Det danske magasin i Spanien
Populær dansk søfarer holder foredrag på Kysten

Populær dansk søfarer holder foredrag på Kysten

Rigtig mange danskere har betaget siddet klistret til tv-skærmene, når Troels Kløvedal og hans besætning har taget seerne med på maritimt eventyr. Nu får Kystens beboere en sjælden mulighed for at opleve skibet Nordkaperens kaptajn fortælle om sine oplevelser live.

Har du altid haft en eventyrer i maven, men er aldrig rigtig kommet af sted? Så får du her den næstbedste løsning efter dit eget eventyr. Christen Væver har nemlig inviteret kaptajn og forfatter Troels Kløvedal til at holde foredrag i Margrethekirken den 19. oktober. Her beretter søfareren om sine tre jordomrejser og de utallige oplevelser, de har givet ham.

”Jeg fortæller om kulturer og øriger, der ligger derude, hvor man kun kan komme til, hvis man bygger en båd og sejler dertil. Påskeøen, Tuamuto, atollerne nordøst for Tahiti, Micronesien med spændende vragdyk på Chuuk Island, hvor et af Anden Verdenskrigs største søslag stod i 1944. Jeg fortæller også om min drømmerejse til Kina, som det efter mange års ihærdige forsøg lykkedes af få adgang til at gennemføre på min tredje jordomsejling,” fortæller Troels Kløvedal. Det er dog ikke ’bare’ et foredrag i klassisk forstand.

”Mit nye foredrag forevises i Power Point, da jeg har digitaliseret alle mine 30 film gennem de sidste 40 år, hvilket gør, at jeg kan fremvise levende filmklip i mine fortællinger fra mine mange togter på de syv have,” fortæller Nordkaperens mangeårige kaptajn.

En eventyrer formes
Troels Kløvedal begyndte sit liv på verdenshavene i 1967, da han og en gruppe venner købte skibet Nordkaperen. Formålet var ”at rejse ud og se om det, der stod i aviserne, var sandt… og det var det jo tit langt fra” skriver Kløvedal på sin hjemmeside. En anden paragraf dikterede, at skibsejerne til hver en tid ville have så mange mennesker med som muligt, og blev man uenige om kursen, så var det den, der ville sejle længst væk, der fik sin vilje. Disse lidt aparte regler har foreløbig bragt Kløvedal og 8-900 mennesker rundt i alle afkroge af verden.

I dag er det slut med de store jordomsejlinger, men Nordkaperen bliver stadig luftet på lange ture på kryds og tværs af de store have.

”Jeg holder specielt af de lange togter uden landkending over verdenshavene med store afstande, og hvor jeg som den sidste generation af navigatører stadig har den store intellektuelle fornøjelse, det er at finde rundt på oceanerne med min gamle sekstant, kronometeret, solen, månen, planeterne og de 56 navigationsstjerner, der er udregnet tabeller på,” fortæller Kløvedal.

Foredraget begynder kl. 20 den 19. oktober i Margrethekirken. Du kan købe billetter til 20 euro hos Vitamina, i Margrethekirken eller hos kasserer i Margrethekirkens Venner Jørgen Kobstrup. Prisen inkluderer snacks, cava og entré til foredraget.

Af Andreas Müller

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.