Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Er du utryg ved at gå på gaden efter mørkets frembrud? I så fald er du ikke den eneste.
Selv om Málaga-provinsen melder om et faldende antal røverier for fjerde år i træk, har følelsen af øget sikkerhed langt fra ramt alle. Det vil Lene Thygesen, der for mindre to måneder siden selv blev overfaldet, nu gøre noget ved.

Den 14. december klokken kvart over elleve kommer Lene Thygesen og kæresten Daphne gående ned ad gaden i Los Boliches. De har netop været til møde med soroptimisterne og diskuterer aftenens forløb, da de passerer en gruppe drenge på knallerter. Det tænker Lene ikke nærmere over, før hun pludselig mærker et hårdt ryk i sin skuldertaske, der bliver flået af hende. Endnu et ryk giver det i armen, da en af drengene forsøger at fravriste Lene den taske, hun har i hånden. Et højt skrig sender dem på flugt. Først der opdager hun, at den ene overfaldsmand er bevæbnet med en stor, savtakket kniv.

”Jeg var meget chokeret og forskrækket, men en rigtig reaktion kom først nogle dage efter, hvor jeg bare begyndte at stortude. Selv om jeg er kommet videre derfra, så sidder det altså stadig i baghovedet,” fortæller Lene, der efter overfaldet kørte til Policia National for at anmelde hændelsen og tyveriet af skuldertaskens værdifulde indhold: kamera, computer, pung og nøgler. Her ventede hun og Daphne en halv time, selvom de var de eneste ”kunder” blandt en horde af betjente.

”Jeg undrede mig da lidt over, at der var så mange betjente på stationen, når der nu holdt fem ledige politibiler udenfor, de kunne patruljere i,” husker Lene, der følte en hvis harme over, at de betjente, der nu sad og spiste pizza eller lavede papirarbejde, i princippet kunne have afværget røveriet. ”Selvfølgelig skal jeg ikke fortælle dem, hvordan de skal passe deres job, men jeg undrer mig over prioriteringen. Som almindelig borger synes jeg, de vil gøre mere gavn ude på gaderne om aftenen.”

Som resultat af overfaldet har Lene nu besluttet at gå aktivt ind i kampen for at gøre gaderne mere sikre. Hun erkender, at overfaldet i princippet kunne ske hvor som helst, og missionen er derfor ikke at kritisere politi og politikere for ikke at skabe en kriminalitetsfri by, men derimod sætte fokus på borgersikkerhed og mulige tiltag for at imødegå den usikkerhed, hun og andre føler ved at færdes efter mørkets frembrud.

”Det kan selvfølgelig bare være os, der var uheldige, men jeg har snakket med mine naboer og bekendte i området, og flere har haft indbrud, nogle er blevet overfaldet, og en har fået stjålet en halskæde på åben gade. Altså, er det Los Boliches det her? Det lyder mere som Bronx (kriminalitetshærget område i New York, red.). Det kan ikke være rigtigt, at så mange bare er ”uheldige”, og under alle omstændigheder har det gjort, at vi ikke føler os trygge på gaden, som vi gjorde for bare 5-6 år siden,” fortæller Lene.

Ikke alene om kritik

En anden decemberaften var Louise Pedersen som så mange gange før ude at lufte sin hund. Klokken var omkring 22, og der var som sædvanlig fuldstændig roligt i den lille urbanisation. Stilheden blev dog med ét brudt, da en bil kører op på siden af Louise og bremser. Ud springer to mænd klædt i civil. Den ene tager hårdt fat i den forskrækkede Louises arm. Han finder en pung frem, åbner den hurtigt for øjnene af den skrækslagne hundelufter og præsenterer sig som politibetjent. Imens griber kollegaen fat i hundens halsbånd, trækker den hårdhændet hen til sig og kører en scanner over hovedet på den. ”Bip” siger det, hunden er godkendt, og de to mænd sætter sig tilbage i bilen. Tilbage står en chokeret borger.

Episoden satte en skræk i livet på Louise. Var det nu rigtige politibetjente? Eller måske tricktyve? Var det reelt hunden, der var målet, eller var det andre ting, de undersøgte? Teorierne i Louises hoved var efterfølgende mange, og det får hende til at rejse kritik af politiets fremgangsmåde.

”Det er en fuldstændig latterlig måde at gøre det på. De kunne jo bare gå stille roligt ud og forklare mig tingene i stedet for at fare hen og forskrække mig. Jeg anede jo ikke, hvad de havde til hensigt,” fortæller Louise, hvis hund tilsyneladende var udsat for et tjek for den chip, det i Spanien er påkrævet at bære. Hun undrer sig ligesom Lene over politiets dispositioner.

”Betjentene kom kørende fra den lukkede ende af min vej, og med den rute, jeg gik, kan jeg regne ud, at de har holdt og ventet mindst et kvarter – muligvis meget længere. Jeg kan virkelig ikke se, at det er den bedste måde, vores politi kan tjene os på. Var det ikke bedre, hvis de var ude at fange nogle tasketyve,” spørger Louise retorisk. Hun er ikke som Lene gået videre med sin sag, men bakker fuldstændig op om arbejdet for at gøre gaden mere sikker.

Klar til at gå hele vejen

Efter overfaldet og naboernes lignende historier satte Lene Thygesen sig for at gøre noget ved sagen. Hun kontaktede viceborgmester Pedro Cuevas og aftalte et møde på dennes kontor. Det egentlige møde fandt dog ganske tilfældigt sted før aftalen.

”Vi løb tilfældigt på hinanden i byen, så jeg greb chancen og konfronterede ham med det samme. Jeg fortalte ham om min oplevelse og mine tanker omkring det, men han var glat som en ål. Politiet gjorde det helt upåklageligt, og han havde kun ros tilovers for dem,” fortæller Lene, som derfor ikke så nogen grund til at mødes med Cuevas igen. I stedet lagde hun og Daphne strategien om. De har nu skrevet et brev til borgmester Esperanza Oña, Cuevas og byrådsmedlemmet Rodrigo Romero. Håbet er i første omgang at få en tilbagemelding, så der kan komme en egentlig dialog i gang.

”Vi vil fortælle beboerne, at Fuengirola ikke bare er den her fantastiske oase, som vores politikere altid siger, den er. Borgerne skal vide, at det desværre er nødvendigt at tage sine forholdsregler,” siger Lene, der ikke på nuværende tidspunkt vil stille ultimative krav til politiet eller politikerne, men i hvert fald vil kræve, at der bliver gjort noget for at oplyse borgerne. Hun erkender, at hun ikke har ekspertisen til rådgive de ansvarshavende institutioner, men det forhindrer hende ikke i at have sine egne løsningsforslag.

”Videoovervågning er en nødvendighed – desværre. Det er kedeligt, det skal være sådan, men det har jo vist sig i Málaga, at det hjælper. Og så synes jeg selvfølgelig, vi skal have noget mere politi på gaden om aftenen, ligesom man må kunne finde et andet sted at spare end på gadebelysningen,” siger Lene, der nu spændt venter svar på brevet. Kommer der ikke en tilbagemelding, er kampen ikke slut – tværtimod. Den er først lige begyndt. Så hedder næste skridt politichefen eller måske endda Ministerio de Interior. I mellemtiden har Lene og Daphne forsøgt selv at gardere sig mod flere overfald.

”Jeg har fået mig en lommealarm, og Daphne har fået en peberspray. Vi får forhåbentlig ikke brug for dem, men indtil vi føler os sikre på gaden igen, har vi dem med for en sikkerheds skyld,” slutter Lene Thygesen.

Af Andreas Müller

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa