Kære læser, februar 2012

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Forleden talte jeg med min veninde om passion. Om at brænde for noget. Om at finde frem til noget, som man bare ikke kan lade være med at gøre. Jo mere jeg tænker over det, jo større betydning får den. Passionen. Nogle vil måske nok mene, at det fandme er svært at være passioneret på en regnvåd mandag morgen med vinterforkølede unger på bagsædet. Men det er det faktisk ikke. Alene tanken om det, du brænder for, vil få dig til at smile til den morgensure buschauffør. Og så behøver din passion jo ikke at være på Nobelpris-niveau. Det kan være at bage hindbærsnitter, pode citrustræer eller tælle prikker på flamencokjoler. Det er helt ligegyldigt, hvad det er. Du behøver ikke engang at være særlig dygtig til det – men det bliver du som regel alligevel, fordi du bare vil det SÅ meget. For nogle af de mest passionerede mennesker, jeg kender til, er deres passion blevet deres levebrød. På toppen af min ildsjælsliste er helt klart Jens Martin Knudsen, der pga. sin glødende interesse for rumforskningen og sit smittende engagement fik kælenavnet Marsmanden. Han døde desværre allerede i 2005, men inden da nåede jeg mange gange at se ham hoppe op og ned i ren og skær begejstring over en eller anden nyopdaget detalje. Jeg elskede at se på ham, at lytte til ham og lade mig rive med – trods det faktum, at der ikke er meget, der interesserer mig mindre end Mars. En anden virkelig passioneret fyr er dirigenten Frans Rasmussen, som jeg første gang stiftede bekendtskab med, da man indspillede DR’s programserie Stemmer fra Vollsmose. Her var en mand med en mission. Han ville vise beboerne i en af landets mest berygtede bebyggelser, at musikken kan bygge bro mellem mange og skubbe til den enkelte. At man kan samle et 40 mand stort kor og på kun 12 uger gøre det i stand til at levere et værk, der løfter taget af et koncerthus. However, det kan man ikke bare, men det kan en passioneret mand som Frans Rasmussen. Jeg husker, hvor intenst han kiggede hver enkelt sangeraspirant ind i øjene – helt ind i sjælen, når de fortalte om sig selv og deres drømme. Han lyttede til dem, som der aldrig var nogen, der havde lyttet til dem før. Hans passion for musikken, for projektet bar sangerne frem til koncerthuset, og han formåede samtidig at videregive passionen til deltagerne. Om ikke andet, så i hvert fald for en kort stund, mens de stod på scenen. Det, det handler om, er, at de fik prøvet at føle den. Passionen.

Og hvorfor skal hun nu pludselig være så fandens klog?, tænker du sikkert. Fordi jeg synes, at vi er blevet alt for tilbagelænede og dovne. Vi sidder bare og brokker os, mens frustrationen, håbløshenden og målløsheden vokser. Vi bliver simpelthen nødt til at frigøre os fra tanken om børnemisbrugere, uduelige krydstogtskibskaptajner og Standard & Poor’s nedjusteringer. Og nej, jeg opfordrer ikke til at vi skal lade det hele sejle og holde op med at tage ansvar. Men jeg mener, at vi skal vælge de kampe, vi kan og vil kæmpe på “Giv mig styrke til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan og visdom til at se forskellen”-måden. Og her kommer passionen ind i billedet igen, for lige netop din passion kan sagtens være idealistisk; måske vil du kæmpe for, at folk holder op med at smide deres affald ved siden af affaldscontainerne eller – i en lidt større skala – kæmpe for menneskerettigheder i Burma. Det handler ikke om projektets størrelse eller idéens karakter. Det handler kun om, at du kan mærke, at du brænder for det. Søg og du vil finde! Noget i den stil står der i et af evangelierne, og det er ikke helt tosset. Hvis du skifter ordet søg ud med føl, er der en reel chance for, at du kan finde ind til det, der er din passion. Du kan ikke tænke dig til den, du skal føle den. Tanker har som bekendt en vældig kraft og de har det med at have alle mulige agendaer. Fx er det ikke sjældent, at mennesker bliver så ‘passionerede’ omkring deres sygdom, at den udvikler sig til en slags karriere. Nogen bliver sågar betalt for at være syge. Det er ikke svært at få øje på dagsordenen her, vel? Så føl, find og nyd det! Det er bare så meget nemmere at leve med alverdens absurditeter, når man giver sig selv lov til at udleve sin passion.

Og husk så at det er din passion, du skal føle. Ikke din mands, dine børns eller dine venners.

Med Abraham Lincolns berømte ord: “Og til slut er det ikke mængden af år i dit liv, der tæller – det er mængden af liv i dine år” ønsker jeg jer en fin februar måned.

Af Helle Espensen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa