Institutionen, hvor de tre børn blev fundet.
Tre handicappede børn kvalt
Ligene af tre børn på hhv. tre, ni og 14 år blev i går fundet på en institution for handicappede børn med motoriske lidelser i Boecillo i Valladolid-provinsen af en af stedets medarbejdere. Børnene lå i deres senge med plastikposer over hovedet, og politiet formoder, at de er blevet kvalt.
En anden af institutionens ansatte, en 55-årig uruguaysk kvinde, blev anholdt, eftersom hun blev fundet bevidstløs i et badekar og med snitsår på håndledene, halsen og hovedet. Hun antages at have dræbt børnene for derefter at forsøge at tage sit eget liv, og er foreløbig indlagt på et hospital i Valladolid, hvor hun overvåges af politiet.
To af de afdøde børn var spaniere, den tredje guineansk. Ingen af dem kunne hverken gå eller tale. De var de eneste børn på institutionen, der ledes af organisationen Mensajeros de Paz, og som har plads til seks børn.
Boecillo har kun omkring 3.500 indbyggere
Flydende pakke med hash.
Pakker med hash fundet på havet ved Mijas og Málaga
Forleden kunne badegæster på strandene La Luna i Mijas og Baños del Carmen i Málaga opleve et særsyn, nemlig store pakker med hash flyde på havet.
I Mijas var det badegæster, som reddede en pakke med godt fem kilo i land, mens badende i Málaga kontaktede politiet, som fandt en pakke med 35 kilo hash. I begge tilfælde var pakkerne pakket ind i blåt plastik.
Politiet formoder, at hashen stammer fra en narkobande, som de få dage forinden havde fanget på havet, og som under jagten havde smidt pakkerne i havet.
Den lange weekend betød 19 dræbte på landevejene
I alt 19 personer omkom den forgangne, lange weekend på de spanske landeveje. Det er næsten dobbelt så mange som de samme dage sidste år, hvor 10 personer mistede livet. Da var det dog det laveste antal i 30 år.Indtil den 15. august er sammenlagt 902 personer omkommet i trafikken, 122 færre end samme periode af 2010, oplyser trafikstyrelsen DGT.
Lokale administrationers gæld firedoblet på to år.
Lokale myndigheders gæld stiger: nu 50 milliarder euro
Regionernes og kommunernes samlede gæld er nu oppe på 50 milliarder euro, fire procent af nationalproduktet og fire gange mere end for blot to år siden, har avisen El País udregnet.
De lokale myndigheders manglende likvider går i stadig højere grad ud over leverandører, inklusiv de konstruktionsselskaber, der arbejder på offentlige projekter. De er med et totalt udestående på 15,05 milliarder euro hårdest ramt. Det går også ud over apotekerne, som myndighederne skylder 5,45 milliarder euro, hvilket sidste uge førte til åben krig mellem branchen og lokalregeringen i Castilien La Mancha, hvor apotekerne ikke har modtaget tilskud i over to måneder. 700 apoteker i regionen lukkede ligefrem i protest. Lederen af regionens lokalregering, Dolores de Cospedal (PP) har nu anlagt sag mod apotekernes ejere.
Ellers er det generelt kommunerne, som er længst om at betale sine regninger – gennemsnitligt 283 dage, mens en faktura hos regionerne gennemsnitligt må vente i 155 dage og hos centralregeringen i 140 dage.
Markedet holder vejret
Den spanske børs har startet dagen med et fald på IBEX 35 på 0,92 procent, mens man ellers afventer resultatet af dagens møde mellem Frankrigs præsident Nicolas Sakorzy og Tysklands kansler Angela Merkel, som finder sted i Paris. De to skal bl.a. diskutere Den Europæiske Centralbanks opkøb af obligationer, heriblandt spanske, til en samlet sum af 22 milliarder euro (fordelingen mellem landene er endnu ikke oplyst). Også mulighederne for en fælles euro-obligation er på dagsordenen.
De fleste illegale immigranter kommer fra området syd for Sahara.
147 immigranter reddet på et døgn
Fra søndag til mandag morgen fangede den spanske kystvagt 147 illegale, afrikanske immigranter på otte forskellige både. Redningerne fandt sted på havet ud for Almería, Murcia, Motril og Tarifa.
Blandt de reddede er fire babyer og syv gravide kvinder. Alle er bragt i land i god behold.
I år har foreløbig omkring 1.400 afrikanere forsøgt at tage sig til Spanien alene via de andalusiske kyster. Det er 300 flere end i samme periode sidste år.
Gigoloer uden arbejde – bagmænd anholdt i Fuengirola
Seks personer er blevet anholdt i Fuengirola for at narre 53.000 euro ud af 180 gigolo-aspiranter.
Det er ikke første gang, mænd er blevet snydt på denne måde. Politiet optrævlede en lignende ring i både februar og maj 2006 samt i april 2009.
Bagmændene havde indrykket annoncer i dagspressen, hvori aspiranterne blev lovet klækkelige beløb for at arbejde som escort. De mænd, som viste interesse, skulle via en hjemmeside overføre mellem to hundrede og tusind euro for at blive registreret. Derefter skulle kunderne så blive henvist til gigoloerne, men det skete aldrig.
Cykler for den røde trøje.
Danskere i Vuelta a España
En dansk rekord tangeres i årets Vuelta a España, der starter på lørdag, den 20. august, i Benidorm.
Seks danske ryttere er med denne gang, og det er kun set en enkelt gang tidligere, nemlig i 2003, hvor bl.a. Michael Rasmussen cyklede Spanien rundt.
Bjarne Riis’ Saxo Bank-Sungard har flest danskere på holdet, som er holdkaptajn Chris Anker Sørensen, Nicki Sørensen, Jonas Aaen og Mads Christensen. Derudover er Matti Breschel med hos Rabobank og Jakob Fuglsang hos Leopard Trek. Hos HTC-Highroad sidder Alex Rasmussen desuden på reservebænken.
Løbet køres for 66. gang. Læs mere på www.lavuelta.com.
Helligdag i dag
Tirsdag er det helligdag i Benahavís, Tolox og Monda.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001