Det danske magasin i Spanien

Forbrugernes voldgiftsret i Spanien (Sistema Arbitral de Consumo) sikrer en effektiv og hurtig løsning af tvister mellem forbrugere og virksomheder samt andre fagfolk i sager om forbrugsprodukter og/eller tjenester. Voldgiftsretten er reguleret af det kongelige dekret nr. 1/2007 (artikel 57 og 58), der omhandler reglerne for den nye lovgivning om forbrugers forsvar, samt det kongelige dekret nr. 231/2008 som specifikt regulerer forbrugerens voldgiftssystem.

Mange tvister mellem en forbruger og en virksomhed kan løses i voldgiftsretten. Ikke desto mindre falder følgende sager udenfor den mulige anvendelse af voldgiftssystemet:
• Sager der allerede er blevet afgjort i retten.
• Sager hvor parterne ikke har magt eller ret til at disponere over varen/tjenesteydelsen.
• Sager der angår forgiftning, tilskadekomst, død eller tegn på forbrydelse.

Det er altid en god beslutning at lade voldgiftsinstansen tage en beslutning i sagen, da begge parter er garanteret en upartisk afgørelse. Selvom der er tale om en udenretslig afgørelse, vil voldgiftens beslutning have samme virkning som en kendelse fra en domstol. Sagsbehandlingen er altid hurtig, og det tager mindre end seks måneder fra sagens start, til der foreligger en endelig afgørelse.

Voldgiftsnævnets afdelinger
Et voldgiftsnævn (junta arbitral) vil varetage selve voldgiftsproceduren og udpege en behandlende voldgiftsret (órgano arbitral). Det er denne afdeling, som vil undersøge sagen og afsige dommen.
Der er i øjeblikket 71 voldgiftsnævn i Spanien lige fra kommunale til provins-, regionale og nationale myndigheder.
Proceduren indledes, når voldgiftsretten har kontrolleret, at proceduren er mulig, og at begge parter accepterer, at konflikten løses på denne måde.
Voldgiftsretten er sammensat af personer, som er specielt uddannet til denne slags konflikter. Afhængig af sagen kan voldgiftsretten være sammensat af en enkelt person eller af tre personer, der er udpeget henholdsvis af den offentlige forvaltning, en forbrugerorganisation og af en virksomhed.

Proceduren
1) Anmodning
Det første skridt er at udfylde en formular, hvor der anmodes om en afgørelse i voldgiftsretten. Formularen kan indgives direkte til voldgiftsnævnet gennem en advokat eller via en forbrugerorganisation. Hvis der ikke er nogen specifik anmodning fra parterne, vil det være forbrugerens bopæl, der afgør, hvor sagen skal behandles.
Voldgiftsnævnet vil først undersøge, om tvisten kan løses gennem forbrugernes voldgift. Der kan nemlig være tilfælde, hvor tvisten skal løses gennem retsvæsenet. Hvis virksomheden eller den professionelle allerede er integreret i det spanske voldgiftsystem, kan proceduren starte med det samme. Hvis de ikke er integreret, bliver der sendt en anmodning til dem, som de skal acceptere. Virksomheden eller den professionelle vil have 15 dage til at acceptere voldgiftsnævnets beslutning. Efter dette tidspunkt er tvisten nødt til at blive løst på anden måde end ved voldgift, da en beslutning om at anvende voldgiftsystemet altid skal accepteres af begge parter. Hvis virksomheden accepterer anmodningen, kan proceduren begynde.

2) Mægling
Næste skridt er, at voldgiftsnævnet vil udpege en mægler, som vil forsøge at bilægge striden. Mæglingen må ikke vare mere end en måned. Hvis forsøget på mægling mislykkes, vil nævnet udpege en voldgiftsret.

3) Voldgiftsrettens sammensætning
En enevoldgiftsmand vil blive udpeget, hvis:
• Begge parter er enige herom.
• Det omtvistede beløb er på mindre end 300 euros.
• Sagen er enkel og ligetil.

Voldgiftsmanden er normalt udpeget af den offentlige forvaltning, med mindre parterne er enige om en bestemt godkendt voldgiftsmand..

Sammensat voldgiftsret
I alle andre tilfælde vil der blive udpeget tre voldgiftsmænd:
• En udpeget af den offentlige forvaltning (som vil virke som præsident) og de to andre af parterne. Hvis der er tale om et meget specialiseret emne, kan de to parter blive enige om en anden præsident. Det sker ofte, når tvisten involverer en offentlig instans, hvor man kan stille spørgsmålstegn ved, hvor upartisk en dommer er, som er udpeget af den offentlige forvaltning.

4) Høringerne
Under proceduren vil dommerne høre parterne, efter at de har undersøgt dokumenter og beviser. På ethvert tidspunkt før afslutningen af høringen vil parterne kunne indgive yderligere beviser, dokumentation, samt besvare spørgsmål og ændre eller udvide kravet.
Dommerne kan vælge de beviser, de finder passende. Alle udgifter vedrørende beviser (f.eks. omkostninger til laboratorieanalyser) vil være for den indgivende parts regning.

5) Kendelsen
Ligesom i en retssag afsiges en kendelse, hvormed konflikten løses. Afgørelsen vil have samme gyldighed, som en retslig kendelse. Hvis parterne når til enighed i løbet af proceduren, vil voldgiftsretten afslutte tvisten med en kendelse, som kaldes ” forsonende forlig” (laudo conciliatorio).

6) Appel
På samme måde som med en kendelse fra en domstol kan parterne appellere dommen. De har to måneder til at gøre det i.

Voldgift kort sagt
Det kan være en fordel at anvende voldgiftsretten, da tvisten kan løses ret hurtigt. Hvis der er tale om krav på et stort beløb, kan det være en fordel at få hjælp fra en advokat, specielt hvis spansk ikke er sagsøgerens modersmål. Som altid er arbejdet med at forberede argumenter og beviser af afgørende betydning.
Forbrugervoldgift bliver mere og mere populær især i sager, der involverer rejsebranchen. Det er vigtigt at bemærke, at voldgiftsystemet kan anvendes i konflikter over landegrænser inden for Den Europæiske Union. I disse tilfælde vil det være nødvendigt at kontakte ”Den Europæiske Forbrugercentral i Spanien” (Centro Europeo del Consumidor). Fremgangsmåden vil være nøjagtig som beskrevet ovenfor.

Af advokat María Teresa Velasco, Velasco Lawyers, www.velascolawyers.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.