potentielt i hvert fald. For historier kan også virke destruktivt. De kan hæmme os, plage os og skabe distance mellem os og andre mennesker. Men det er en helt anden historie. Den må vi høre en anden gang.