Kære læser, januar 2012

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Mens Iran raslede med atom-sablen, Nordkorea erklærede folkegråd (!), og det pludselig (endelig) gik op for Danmark, at en lang række kontanthjælpsmodtagere rent faktisk ikke gider at arbejde, holdt Rajoy en 84 minutter lang indsættelsestale i kongressen. Som ventet vil han reducere det årlige underskud til 4,4% af BNP, fryse offentlige investeringer og gøre noget seriøst ved arbejdsløsheden, men med det punkt, der omhandler de spanske helligdage – det barnagtige flytteri af disse til hverdage, hvis de falder på søndage og de mange ‘puentes’, tager han også fat i noget meget væsentligt i spanierens idiosynkrasi. Punktet kunne i den store sammenhæng synes uvæsentligt, men er det desværre ikke. Jeg bor ikke kun her i landet, fordi solen skinner, men også fordi jeg er vild med den spanske mentalitet og kultur, dele af den i hvert fald. I årenes løb har jeg nemlig måttet erkende, at den latino-lidenskab og stolthed, som jeg troede, at spanieren besad, ikke er typiske karakteristika. Det handler ikke om mañana-kultur, men om noget dybere; vælger-apati, afmagt, mistillid, en laden stå til og et uklædeligt “det er i hvert fald ikke min skyld”-syndrom. Det er praktisk taget umuligt at få en spanier til at erkende en fejl. Selv en pyttelille en. Hvis det endelig lykkes, gives skylden omgående videre til ‘nogle andre’. Det handler om manglen på ansvarsfølelse overfor fællesskabet, hvilket bl.a. kommer til udtryk i den spanske skygge-økonomi, som, man antager, svarer til næsten 25% af BNP. Ingen er vel i tvivl om, at arbejdsløshedstallet på ca. 5 mio. er ren fiktion, i hvert fald hvis det skal være et udtryk for antallet af personer, der ikke arbejder. Jeg er ikke ude på at lave en Joachim B. Olsen her, men hvem kender ikke en arbejdsløs Paco eller en Pepe, der render rundt og laver noget sort arbejde? Og her kommer mistilliden ind i billedet. Mistilliden til magthaverne, til politikerne, til systemet. Det kan jeg for så vidt godt forstå. Problemet er bare, at den ikke holder som generalundskyldning for ikke at tage del i samfundsøkonomien og være med til at betale for den offentlige velfærd. Det er, som om den socialistiske regering troede, at alle problemer pr. definition var indbilding. At de kunne ønskes væk, og derfor blev den økonomiske krise nedtonet. Vores tidligere statsminister har sågar kaldt krisesnak for upatriotisk, det rene falsum og en udenlandsk konspiration… Ikke underligt at kritikken af den manglende ansvarsfølelse er markant voksende. Ikke kun blandt brokkehoveder som mig, men fra kloge folk som fx Angela Merkel og andre toppolitikere. Jeg forsøger ikke at følge trop med mine nye landsmænd og kaste ansvaret for elendigheden videre, men mon EU ikke skulle gribe i egen barm. Det rigtige problem er vel egentlig manglende politisk ansvar også i EU: Man har ladet nogle private selskaber – kaldet banker – fungere som administratorer for inden- og udenrigspolitikken uden at gribe ind. Den hedengangne europæiske forsvarsalliance, som senere blev til ‘det indre marked’ handler ikke længere om politik, men om finanser. Og Unionen skal nu ledes af økonomer og finansanalytikere… Jeg tænker ofte på, om en PP-ledet regering ville have ladet stå til så længe, som Zapateros tropper gjorde, om en anden EU-ledelse ville have råbt vagt i gevær noget tidligere? Men nej, jeg tror det ikke, for er der noget bedre end at være chef for en butik, der bare kører derudad? Ingen vil være lyseslukker … lige med undtagelse af min mand, der må være selve inkarnationen af Djævlens Advokat. Bare ærgerligt, at det kun er mig og hunden, der hører det, for når alt kommer til alt, slukker han ikke lyset. Han tænder den. Pæren. Og Pling! – bliver jeg trukket ud af min fastlåsthed, møder virkeligheden med nypudsede briller og får intuitionen op i gear. Apropos at komme op i gear, så må det være nytårs-rådet til EU-landenes udenrigsministre, for Spanien har netop sendt en sværvægter ind på banen; den kompetente og EU-erfarne José Manuel García Margallo, der også taler et udmærket engelsk. Og hvorfor skriver jeg så det? Rigtigt gættet! Fordi jeg, ligesom millioner af andre tv-seere fordelt rundt omkring på Jorden, var vidne til et nærmest surrealistisk pressemøde, da den danske UM besøgte Washington i sidste måned. Mens Villy lignede en, der lige havde regnet ud, at han var med i Skjult Kamera, er jeg sikker på, at Hillary stod med fingeren klar på mobilens optage-knap i håbet om at få leveret underholdning til julefrokosten i the White House. Desværre var temperaturændringerne ved polerne ikke med, men det var til gengæld en hel masse andet, som ikke engang Villi Søvndal selv troede på. Få lige styr på trådene, Pinocchio!

Lige nu render en flok teenageministre rundt på Borgen og udvider super-duper-velfærds-formynder-staten og bygger rygekabiner, mens vores nye regering får travlt med langt alvorligere sager. Det er muligt, at Rajoys planer ikke indeholder det helt store paradigmeskift, men hvis han forstår at adressere krisens dybere årsager, vil jeg mene, at han har fine muligheder for at vende den økonomiske skude. Og hvis EU samtidig tager sig gevaldigt sammen, skulle vi kunne undgå en relancering af pesetaen (i en devalueret form).

Det er fandeme dejligt vejr, hva?, var der lige en mand, der stak hovedet ind på redaktionen og sagde. Og ja, det er det heldigvis!

Godt Nytår!

Af Helle Espensen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa