Manden med de tre liv

Bodybuilder. Filmstjerne. Guvernør. Én mand, tre liv. Arnold Schwarzenegger har nået toppen inden for tre forskellige områder. Nu fortæller han hele sin livshistorie i sin selvbiografi, som han i oktober var i København for at promovere.
Store muskelbundter kun iført sorte tangatrusser bød velkommen, da Arnold Schwarzenegger var i København 11. oktober for at signere sin selvbiografi Mit utrolige liv. Flere end tusind personer stod i kø for at hilse på superstjernen og få en autograf i et eksemplar af bogen, der er gået direkte ind som nummer et på den danske bestsellerliste.
Og det er i sandhed et utroligt liv, Arnold Schwarzenegger har haft. Fra den fattige opvækst i Østrig med en voldelig far, og en hele vejen igennem usædvanlig karriere. Tre gange har Arnold Schwarzenegger trodset alle odds og nået toppen som henholdsvis bodybuilder, Hollywood-stjerne og politiker.
I sin selvbiografi fortæller han om sin hårde barndom, om sin ukuelige vilje og tro på sig selv, der gang på gang har ført ham helt til tops, og om de ting, offentligheden aldrig har kendt til før nu. Det gælder også den famøse affære med familiens stuepige, som han fik et barn sammen med. Da skandalen kom frem fjorten år senere, blev det enden på hans ægteskab.

Bodybuildere i tangatrusser mødte talstærkt frem, da Arnold Schwarzenegger besøgte København.

MIT UTROLIGE LIV
Af Arnold Schwarzenegger
På dansk ved Rasmus Hastrup
672 sider + 64 billedsider.
Pris: 349,95 kr. (vejl.)
Udkom oktober 2012 på Forlaget Turbulenz
Bogen kan købes på saxo.dk

Arnold Schwarzenegger indspillede film i Spanien
Conan barbaren blev Arnold Schwarzeneggers gennembrudsfilm. Den blev indspillet i Madrid, Segovia og Almería. Her følger et uddrag fra optagelserne, som er beskrevet i bogen Mit utrolige liv.

Da jeg ankom, var Conan allerede hel en lille industri. Filmens hovedkvarter var et smart hotel i det centrale Madrid, hvor de fleste medvirkende og en stor del af holdet boede, men den virkelige action fandt sted på locations over hele Spanien. To hundrede arbejdere var travlt beskæftigede med at bygge kulisser i en stor lagerbygning fyrre kilometer uden for byen. Udendørssekvenser skulle skydes i bjergene ved Segovia og i de fantastiske klitter og saltsumpe i Almería, en provins ved Middelhavets kyst. En marokkansk basar i provinshovedstaden skulle forklædes som en hyborisk by, og derudover skulle vi filme ved et ældgammelt slot i nærheden og på andre historiske steder.
Produktionsbudgettet på tyve millioner dollar var ekstravagant: Det svarer til hundrede millioner i dag. Instruktøren John Milius brugte pengene på en utrolig liste af folk og specielle effekter. Han hentede håndværkere, trænere og stunteksperter fra Italien, England og USA, og derudover var snesevis af spaniere ansat. Manuskriptet krævede et dyrehold bestående af heste, kameler, geder, gribbe, slanger, hunde, en høg og en leopard. Der blev hyret flere end femten hundrede statister. Underlægningsmusikken skulle spilles af et symfoniorkester med halvfems medlemmer og et kor med fireogtyve medlemmer, der sang på et fiktivt sprog, der lød som latin.

***

Noget, Milius bekymrede sig en del om, var at finde fyre, der var større end mig til at spille Conans fjender, så det ikke så ud, som om Conan bare kunne tromle hen over alle andre. Han var meget nøjeregnende med det: De skulle være højere og mere muskuløse end mig. I bodybuildingmiljøet havde jeg mødt en dansker ved navn Sven-Ole Thorsen, som var en seksoghalvfems høj og vejede mere end 140 kilo. Sven havde også det sorte bælte i karate. Jeg kontaktede ham på vegne af Milius og satte ham til at lede efter andre store fyre. I december kom de alle sammen til Madrid, en god håndfuld store, meget uhyggeligt udseende danskere: vægtløftere, hammerkastere, kuglestødere og kampsportseksperter. Jeg følte mig som en lille mand blandt dem, hvilket jeg aldrig havde prøvet før. Vi arbejdede sammen, trænede med stridsøkser og sværd og øvede os i at ride. Jeg havde selvsagt et stort forspring, men da vi begyndte at filme i januar, var danskerne blevet ret gode, og de bidrog med meget til kampscenerne.

***

I den første scene, vi skulle optage ifølge planen, bliver en ubevæbnet Conan, der netop er sluppet fri af slaveriet, jaget af ulve hen over en klippefyldt steppe. Han undslipper ved at klatre op på et fremspring, hvor han opdager indgangen til et gravkammer, hvori han finder et sværd. Som forberedelse til denne sekvens, havde jeg trænet med ulvene bare for at overvinde min frygt. Ulvene var faktisk bare schæferhunde, men uden at jeg vidste det, havde Milius givet stuntkoordinatoren besked på at skaffe hunde, der faktisk havde ulveblod i sig. Han mente, at det ville gøre det mere realistisk. ”Vi timer det hele,” lovede han. ”Du vil allerede være i løb, når vi slipper hundene løs, og de vil ikke kunne nå at krydse sletten og få fat på dig, før du er kommet op på klipperne.”
Den morgen, hvor vi skød scenen, syede de råt kød ind i bjørneskindet på min ryg for at tiltrække hundene. Kameraerne kørte, og jeg spurtede af sted. Men hundetræneren slap hundene løs for tidligt, og mit forspring var ikke langt nok. Ulvekobbelet indhentede mig, før jeg kunne komme op på klipperne. De bed i mine bukser og trak mig ned fra klippefremspringet, så jeg faldt tre meter og landede på ryggen. Jeg prøvede at komme på benene og hive bjørneskindet af, men faldt ind i en tornebusk. Træneren råbte en kommando, og hundene standsede og stod savlende ved siden af mig.
Jeg lå der, fuld af torne og blødte fra en flænge, jeg havde fået, da jeg landede på en sten. Milius var ikke særlig medfølende. ”Nu ved du, hvordan det bliver at lave denne her film,” sagde han. ”Det var sådan noget, Conan var udsat for.” Jeg gik hen for at blive syet, og da jeg så instruktøren igen til frokost, var han i strålende humør. ”Den er i kassen. Glimrende start,” sagde han. Dagen efter måtte jeg have flere sting, efter at jeg havde slået panden ved at hoppe ned i en klippefyldt dam. Da Milius så blodet strømme, sagde han: ”Hvem har lavet makeuppen? Det er super. Det ligner rigtigt blod.” Han nægtede at overveje, hvad der ville ske med projektet, hvis jeg kom alvorligt til skade eller døde. Men selvfølgelig var der ingen stuntdouble, for det ville have været yderst vanskeligt at finde en med en krop som min.

***

Folkene bag filmen vurderede også andre lande, og inden for bemærkelsesværdig kort tid var de i stand til at vende tilbage til filmselskabet med et sammendrag. ”I Spanien kan vi skyde filmen for atten millioner,” sagde de. ”I Italien vil det koste toogtredive millioner, ellers kan vi gøre det i Las Vegas og lave kulisserne i Nevadas ørken, men det vil koste endnu mere.”
Valget var det samme som ved enhver anden filmproduktion: Mellem lande med en etableret filmindustri og fagforeninger som Italien og entreprenante lande med uorganiseret arbejdskraft som Spanien.

***

Faktisk var Spanien et glimrende sted at filme på alle måder, med en lille undtagelse: Stuntmændene var for længe om at dø. Milius sagde igen og igen: ”Når han hugger til jer, skal I bare falde om.” I stedet faldt de teatralsk om, rejste sig halvt op, faldt sammen igen og stønnede – det var deres øjeblik, og de havde i sinde at give den hele armen. Jeg havde travlt med at slå min næste fjende ihjel, da jeg hørte Milius råbe til fyren bag mig: ”Du er død! Bliv liggende! Han huggede dig ned, bliv så liggende!” Men de var som zombier. Til sidst tilbød Milius at betale ekstra, hvis de døde med det samme og blev liggende.