Montefrío, Santa Fe og maurernes sidste grænseland

Montefrío ligger ca. 30 km. nordvest for Granada, og det er en helt speciel by på grund af den karakteristiske skrånende klippe, der troner over landskabet med en katolsk kirke som kransekagefigur. Kirken er placeret lige midt i det, der engang var et maurisk fort, og det var her, at nogle af de sidste maurere holdt stand imod de kristne. Det var også her, de måtte se sig besejret og enten vælge omvendelse til kristendommen eller landflygtighed. Vi er midt i det sidste grænseland mellem maurerne og de kristne, og Montefrío faldt i de kristnes hænder i 1486 – 5 år inden Granadas fald den 2.1.1492. I dag gør byen en ære af at være ”la última frontera”, og den fint restaurerede kirke på toppen af klippen er nu ”centro de interpretación” – altså oplysningcenter om La Reconquista – de kristnes generobring af Spanien fra maurerne. Et besøg i Montefrío er dermed ikke blot en kulturel og sansemæssig godbid, men også et indblik i Spaniens blodige historie.
Santa Fe ligger ca. 13 km. vest for Granada, og det var her, at det katolske kongepar Isabel og Fernando havde deres lejr under besættelsen af Granada. Lejren blev bygget i 1491 som en kvadratisk teltlejr med 4 porte mod vest, nord, øst og syd. Den dag i dag er byens grundplan helt som lejrens og de 4 porte står stadig. Dermed kan historiens vingesus høres højt og tydeligt, når man går rundt i Santa Fe´s ”casco histórico” og tænker sig tilbage til La Reconquistas sidste dage.

Et besøg i Montefrío kan passende begynde med, at man kigger ind på byens website: www.montefrio.org. Her kan man få skærpet appetitten til det egentlige besøg, og man kan få et overblik over seværdighederne – los monumentos. Her kan man også læse, at byen har en kvindelig borgmester, og at det er den første by i Spanien, der hvert år fejrer kvindernes internationale kampdag den 8. marts.
Byen er nem at komme til, idet man blot tager afkørsel 211 fra motorvejen mellem Granada og Antequera. Når man kommer fra syd, ser man, lidt inden man kommer til byen, pludselig klippen med kirken i det fjerne, og man tror det er løgn, for sådan et syn har man med garanti ikke set før. Det er virkeligt betagende og nu kribler og krabler det efter at komme ind og tage det hele nærmere i øjesyn.
Inde i byen kan man parkere på P- pladsen ”Gran Capitán” ved at følge skiltet med ”aparcamiento” lige efter man har passeret den runde kirke. Vi starter besøget med at gå op til turistkontoret, der ligger i en smuk gammel bygning skråt overfor den runde kirke. Foran kontoret sidder der en lille gammel mand og fletter fine kurvesæt, som han sælger for 3 euro for 3, så det hører med til et besøg i Montefrío at tage en sådan håndgjort souvenir med hjem. På turistkontoret får vi udleveret en del brochurer og så går vi ellers i krig.
Vi starter ovre i den runde kirke La Iglesia de la Encarnación, som stod færdig i 1802. Kirken er bygget med Panteon i Rom som forbillede, og det er nemt at se både ude- og indefra. Dog har kirken til forskel fra Panteon et tårn hæftet på den ene side. Inde i kirken er der kun et stort kuplet rum, og det er dermed meget forskelligt fra andre kirkerum. Rummet har en fantastisk akustik, og bystyret er nu begyndt at opføre koncerter i kirken til glæde for de musikinteresserede.

Når man står udenfor kirken ser man til sin undren, at navnet Jose Antonio Primo de Rivera er hugget ind i muren. Hvis man spørger sig selv, hvem denne mand var, siden han havde gjort sig fortjent til at få sit navn op på kirkemuren, kan jeg oplyse, at han var søn af Spaniens diktator Miguel Primo de Rivera, som var ved magten fra 1923 til 30. José Antonio Primo de Rivera grundlagde ”la falange española” – et nationalistisk, fascistisk parti, og han blev dermed den spanske fascismes chefideolog. Da Fransisco Franco kom til magten i 1939 overtog han falangens ideologiske grundlag, og under hele Francotiden blev José Antonio hyldet både som filosof og martyr, idet han blev henrettet af republikanerne i borgerkrigens første år 1936. Her i Montefrío får vi altså lige en hilsen fra Francotiden midt på kirkemuren.
Nu skal vi op og bese borgen og kirken deroppe på toppen, så vi vandrer op ad Plaza de España og forbi byens rådhus, der ligger i et tidligere kloster. Man må gerne bese bygningen i åbningstiden. På vejen op passerer vi et sted med en masse små kapellignende huller, der er hugget ind i klippen. De fungerede i Middelalderen som gravpladser. Lidt senere kommer vi forbi resterne af nogle huse, idet der i maurertiden boede almindelige mennesker indenfor fæstningsværket.
Vi kan nu forestille os, at vi i 1486 sidder i et af disse huse, og vi har længe hørt foruroligende rygter om de kristnes fremmarch. Vi kigger ud over landskabet og ser til vores skræk, at der på alle vagttårne i de nærliggende byer er tændt store advarselsbål. Vi ved, at det kun kan betyde én ting. De kristne kommer med en stor hær. Vi ved, at det betyder, at vores dage som indbyggere i denne skønne by er talte. Vi må dø eller lade os døbe som kristne. Uha, uha. Montefrío faldt forøvrigt uden kamp. Maurerne havde indset, at overmagten var for stor og de fleste lod sig omvende.

Oppe på toppen af klippen kan man se både resterne af det gamle mauriske forsvarsværk og den nyrestaurerede kirke, der nu fungerer som ”Centro de interpretación Ultima Frontera de Al-Andalus”, som Andalusien kaldtes under maurerne. Inde i kirken er der fine informative plancher og der vises en video på engelsk om maurernes sidste dage og La Reconquista.
La Reconquista eller generobringen af Spanien for kristendommen blev fuldført af Isabel og Fernando, ”Los Reyes Católicos”, med Granadas fald i januar 1492. Hele landet kunne dermed erklæres generobret. Men hvorfor blev en militær aktion egentlig koblet sammen med katolicismen? Jo, det forklares inde i kirken, at det var en fortrinlig måde, hvorpå man kunne skaffe sig både soldater og pengemidler til krigen. Man lavede en ”overenskomst” med kirken om, at den skulle give aflad og syndsforladelse for dem, der enten lod sig hverve som soldater eller gav pengegaver til kirken. Nogle af disse afladspenge blev så kanaliseret over til den militære aktion, og dermed havde man både fået financieret og bemandet sin hær og vundet sjæle for kristendommen. Voilá.
Der knytter sig også en pudsig historie til selve kirken, som jo blev opført inde i fæstningen efter maurernes fald. Nu skulle man vise kristendommens overlegenhed over Islam, og det gjorde man ved at opføre store kirker ovenpå resterne af den arabiske kultur. Kirken stod færdig i 1507, og var derefter byens kirke – La Iglesia de la Villa. Her samledes byens kristne indbyggere til messe hver søndag, men en dag i slutningen af 1700 tallet slog lynet ned midt under gudstjenesten, og en del af taget faldt ned lige midt i menigheden. Der var imidlertid ingen, der kom til skade, og det blev derfor fortolket som et mirakel. Men nu fik kirken lov til at forfalde, fordi man ikke havde midler til at genopbygge den. Den blev gradvist til en ruin, og det var først i slutningen af 1990erne, at man fik den genopbygget – nu ikke længere som samlingspunkt for religiøse handlinger men som turistcentrum.
Udsigten oppe fra borgen er helt fantastisk, og når man skuer ud over landskabet, ser man, at vi er midt i olivenlandet. Der dyrkes oliven overalt, så vanen tro køber vi lige noget lokalt produceret olivenolie med hjem.
Nu gælder det vores hotel La Enrea, som er byens førende hvis ikke eneste hotel. Hotellet er enkelt og uprætensiøst og med en pris på 65 euro inkl. morgenmad, kan vi ikke klage. Vi spiste aftensmad på hotellet og blev ganske rørte over den gode mad og de lave priser på både mad og vin.

Efter en lille siesta begiver vi os ud på endnu en byvandring, idet der er mere at se i Montefrío. Vi går hen til den runde kirke, hvor byens folkeliv udfolder sig på fortovscaféen overfor. Vi går nu ned ad gaden Miguel Carralcazar som senere hedder Cruz del Pozo. Nede i bunden kommer vi til en slugt, som har nogle helt specielle klippeformationer, hvis lige jeg aldrig har set. Vi drejer til venstre og følger vejen, der inden længe fører hen til P- pladsen Gran Capitán. Herfra går vi op i byen igen og op ad hovedgaden Calle Alta. Denne gade fører op til de tre seværdigheder, der ligger i byens østlige ende: El Pósito (det gamle kornlager- nu kulturhus) og El Convento de San Antonio (kloster – nu gastronomisk center) og tilhørende kirke. Alle tre var lukket denne lørdag eftermiddag, så ud over motion var det ikke noget stort udbytte, vi fik af det. Vi går tilbage mod centrum og hen mod hotellet. Inden vi kommer til hotellet, ser vi på venstre hånd et rødt skilt, hvor der står: El Mirador de las Peñas. Der må vi op. Vi stiger op ad vejen og drejer til højre ad en lille cementvej op forbi huset La Curra. Nu følger vi bare stien hen til miradoren. Herfra er der en helt enestående udsigt ned over byen og over mod klippen med borgresterne og ”kirken”. Vi følger stien så langt vi kan, for den er interessant, fordi der er huler, der er hugget ind i klippen og foran en af dem er der bygget et helt hus.
Næste morgen kører vi lidt syd for byen, for vi vil gerne bestige El Hachuelo, som er et lille bjerg, der ligger tæt på byen. Et par km. syd for byen drejer vi til højre hvor der står: Camino del Hachuelo. Vi kører nu opad og til højre hvor der står: Cruz del Hachuelo. Nu følger vi vejen indtil der en lille vigeplads, hvor vi kan parkere. Vi er nu ganske tæt på toppen, og det tager kun små 20 min. at nå derop til fods. Der er ikke nogen egentlig sti, men det er ikke svært at gå i det visne græs. Oppe på toppen er udsigten ned over byen og ud over landskabet helt fantastisk, så vi var glade for denne lille ”bjergbestigning”.
På turistkontoret har vi fået at vide, at der øst for byen skulle ligge et fantastisk landskab, der rummer arkæologiske rester helt tilbage til stenalderen og at det hedder La Peña de los Gitanos. Der skulle tilmed være jættestuer (dólmenes) samt vandremuligheder, så vi er helt vilde. Vi kører derfor ud i retning af Illora, og ser da også et skilt, der viser hen til La Peña. Men der er en kæde over vejen, og selv om vi krydser kæden til fods, kommer vi ikke ret langt, inden vi må give op. Hele området er på private hænder, er helt afspærret og har ingen adgang – det sagde de ikke noget om på turistkontoret. Surt show!
Men nu gælder det Santa Fe, som ligger lige vest for Granada, og hvor man kan sige, at La Reconquista sluttede. Det var nemlig her, at Los Reyes Católicos havde deres lejr, hvorfra de med 60.000 mand belejrede Granada. Santa Fe er interessant, fordi den centrale del af byen stadig er udlagt som lejren var. Gaderne svarer til lejrens gader og husene ligger, hvor teltene lå. Den centrale plads med kirke og bolig til kongeparret ligger der stadig, og de 4 porte ligger intakte, omend de nok er blevet shinet lidt op. I sin tid havde lejren en mur og en voldgrav hele vejen rundt, men muren er nu væk og erstattet af rækker af huse. Men alligevel får man en fornemmelse af lejrens indretning og størrelse, så det er spændende.

For nu lige at afslutte La Reconquista skal det siges, at den sidste mauriske kalif Boabdil afleverede nøglen til Granada til Isabel og Fernando den 2.1. 1492 uden kamp. Det er om ham det siges, at han ”begræd som en kvinde, det han ikke vidste at forsvare som en mand”. Ulykkelig måtte han drage i eksil i Nordafrika, hvorfra hans forfædre var kommet små 800 år før. I det sidste pas, hvorfra man kan se Granada, vendte han sig om mod sin elskede by med sin pragtbolig Alhambra og sukkede og græd. Passet hedder den dag i dag: El suspiro del Moro – maurerens suk.
Om Santa Fe skal det også siges, at det var her, at Isabel og Fernando den 17. april 1492 underskrev den kontrakt med Christoffer Columbus, der gjorde ham i stand til at drage mod vest i tre små caraveller. Det førte som bekendt til opdagelsen af Amerika den 12. oktober 1492 – en dato der stadig højtideligholdes i hele den spansktalende verden: El día de la Hispanidad.
Året 1492 gik senere over i historien som Annus Mirabilis: miraklernes år. Det var nemlig det år, hvor maurerne blev fordrevet, hvor Amerika blev opdaget og hvor også jøderne blev smidt ud af Spanien.
Men Santa Fe har mere at byde på. Nu har jeg i årevis klaget over manglen på kager i dette land, men i Santa Fe så jeg ikke mindre end 3 konditorier med et overdådigt udvalg af kager. I nærheden af østporten ligger Hr. Yslas konditori, som blev etableret i 1897. Det var Hr. Yslas, der ”opfandt” kagen ”el pionono” som skulle være inspireret af mauriske kager. Et besøg i Santa Fe bør derfor inkludere indtagelse af en pionono i Hr. Yslas konditori. Da de er ret små kan man nok også finde plads en jordbærkage med flødeskum. Det vil man ikke fortryde.